Hvem f*** er jeg egentlig??

brevkassespørgsmål

Hvem f*** er jeg egentlig??

brevkassespørgsmål af
lucas
18 år
Oprettet 1 år 4 måneder siden

Hej jeg skriver ind, fordi jeg er meget forvirret over min egen personlighed. Jeg har fået at vide flere gange, at jeg har døde øjne. jeg har fået at vide, at jeg snakker som et ganske normalt individ, men at jeg ingen sjæl eller person har bag min facade. men jeg har også altid fået at vide at jeg er en meget positiv og glad person, at jeg er god til at sætte mig ind i andres situation, men at jeg til tider også kan virke som kold og ligeglad. men i bund og grund har folk altid set mig som en kommende psykolog fordi jeg altid har haft interesse i andres liv. dog kan jeg ikke lide at fortælle om mit eget. Jeg er, som når man i dansktimen i folkeskolen analyserede, "en flue på væggen" eller den observante. jeg er kognitiv og i situationer, dygtig til at skue andre. Eksempel. hvis en person træder ind af døren kan jeg lynhurtigt gennemskue hvordan personen tænker eller har det i situationen. jeg vil så træde ind i den rolle som personen MÅSKE "mindst forventer", men mest har brug for. det gør personen tryg i mit selvskab. Hvilket gør mig glad. For jeg elsker at se andre mennesker være glade. Så jeg ligner en psykopat. Jeg tænker som en psykopat, men min adfærd er helt modsat som en psykopat. Så mit spørgsmål er. Er det muligt at være en psykopat, men faktisk være en god person?

Svar: 

Kære Lucas.

Det lyder til du oplever en indre konflikt mellem de måder, hvorpå du opfatter dig selv, og de måder, hvorpå andre opfatter dig. Det er normalt at have komplekse modstridende følelser omkring ens egen personlighed og opførsel. For at give dig det bedst mulige svar vil jeg forsøge at afdække nogle af de følelser og tanker, du nævner:

1. "Døde øjne" og manglende sjæl: Det kan være svært, når du hører kommentarer om, at du har "døde øjne" eller mangler en sjæl. Menneskers opfattelse kan variere, og nogle mennesker kan udtrykke sig på en måde, der ikke altid er velovervejet eller passende. Vær opmærksom på, at andres udtalelser ikke nødvendigvis definerer dig som person. Og vi ser forskelligt på andre.

2. Positiv og glad person vs. kold og ligeglad: Det er almindeligt, at mennesker har forskellige sider af deres personlighed. Du kan have evnen til at være positiv og glad, samtidig med at du nogle gange kan virke kold eller ligeglad. Dette er ikke nødvendigvis en modsætning; det kan skyldes, at du udtrykker dig forskelligt i forskellige situationer.

3. Interesse i andres liv vs. ikke at ville dele dit eget: Det er okay at have interesse i andres liv, samtidig med at du måske føler det vanskeligt at dele dit eget liv. Nogle mennesker er mere private og reserverede, når det kommer til deres personlige oplevelser, og det er helt normalt og okay. Som nævnt tidligere så ser vi mennesker forskelligt på forskellige situationer og følelser.

4. Sympati og evnen til at forstå andre: Når jeg læser dit brev, virker det som om du har en dyb evne til at forstå andre menneskers følelser og perspektiver. Dette viser du har sympati og sagtens kan forstå andres følelser.

5. Kan psykopater være gode mennesker? Tro det eller lad være, men psykopater kan sagtens være gode mennesker. Psykopater er ligesom almindelige mennesker komplekse, og nogen er mere selvbevidste end andre og nogen kan bedre styre deres negative træk end andre. Så det er faktisk lidt en myte at psykopater altid er mordere, kyniske chefer eller dybt kriminelle. Jeg vil også lige pointere, at termen "psykopat" er en medicinsk diagnose (også kaldet dyssocial personlighedsforstyrrelse) og bør ikke bruges letfærdigt. Når jeg læser dit brev og dine beskrivelser passer det umiddelbart ikke med psykopati. Din beskrivelse tyder mere på du er en person med en kompleks personlighed, der både har gode refleksionsevner samt en evne til at træde ind i forskellige roller for at hjælpe andre. Hvis du stadig frygter der er noget kan det være en god ide at tage til en psykolog/psykiater for kun de kan stille en officiel diagnose der. Der vil typisk kun komme mistanke om dyssocial personlighedsforstyrrelse hvis du fx ikke kan føle skyld over ting du har gjort forkert, har eller har haft ekstrem aggresssiv og/eller voldelig adfærd, kriminel adfærd som ung. Hvis du kan nikke ja til disse symptomer, er der måske noget, men som sagt det er kun en psykolog/psykiater der kan konkludere dette.

Håber mit skriv kan hjælpe dig, og jeg vil sende en masse varm energi i din retning.

Venlig hilsen Kylie.

cyberhuskyles billede
Kylie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program