Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal beskrive mit humør lige nu. Jeg vil hellere bare sætte et stort spørgsmålstegn.

Jeg er trist hele tiden, jeg kan ikke holde mine tanker fra fortiden, og jeg er bare et stort spørgsmålstegn.

Når jeg tænker på min fortid, bliver jeg helt vildt ked af det. Men jeg ved heller ikke, hvordan jeg skal være helt oppe og bare glemme fortiden. Hvordan kan man overhovedet glemme? Lægge noget bag sig? Det er fandeme så svært. Hvis jeg kunne, ville jeg gerne, men kan ikke.

Jeg er hele tiden bange for, at det hele vil begynde forfra. Jeg er angst for mobning, jeg er sat i en lille lås, der ikke kan åbnes, for den nøgle der hørte til er smidt ud.

For mig føles mobning som noget, der skete i går. Selvom det er lang tid siden, flere dage siden. Men det føles som i går. Det var i går, det hele startede og sluttede. Men der er alligevel ingen ende på det, for det føles som om, at det fortsætter.

Indeni mig er der noget, der bliver ved med at få det hele til at fortsætte. Det føles som om, at det hele sker uafbrudt, som om at man bliver kaldt det hele om og om igen og igen dag og nat. Det har ingen ende, og det vil ikke tage nogen ende. Det fortsætter bare.

Jeg har det, som om at det hele er min egen skyld, men det er det jo ikke.

Jeg er angst for alt muligt shit, jeg ikke behøver at være angst for. Angst for at dø imens jeg sover. Angst for at en eller anden person følger efter mig. Angst for at en eller anden mand vil komme op af toilettet for at stikke en kniv i mig. Angst for at blive mobbet igen. Og så gør min brystkasse forbandet ondt hver gang, jeg tænker på noget skidt. Det gør ikke ondt, fordi jeg laver noget, men fordi jeg er bange.

Jeg er hele tiden bange for, om jeg gør de ting, jeg gør er rigtigt. Eller om det er godt nok. Hvis jeg føler, at det ikke er godt nok, så holder jeg tilbage. Men jeg vil bare gerne kunne give den lidt gas i stedet for at trække mig tilbage.

Jeg mindes mobning som noget dårligt, fordi det er noget dårligt. Men....hvordan skal jeg beskrive det? Det gør ondt indeni. Selvom mange ting kan jo ramme mig, man skal bare kende mine svage punkter. Hvilket er en dårlig ting.

Det gør ondt at blive såret, det gør ondt at blive ramt indeni. Jeg føler mig som et kæmpe stort fjols. Men hvorfor lige som et fjols? For det er jeg vel ikke ligefrem. Men jeg føler mig som et.

Jeg er nok bare for meget nede lige pt. Men jeg kan heller ikke lægge min fortid bag mig, det er for svært. Men det fylder også alt for meget. Jeg har det hele tiden, som om at en eller anden dag vil de alle sammen være samlet omkring mig og få mig helt ned. Endnu mere ned end jeg i forvejen er. Selvom det nok heldigvis aldrig sker, men jeg er hele tiden angst for, at det kommer til at ske en skønne dag. :/

Jeg er bare et stort TRIST spørgsmålstegn!