Pyha, så fik vi gennemført forestillingen to gange i dag, skide godt. Det kunne vist ikke blive bedre. Vi fyrede bare scenerne af. :D Og jeg ved da, at mange syns, at vi var gode. :D

Jeg fik en masse ros både fra min mormor, min fætter Martin, min far, en der hedder Lise og Stephen. Desværre kom min mor ikke, men i det mindste kom de andre. Det er jo hovedsagen. Og så fik jeg selvf også ros fra nogle af de andre, der så på. Det er altid godt med ros. :D

Min mormor og Martin syns, at det var ret flippede, da Jean-Louis kom til at slukke for lyset og tænde det lys, der bare gik lige i hovedet på mig, at i stedet for at stoppe, så fortsat jeg bare. Mange skuespillere har det jo med at gå i stå, men det gjorde jeg ikke, jeg var sgu ligeglad med det lys, jeg fortsat bare, som var ingenting sket.

Men jeg er da glad for at høre, at de begge syns, jeg har talent, og bare skal fortsætte i den dur, men jeg skal selvf også bruge albuer. Men det skal Martin nu også, da han også gerne vil være skuespiller. Men vi skal virkelig vise, at det er os, der skal frem.

Men jeg må indrømme, at jeg lavede en lille fejl anden gang, jeg stod på scenen. Det billed jeg stod med i hånden, da jeg skulle sige: "Ak, min allerkæreste søster." Det stod jeg med i siden, så jeg måtte jo lige tage det op til hovedet igen eller bare så jeg kunne se det, så jeg kunne sige det igen. Men så er det godt, at publikum ikke har set scenen før.

Men vi kom da godt igennem scenerne, og det er jo det vigtigste, kan man sige. Jeg var heller ikke specielt nervøs for at skulle spille, men alligevel inderligt var der da en smule nervøsitet, men ikke rigtig yderligt, men det er nok fordi, at jeg er vant til det efterhånden.

Men det er nu meget rart at få det overstået, men alligevel ikke. Jeg ville da gerne spille i lidt flere dage endnu, men den dag kommer.

Den dag hvor jeg står på en scene med de andre kendte mennesker for første gang, så bliver det en stor dag. :D

Nogen gange skulle man ikke tro, at den slags krævede albuer, og at man førte sig selv frem mega meget. Men det kræver den slags jo, men det skulle man bare ikke tro. Men det skal nok lykkes for mig en dag. Ingen tvivl om det.

Man skal bare tro på det, så kommer det nok. Især også hvis man får den rette støtte.

Jeg kan huske for bare 4 år siden, der sad min mormor hele tiden og sagde til mig, hvis hun fik at vide, at jeg gerne ville være skuespiller: "Det kan du godt glemme." Bla bla bla. Var rigtig negativ og troede ikke på, at jeg kunne og sådan noget. Men pt virker hun ikke negativ, ret fantastisk faktisk.

Men hovedsagen er, at det gik godt i dag. Selvom det var lidt irriterende, at vi ikke fik gennemspillet scenerne 1 gang før frokost, vi fik kun gjort det 1 gang efter frokost. Og vi skulle have gjort det begge gange. Og desværre var Maja syg i dag. :( Men så håber jeg, at hun er klar og frisk til i morgen, så vi kan synge lidt måske.

Anway. Det var i hvert fald rart, at de forskellige gad at komme, jeg ved i hvert fald en ting, nogen fra publikum syns min tekst var rørende. Så betyder det jo bare, at man gør det godt. :D