Bekymrer mig for meget

brevkassespørgsmål

Bekymrer mig for meget

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 7 år 2 måneder siden

Kære Cyberhus

Det er ikke første gang, at jeg skriver ind til jer, og jeg vil først og fremmest sige tak, for en fantastisk hjemmeside der hjælper en masse mennesker :))

Jeg vil gerne på forhånd sige, at det her spørgsmål nok bliver meget langt

 I flere år har jeg været ekstremt ulykkelig og haft problemer med at se håb for fremtiden. Jeg har et godt liv, og jeg ved virkelig ikke hvorfor, jeg ikke bare kan værdsætte det. Ofte virker de mindste gøremål næsten umulige at udføre. F.eks. skulle jeg lave aftensmad her for et par måneder siden, og jeg skulle også købe ind. Jeg har gjort begge ting et utal af gange, men den dag kunne jeg slet ikke overskue det. Min far kom hurtigt hjem, inden han skulle på arbejde igen, og han spurgte, om jeg havde styr på aftensmaden. Jeg nikkede, men i det øjeblik han gik igen, brød jeg sammen. Jeg græd i lang tid, og jeg har oplevet lignende situationer flere gange. Det har resulteret i, at jeg i lang tid har gjort skade på mig selv i form af at slå mig selv, slå mit hoved ind i vægge, rygning og cutting. 

Her på det seneste har jeg dog prøvet på, at formindske mængden af selvskade, og jeg har ikke cuttet i 3 måneder nu!

Følelsen af ulykkelighed er også forsvundet i løbet af de sidste par måneder, men den er dog blevet erstattet med en anden forfærdelig følelse. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive det, men jeg vil gøre mit bedste. 

Jeg gør ofte ting uden at tænke mig om først, og i sekundet efter at jeg har gjort det, begynder jeg at tænke over alle de ting der muligvis kan gå galt og ske nu. De tanker kommer først efter jeg har gjort noget, og jeg ikke kan ændre min handling. Jeg har altid haft en tendens til at overtænke, men på det seneste har det været meget slemt. Tit tænker jeg så meget over ting, at jeg nærmest kan få problemer med at trække vejret, og en trykken for brystet vil opstå.

Jeg føler mig meget paranoid, og jeg er ekstremt bevidst om hvordan folk ser mig, og om folk nu ser arrene på mine arme og ben. Jeg plejede at have en masse tanker om selvmord, om hvordan jeg ville kunne tage mit liv osv. Tankerne om selvmord er ikke helt forsvundet, men istedet tænker jeg ekstremt meget over døden på en anden måde. Jeg er ikke religiøs, men jeg ønsker inderligt, at tro på et muligt liv efter døden, da tanken om intetheden skræmmer mig mere end noget andet. Ofte kigger jeg på folk, og tænker at det hele er ligemeget, da vi jo alle sammen skal dø en dag. 

Jeg tænker næsten hele tiden over hvor ligegyldigt alt, hvad jeg foretager mig, er. Men samtidig bekymrer jeg mig ekstremt meget, i en grad hvor jeg ikke kan fokusere på andet end alle de ting der muligvis kan gå galt, nu da jeg har dummet mig igen

Hvorfor er jeg hele tiden så paranoid, og er der nogen måde, jeg kan arbejde med at formindske alt den overtænkning på? Selvom jeg ikke føler mig ligeså deprimeret, som jeg tidligere har været, har jeg det værre end nogensinde før. Alle mine bekymringer fylder alt for meget. Og det er ikke engang fordi, at jeg har noget at bekymre mig over, det er bare en masse små ting. 

 

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil have ud af alt det her, men jeg har bare brug for at få talt ud om det her og høre en andens syn på det. 

Tak på forhånd. 

Svar: 

Kære du

Først og fremmest vil bliver jeg rigtig glad over at læse at du er lykkedes med at holde igen med din selvskade i tre måneder. Det er en enorm stor bedrift og det er vildt sejt gået. Særligt når du stadig oplever at have det rigtig svært, er det vildt sejt at du er lykkedes med at undgå selvskade. Hvor er du sej.

Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt at du oplever, at du har det værre end du havde det da du selvskadede, og havde flere selvmordstanker. Prøv for et øjeblik at vende det hele på hovedet og tænk det som et udtryk for at du kan udvikle dig. At de tingene kan ændre sig. 
Det betyder også at tingene kan ændre sig endnu engang. Du kan også komme af med de her tanker. Eller lære at tænke dem på en måde, der ikke fylder så negativt. 

Tanker om døden er helt naturlige og noget ALLE mennesker har. Ingen ved hvad der sker, og derfor er det bare noget der før eller siden fylder i alles liv. For nogle mennesker er tankerne ikke så voldsomme. De evner ligesom at acceptere uvisheden. For andre fylder tanker om døden negativt, ligesom du oplever. 
For rigtig mange fylder tanker om døden ekstra meget i teenageårene. Ganske enkelt fordi man i puberteten udvikler evnen til at tænke, og forstå sig selv og verden på en helt ny måde. Faktisk udvikler hjernen, og evnen til at tænke sig langt mere end kroppen gør i puberteten. Jeg tænker at det også er det du oplever. 

Den her tanke om at alting er meningsløst når man alligevel skal dø. Det tænker jeg er en tanke som mange kan genkende. Og jeg kan godt følge dig. Det virker lidt som spild, hvis det hele alligevel bare slutter med ingenting(og det ved vi jo ikke om det gør). Men igen kunne jeg godt tænke mig at udfordre dig til at vende det på hovedet. At det hele slutter engang, ændrer ikke på at du kan leve et godt liv. Et meningsfuldt liv. At grine med gode venner føles stadig vidunderligt. At hygge med familien varmer stadig indeni. At kysse en man elsker får stadig sommerfuglene til at snurre i maven. At give kærlighed til et andet menneske, og dermed skabe glæde og mening for et andet menneske...det er stadig helt vildt. 

Jeg tænker det handler om at være lidt mere til stede i nuet. I det du oplever lige nu. At tænke at livet er meningsløst fordi man alligevel skal dø, kan næsten sammenlignes med at det er meningsløst at spise, når man alligevel bliver sulten igen. Kan du følge mig? Livet giver mening. Det er fyldt med følelser, oplevelser og kærlighed...på godt og ondt. 

Husk at følelser og tanker der gør ondt ikke nødvendigvis er farlige og slet ikke forkerte. Det er din krop der fortæller dig at der er noget du skal forholde dig til. Noget du bliver nødt til at handle på. Ligesom hvis du stikker hånden ind over flammen fra et lys. Det gør ondt, og det er selvfølgelig ikke særlig rart...men det er godt. For smerten har til formål at forælle dig at du skal flytte hånden fra flammen, så du undgår større skade. Hvis du ikke kunne føle smerte ville du lynhurtigt komme slemt til skade.
Sådan er det også med svære følelser og tanker. Hvis du ikke kan have ondt indeni, ville du konstant overtræde egne grænser og måske gøre skade på din psyke.  

Du slutter af med at sige at du har brug for en andens syn. Det er jeg helt enig i. 
Hvis man kun "taler med sig selv" om de her ting, kommer der ikke rigtig nye input. Alle har brug for at tale med andre om det der fylder indeni. Din familie, dine venner og andre du har omkring dig. Del dine tanker med dem. Dine tanker er på ingen måder mærkelige eller forkerte...de er fuldstændig normale og menneskelige. Den bedste "medicin" er at få dem ud, og dele dem med dem man har omkring sig. 
Særligt det her om døden. Det er som sagt noget ALLE tænker over. Din far, eksempelvis, gør også. Prøv at spørge ham hvad han tænker om døden, og fortæl ham hvordan det fylder for dig. Måske han også give dig nogle nye vinkler?

Del dine tanker. Del dine bekymringer...det er den bedste måde til at komme til at forstå dem, og få dem til at fylde mindre. Jeg er sikker på du kan. Ligesom du er lykkes med at stoppe selvskaden, så kan du også lykkes med at skabe endnu en ændring i dit liv. 

Mange hilsner
Niels-Christian

 

 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program