Tårene triller - hvordan får jeg et normalt liv
Tårene triller - hvordan får jeg et normalt liv
Hej Cyberhus Jeg ved ikke helt om det jeg skriver hører ind undre den her brevkasse eller brevkassenbrevkassen "Når det gør ondt inderst inde", men nu har jeg valgt at skrive den her. Mit hoved er fyldt med en masse følelser og tanker som for nok slet ikke giver mening. Jeg føler at jeg er tyk, fed og ulækker og at min krop er fyldt med fedt. Jeg føler at jeg er en stor fejl som aldrig burde være blevet født. Jeg alligevel kun til besvær og min families liv ville være meget lettere uden mig. Dagligdagen på gymnasiet er en kamp - jeg kan ikke lide at være på skolen og søger væk i pauser. Jeg føler at alle kigger på mig fordi jeg tyk, fed og ulækker. Jeg er ikke god nok til noget og mine karakterer er faldet siden jeg startede i 1.g i sommeren 2009. Den eneste trøst er at jeg er færdig som student om nogle måneder, men tanken om at jeg ikke kan overskue mine eksamener og at jeg knækker fuldstændig sammen er ikke til at holde ud. Undskyld - det giver ikke nogen mening det som jeg har skrevet, men det er nogle af alle de følelser og tanker der fylder mit hoved. Jeg har tidligere haft en periode tilbage til 2006 og 2007 hvor jeg tabte mig en del fordi jeg ikke spise og dyrkede meget motion. Jeg havde på det tidspunkt en mani med at gemme maden på mit værelse hvis jeg ikke kunne få den smidt ud - mine forældre opdagede på det tidspunkt mit problem fordi de fandt den gemte mad på værelset. Siden slutningen efteråret er det begyndt at ændre sig igen. Det meste af december måned sad jeg hjemme og skrev eksamensopgave og der begyndte vægten at dale igen. Jeg har siden jul tabt mig ca. 7 kg og vægten fortsætter nedad. Jeg kan bare ikke få maden ned mere, jeg får rigtig dårligt når jeg sidder foran maden. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre . jeg vil ud af det her mareridt. Jeg vil bare gerne have et normalt liv ligesom alle andre piger på min alder. Der er galla på skolen om ca. 1 måned og jeg har slet ikke lyst til at deltage. Alle kigger jo på mig fordi jeg er tyk, fed og ulækker. Også bare tanken om at skulle sidde sammen med de 340 andre mennekser og spise fin galla middag - jeg kan og vil ikke. Jeg kan ikke spise maden fordi der er andre der har lavet den og jeg vil ikke udstille mig selv ved at sidde og med en tom tallerken. Hvorfor kan jeg ikke bare få et normalt liv ligesom alle de andre. Det kan jeg jo selvfølgelig ikke fordi jeg ikke er normal - det har mine klassekammerater jo fint skrevet om mig i min blåbog. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer ud af det her igen - jeg vil bare ikke det her mere. Jeg ved jo godt at jeg ødelægger min krop ved det og det er jo ikke det jeg ønsker. men maden og vægten er bare blevet en måde for mig hvor jeg kan føle kontrol når det hele bliver for meget for mig. Min krop bliver meget på virket af det rent fysisk. Hovedpine, svimmel, besvimelser, udebleven menstruation og så er der alle kramperne. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg vil med alt det jeg har skrevet her og det giver sikkert heller ikke nogen mening for dig som lige har læst det. Undskyld - jeg er dårlig til at formulere mig og der er sikkert også en del stavefejl og kommafejl fordi klokken er mange og tårerne fylder mine øjne. Undskyld - hvis det slet ikke passer ind her på jeres hjemmeside. Hilsen den tykke, fede og ulækre pige.
Kære Pige,
Dit brev passer fint ind her på vores hjemmeside, og det er rigtig godt at du har skrevet hertil. Jeg kan godt høre, at dit hoved er fyldt med en hel masse tanker og følelser, og at du har det rigtig svært. Du fortæller at du føler at du er tyk, fed og ulækker, at du er en stor fejl og kun til besvær og at du aldrig er god nok. Det er nogle svære tanker og følelser, og jeg kan godt forstå at du synes det hele bliver uoverskueligt. Det lyder som om du godt ved, at alle disse tanker og følelser er noget du føler – og at det måske ikke er sådan andre tænker om dig? Og at du måske har nogle problemer i forhold til at du ikke føler, at du er god nok?
Du fortæller også at du tidligere har haft problemer i forhold at du tabte dig meget, at du gemte maden på værelset. Du fortæller at du godt ved at du ødelægger din krop, og at det jo slet ikke er det du vil. At maden og vægten er blevet en måde du kan føle kontrol på, når det hele bliver for meget Og det lyder til at du er bange for, at dine problemer med mad igen er ved at tage magten over dig?
Du skriver også at du gerne vil ud af det her mareridt – og at du bare gerne vil have et normalt liv! Det lyder til at du er ved at tage en vigtig beslutning. En beslutning om, at du vil have gjort noget ved dine problemer, så du kan få det bedre med dig selv igen. Og det synes jeg er rigtig flot. Det kræver mod at træffe sådan en beslutning, og jeg tror at du nu er ved at være klar til at tage det næste skridt.
Det lyder også til at du føler dig ret ensom på gymnasiet? Og du fortæller, at der er blevet skrevet i din blå bog at du ikke er normal. Det kan jeg godt forstå at du er rigtig ked af – det er slet ikke sjovt at læse noget andre har skrevet om èn – og også uretfærdigt, for de kender dig jo slet ikke, og ved ikke hvem du i virkeligheden er. Jeg synes det er sejt af dig at du har klaret gymnasiet så langt. Du går i 3.g nu, og bliver student til sommer! Jeg kan godt høre at du er bekymret for eksamenerne. Jeg tror det kunne være rigtig godt for dig, hvis der fx var en fra klassen du kunne læse og øve sammen med? Kunne der måske være en af pigerne fra klassen eller hold du kunne overveje at spørge om i skal læse sammen? Måske kunne I også komme til at lære hinanden at kende – og måske kunne i også snakke lidt sammen om hvordan i har det fx med eksamenerne og gallafesten. Det lyder som om du er ret nervøs for gallafesten, og måske kunne det hjælpe lidt hvis der var en du kendte lidt bedre?
Det er nogle svære tanker og følelser du går med – og jeg synes det er vigtigt, at du ikke går med alt det helt alene. Jeg synes, at du skal finde en du kan snakke med, så du kan få noget hjælp til at få det bedre med dig selv igen. Er der nogen du kunne forestille dig at snakke med? Fx en af dine forældre? Jeg synes også du skal bestille en tid til en snak hos din læge, og han/ hun vil kunne hjælpe dig og evt. henvise dig videre hvis du skal have en form for behandling. Hvis det hele bliver for svært at snakke om, synes jeg du skal vise dem dit brev du har skrevet hertil. Dit brev giver masser af mening - det er flot skrevet, og det beskriver meget præcist hvordan du har det.
Jeg håber at du vil tage det næse skridt så du ikke skal gå med det hele helt alene længere.
Mange tanker fra Helle.