Kære du

Tak for dit brev til brevkassen – og aller først vil jeg skynde mig at sige, at jeg godt kan godt forstå det her er nogle ting, du trænger til at komme ud med - og jeg synes slet ikke du lyder sindsyg! Du skal også vide, at du ikke er den eneste i verden, som har sådan en tankegang. Desværre er det, at have svære tanker og følelser bare lidt et tabu – altså noget man ikke rigtig snakker om, og derfor kan man gå og tro, at alle andre har det helt fantastisk og slet ikke har svære tanker som en selv. Sådan er virkeligheden bare ikke. Derfor synes jeg det er rigtig godt, at du har været så åben omkring meget af det til menneskerne omkring dig, selvom jeg også godt kan forstå, der er nogle ting, der er sværere at få sagt end andre. Derfor er det bare rigtig flot at du kommer med det her til brevkassen! 

At hade sig selv

Når du skriver at du gerne vil finde ting, du kan hade dig selv for og at du selv synes det lyder bindegalt, får jeg lyst til at fortælle dig, at det er det ikke! For når man kæmper med de ting, som du kæmper med (depression og spiseforstyrrelse), kan man også godt få det svært med sig selv uden en egentlig grund. Og fordi vi mennesker gerne vil have ting til at give mening, så hvis man ikke kan finde grunden til hvorfor man ikke kan lide sig selv lige nu, vil man gerne finde den... altså du får lyst til at ødelægge alt for dig selv, for så har du noget at hade dig selv for.

Mit råd

Det lyder til at du kæmper rigtig meget for at få det bedre og det er rigtig flot. Når du skriver om depression og spiseforstyrrelse, så håber jeg meget at du har fået tilbudt noget behandling og er kommet i gang med det? Ellers synes jeg helt sikkert at du skal snakke med den læge, som har givet dig diagnoserne og bede om noget behandling ved fx en psykolog. Jeg tror nemlig det ville være rigtig godt for dig, at komme i gang med noget behandling, hvor du kan fortælle om alle disse tanker, at du føler dig anderledes, at du har lyst til at ødelægge ting for dig selv osv. Selvom du føler det er svært at sige det alt sammen, så synes jeg du skal gøre det... Først og fremmest fordi, jo mere din behandler ved om hvad du går og kæmper med af tanker og følelser, jo bedre kan han/hun hjælpe dig... og derudover har din behandler tavshedspligt – dvs. din familie og venner behøver ikke få noget at vide, hvis du ikke har lyst til at de skal vide noget..
Men det at få sat ord på svære tanker og følelser til professionelle, som ved en masse om at have det sådan, kan virkelig betyde rigtig meget for at få det bedre.

Hvem du er

Du skriver du også har svært ved at forholde dig til hvem du er. Til det vil jeg sige, at det er meget normalt når man er teenager, at være i tvivl om hvem man er, og føle at man har mange sider inden i sig. Det er helt normalt både at kunne være sød, ond, genert, lalleglad og negativ.. Men jeg kan også godt forstå at det forvirrer dig, og jeg synes du skal fortælle om det til dine forældre (og evt. også din behandler), så du ikke skal gå med den forvirring helt alene. På et tidspunkt skal du nok få en fornemmelse af hvem du er, og til det er det ofte rigtig rart at have en voksens støtte. 

Jeg håber meget at du vil fortælle om disse ting, til den behandler du har, så du har nogen at dele dine sværeste tanker med. Og har du ikke en behandler, så synes jeg at du skal bede din læge eller forældre om hjælp til at få en. En spiseforstyrrelse og en svær depression er ikke noget man skal kæmpe med selv, og jeg synes du fortjener at få mere støtte til at få det bedre.

Jeg sender dig en masse tanker og husk du er altid velkommen til at skrive igen.

De bedste hilsner fra Heidi