Hej forvirrede pige

Jeg kan godt forstå det må være svært at takle alle din venindes problemer, og jeg kan også godt forstå at du har brug for at dele det med andre, for det er meget at bære rundt på to personers problemer.

Den første tanke jeg fik da jeg læste dit brev var, at din veninde måske ikke har brug for at du ”takler” hendes problemer – men måske bare har brug for at du lytter. Jeg tror ikke hun forventer at du skal løse hendes problemer.. for hvordan kan du det? Det eneste jeg tænker at du kan gøre, det er at lytte til hvad hun fortæller, og ellers prøve at foreslå hende at få talt med en voksen om det. Måske kan du også foreslå hende at tale med hendes mor om hvor svært hun har det. Gennem hendes mor kan hun sikkert også få noget støtte, da der findes grupper og hjælp til børn af kræftramte forældre..

Jeg tænker også om din lærer mon har snakket med din veninde? Du kunne måske foreslå ham at tale med hende, men bede ham lade være med at sige at I har talt sammen?

Til sidst vil jeg give din lærer ret i, at det kunne være en god idé for dig at tale med en voksen om det hele. Måske kan det være svært for dig at tale med din mor om det, men måske har du en anden voksen du har tillid til, som du kan tale med det om? Ellers kan du måske tale med din lærer igen – han vil sikkert gerne lytte til hvorfor du har det svært, og igen, så kan han måske sætte gang i noget hjælp til din veninde.

Jeg synes du lyder, som en rigtig god veninde – men husk på at det ikke er dit job at bære din venindes problemer. Jeg håber du vil overveje de muligheder, jeg har skrevet.

Mange tanker fra Heidi