Jeg fik som skrevet i overskriften et afslag fra Statens Teaterskole. Jeg har virkelig været nede hele dagen over det. Men jeg er så godt som kommet op på hesten igen.

Min far skulle nok bare ikke skrive det til mig, imens jeg var i skole. For det fik mig til at græde med det samme. Og så fortsat jeg med at græde, da jeg var kommet hjem. Men jeg er kommet ovenpå igen. Jeg er ikke direkte glad, men jeg er i oka humør. Jeg er stadig nede.

Jeg vil forsøge igen, når man kan ansøge igen engang i oktober-november måned. Man skal altid tage det sure med det søde. Og jeg vil da sige, jeg var da forberedt på det "værste". Ja, jeg fik et afslag, det fik mig ned, men det fik mig ikke længere ned end, at jeg kunne blive ved med at holde fast i hesten og komme op igen.

Men jeg må indrømme, at jeg aldrig har været så nede. Men jeg forsøgte, og det er det vigtigste. Især når man tænker på, at jeg var syg den dag, så var det sgu meget flot af mig alligevel. (:

Men jeg var seriøst så meget nede, at jeg virkelig bare følt mig uduelig, at jeg ikke duede til noget. Men selvf kan jeg noget, og det er jo kun første forsøg. Der kan nå at ske meget.

Men det kan godt være lidt hårdt at få afslag, men selvf er der jo mange ansøgninger, kan man sige. Og der er jo altid nogen, der skal videre, og nogen der skal videre. Før eller siden skal det nok lykkes at komme ind.

Man kan sige mine forældre i hvert fald har forsøgt at opmuntre mig i dag. Min mor prøvede at få mig til at grine og tænke på noget andet. Og min far prøvede bare at snakke lidt med mig.

Selvom der er nu intet galt i at græde, når man er i skole. Vi havde sang undervisning i dag, og sang læreren sagde til mig, at det er en kunstnerisk gave at være følsom. Hvilket da nok skal være rigtigt. (: