Jaloux på min gamle flirt

brevkassespørgsmål

Jaloux på min gamle flirt

brevkassespørgsmål af
Katrine
17 år
Oprettet 5 år 12 måneder siden

Hej Cyberhus! Jeg går lige nu på efterskole. I starten af året havde jeg noget med en der hed Thomas, vi var ikke kærester eller noget. Tror bare vi havde noget for at have noget tryghed på en eller anden måde, enlig var han overhovedet ikke min type, det kan jeg tydelig se nu, og det vidste jeg vist enlig også godt dengang. Der var ikke specielt mange følelser i det, men da han stoppede det efter en måned blev jeg virkelig ulykkelig. Jeg græd i flere dage, måske fordi det var et kæmpe chok for mig, og det var første gang jeg havde noget seriøst med en. Der gik et par måneder, og jeg kom over ham. Han gik tilbage til sin eks-kæreste og jeg fandt en ny kæreste på efterskolen. Ham er jeg rigtig glad for! Der gik som sagt kun et par måneder indtil jeg fandt en kæreste, faktisk en af Thomases gode venner, men han gav udtryk for at det var helt i orden, han havde jo også en kæreste nu. Jeg brugte de første uger af vores forhold på stadig at bearbejde chokket fra Thomas, og at han havde stoppet det. Men jeg har INTET for ham den dag i dag, seks måneder senere. Men. Thomas og min bedste veninde fra skolen, har nu fået noget. Og jeg kan ikke beskrive hvor dårligt jeg har det over det. Jeg er indebrændt konstant! Jeg hader de to sammen. Det gør så ondt hver gang hun fortæller noget om ham, eller jeg ser dem sammen. Min kæreste kan læse mig som en åben bog, så han kunne godt mærke at der var et eller andet. Jeg fortalte det til ham her for ca. en måned siden. Han havde det helt okay med det, han nærmest forstod mig, og han var der meget for mig, da det var aller mest svært. Jeg lagde nemlig min veninde meget på køl i starten, jeg kunne ikke klare hende. Der er gået noget tid, og jeg har det stadig dårligt, for ikke at sige ligeså dårligt som til at starte med.. Min kæreste har det også nederen med det nu, han synes det er stået på i lang tid, og det går rigtig meget ud over vores forhold. Jeg har så dårlig samvittighed, for jeg kan ikke gøre en pind ved mine følelser, jeg kan kun hade dem. Og det gør jeg! Jeg har lyst til at de går væk nu!!! Det er vigtigt for mig at understrege at jeg ikke har lyst til Thomas overhovedet! Der er intet i mig der er tiltrukket af ham, på nogen tænkelig måde. Jeg er som sagt så frustret over de følselser jeg går med. Jeg er irreteret på dem, for jeg vil enlig bare gerne være glade på deres vegne og koncentere mig om mit eget forhold 100%, da det heller ikke er fryd og gammen til tider, og så kunne vi have et problem mindre. Håber i kan hjælpe, hilsen Katrine

Svar: 

Kære Katrine,

Tak for dit brev! Det lyder som en rigtig svær situation du står i, så jeg synes det er rigtig sejt af dig, at du skriver her - godt gået!

Når man har været igennem et brud kan det godt tage lang tid at komme over. Rigtig lang tid, faktisk. Især når bruddet, som du skriver, kommer som et chok. Man er slet ikke forberedt på det sker, hvilket kan gøre, at det tager endnu længere tid at komme over. 

Det er rigtig godt at høre, at du har og har haft din nuværende kæreste at snakke med om det. Når man, som du, går igennem en proces, der tager så hårdt på en følelsesmæssigt, er det vigtigt at tale med nogen, om det man oplever, for det er alt for tungt at gå med selv.

Du skriver, at både du og din ex kort tid efter jeres forhold var slut fandt nye kærester, hvilket I begge var helt cool med. Men nu er din ex så begyndt at have noget med din bedste veninde, hvilket er meget svært for dig. Du understreger flere gange, at du ingen følelser har for din ex, og jeg tænker derfor, at det måske er et spørgsmål om, at du ikke helt forstår hvorfor du reagerer så voldsomt som du gør. Nogen gange kan man blive meget overrasket over sin egen følelsesmæssige reaktion, fordi man egentlig troede man vidste hvordan man havde det, men nu fortæller ens følelser pludselig en helt anden historie. Det kan gøre, at man bliver meget forvirret, og måske kommer til at reagere uhensigtsmæssigt, fordi man har svært ved at finde ud af, hvordan man skal håndtere sine følelser.

Selvom du ikke har et problem med, at din ex får en ny kæreste, så kan du sagtens have et problem med, at din ex får noget med din bedste veninde. Da du og din ex var sammen, havde I en helt særlig relation, som kun I to var en del af, hvor I kendte hinanden på en måde, som ingen andre gør. Lidt det samme gør sig formentlig gældende for din relation til din bedste veninde. Som bedste veninder deler man som regel sine inderste tanker og hemmeligheder og får på den måde en meget nær, fortrolig og særlig relation. Men når så de to nære relationer bliver blandet sammen, som det er sket for dig, hvor din ex og din veninde har fundet sammen, kan det føles meget ubehageligt. For pludselig er de to separate, nære relationer man havde, blevet en del af hinanden, og det kan blive noget rigtigt rod. For de færreste har lyst til, at deres veninde skal blive en del af et forhold til en ex-flirt, eller at deres ex-flirt skal blive en del af deres venskab med veninden. Men når de to finder sammen kan man ikke undgå, at forholdet til veninden også bliver et forhold til ex-flirten og omvendt.

Du har formentlig delt forskellige intime detaljer med dem begge to, da det vil være meget naturligt i de relationer du har og har haft til dem, og det kan derfor føles meget grænseoverskridende, at de to finder sammen. For det er to nære relationer, man ikke har lyst til skal blive blandet. Det kan føles som om, man bliver forrådt af sin bedste veninde, når hun vælger at være sammen med en, som man tidligere har været sammen med. For hvorfor kunne hun ikke bare vælge en anden? Hvorfor skal det lige være din ex-flirt, når der er så mange andre, at vælge imellem? Og den følelse af at blive forrådt kan også medføre følelser af sorg, fordi det kan føles som om man mister sin veninde. Det kan føles som om, hun vender en ryggen, når hun vælger at være sammen med ens ex, og man kan derfor, mere eller mindre bevidst, komme til at lægge hende på køl og derved skubbe hende endnu mere væk, hvilket blot forstærker følelsen af at miste.

Desværre er vi ikke herre over hverken vores egne eller andres følelser, så det kan virke som om, at der ikke rigtig er noget, man kan stille op. Jeg har dog to råd, jeg gerne vil give dig. For der er noget du kan gøre. For det første, vil det være en god ting, at give dig selv lov til at have de følelser du har. Vær med dem, og acceptér at de er der. Jo mere du forsøger at skubbe dem væk, jo mere vil de presse sig på og larme i din krop og i dit hoved. Følelser kan være meget voldsomme og ubehagelige at være i, men hvis de får plads til at være der og udfolde sig, går de også over igen. Så giv dig selv lov til at mærke dine følelser.

For det andet vil det være en god idé, at tale med din veninde. Tal med hende om hvordan du har det og hvilke tanker og følelser du går med. Fortæl hende hvad det gør ved dig, at se dem sammen. Få hende til at lytte og forstå tingene fra din side, men giv hende også plads til at fortælle, hvordan det opleves fra hendes side. Ud fra det du skriver lyder det til, at du gerne vil bevare venskabet med din veninde, og jeg tænker derfor, at det er rigtig vigtigt, at du taler med hende om, hvordan du går og har det og hvorfor du har lagt hende på køl.

Hvis du får lidt mere ro i dit hoved og på dine følelser og får talt ud med din veninde om tingene, vil jeg tro, at det også vil have en positiv effekt på dit forhold til din nuværende kæreste. For det må være svært for dig, at være til stede som kæreste, når der er så meget, der larmer og rumsterer inden i dig. Så hvis du kan få lidt mere ro, vil du også få mere overskud til, at koncentrere dig om at være kæreste.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig held og lykke!

De bedste hilsner,

Stine

StineHs billede
Stine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program