...
brevkassespørgsmål
...
Jeg har virkelig prøvet at kæmpe i lang tid, med at overkomme min angst... Men jeg føler at det er umuligt at gå til læge fordi jeg ved hvordan jeg skulle reagere. Min mor forstår det ikke rigtigt. Hun ved godt at jeg er genert, bare ikke hvor meget. Jeg skulle have haft en tid til lægen men ville ikke og så sagde min mor ''hvis du ikke tror der er noget galt, så behøves vi ikke tage til lægen'' men jeg vil jo gerne, jeg kan bare ikke. Jeg kan ikke engang fortælle hende hvor angst jeg er og hun opdager det ikke, jeg venter faktisk bare til at hun spørger om er er noget galt. Lige inden bussen plejer at komme, går min krop i panik og jeg når ikke at vide hvad jeg tænker, mine hænder ryster bare. Og når min mobil ringer og jeg er sammen med min familie, begynder mit hjerte og banker og så vender jeg mig om fordi de ikke skal se min reaktion og de undre sig sikkert også over hvorfor jeg ikke tager den. Det er jo heller ikke så normalt at gå i panik nå min mobil ringer... Jeg frygter altid når jeg skal ud, at jeg møder nogen. Og når jeg er i butikker kan jeg vente tyve minutter før jeg endelig går op til kassen. Her sidste dag skulle jeg betale og begyndte at ryste og rødme og jeg kunne sagtens se på hende der sad ved kassen, at hun vidste der var noget galt, men skyndte mig bare videre. Når nogen banker på døren, åbner jeg heller aldrig. Jeg går faktisk heller ikke i skole lige pt, fordi at jeg ikke kan sige noget højt, læse højt, fremlægge, snakke med de andre, ingenting.. Jeg er begyndt at græde tit, over ingenting. Hvis min mor siger noget med en forkert tone, så er det ligesom om at alt dunker. I mit hovede, ben, arme, hænder, alt og så går jeg op på mit værelse. Jeg tror det er umuligt at hjælpe.... Jeg hader bare livet. Jeg kan ikke være nogen steder, uden at jeg bliver angst :'(
Svar:
Hej med dig..
Hvor er jeg glad for at du skriver til brevkassen, fordi du skal ikke acceptere at have det på den måde og jeg kan godt forstå det er hårdt for dig lige nu. Fordi når du bliver så angst, når telefonen ringer, i skolen og de andre steder, ja så kan jeg godt forstå din følelse af ikke at kunne være nogle steder.
Og når man går rundt og er angst i lang tid, så bliver det bare værere og værere, og det kan føles som man langsomt nedbrydes. Det er også tit sådan, at det kan blive sværere og sværere, at tro på det kan blive bedre og at der er noget der kan hjælp.
Men ved du hvad... du kan få hjælp til din angst og du kan få det godt igen.
Du er heller ikke alene om at have angst, det er der faktisk rigtig mange, både unge og voksne, der oplever i løbet af deres liv. Der kan være forskellige årsager til at man får angst, men det handler om at få professionel hjælp.
Så din tanke om lægen er fuldstændig rigtig og jo hurtigere jo bedre, fordi jo længere tid der går, jo sværere er det at komme ud af døren. Måske kender du også den følelse.
Du kan sagtens ringe til din læge, uden at snakke med din mor først. Du kan også vælge at skrive en mail til din læge, hvis du synes det er svært at ringe til ham/hende.
Men jeg synes det allerbedste er, at du får fortalt din mor hvordan du har det. Det kan sagtens være hun ikke helt forstår det, men det gør ikke så meget. Det vigtigste er at hun ved at du har det svært lige nu og at du har brug hende og for at komme til lægen.
Jeg synes du skal prøve at vise hende dit spørgsmål til mig, fordi her forklarer du meget flot og helt præcist hvordan du har det. Og så kan det bare være lidt nemmere at snakke om det bagefter. Du kan også vise hende mit svar, fordi så er også klar over, at der er en anden voksen der mener at det er vigtigt du får hjælp nu.
Jeg har også en anden mulighed, som du kan bruge hvis det bare er for svært det med lægen lige nu. Det er at ringe til angstforeningen. Her kan du anonymt komme til at snakke med en voksen som selv kender til det at have angst og måske kunne det være rart for dig. Måske kunne du også finde modet og styrken til at få ringet til din læge på den måde.
Du skal ikke acceptere, at du har det sådan her og jeg håber du gribe den mulighed, så du kan nyde livet igen...
Venlig hilsen
Erroll
Relateret indhold
Er jeg deprimeret?
Hej. Er en pige på 12 år.. Har i lang tid haft det skidt, hvis jeg skal være ærlig. Enten er jeg ked af det, eller også er jeg ligeglad. Plejede før i tiden at være den meget aktive i timerne, men nu har jeg fået rigtig svært ved at koncentrere mig. Bliver næsten altid nødt til at spørge læreren...
Nettie har svaret på dette spørgsmål
0
Mere moden end de andre
Kære brevkasse. Jeg er en pige på 10 år og har haft menstruation i over et halvt år allerede. Jeg føler mig meget mere moden end mine klassekammerater og har mistet lysten til at lege helt. Problemet er at jeg ikke ved hvad jeg skal lave i sommerferien og heller ikke efter ferien. Mine veninder...
Pedro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
endnu èn i rækken:(
Heij brevkasse:/.. - er en pige, som er ret fortvivlet:s.. er en pige på 16, og har altid haft venner som er lidt ældre end mig, og ja, så her for nogle måneder siden blev jeg så ret gode venner med en som er 20. vi kalder ham X . mig og X kom tættere og tættere på hinanden, og efter en del tid...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
