Jeg er godt nok træt af min lærer, Loui. Han er så mega irriterende. Vi sad og skulle vise vores solo scener, så begyndte han så at sige mit navn, hvorpå jeg svarede: "Ja." Og så kiggede jeg på ham. Så gik han lige pludselig bare videre og valgte en anden person. :S Jeg blev bare så irriteret! Jeg er så træt af, at han er sådan!!!

Han prøver hele tiden på at være sjov, når han ikke er det. Godt nok kan man grine af ham til en vis grænse, men lige pludselig bliver man altså træt af det. Og forstå mig ret, hvorfor jeg blev vildt irriteret.

Og så til sidst på dagen hvor mig, Stephanie og Benjamin vi skulle lave en lille improvisations scene, så kommer de to til skade, og jeg står bare uskadt tilbage. Benjamin slog ryggen imens den anden vredet om på foden. :S

Men man kan så sige en ting, der er godt. Jeg stødte for en gangs skyld ind i min gamle klasselærer Gun. Hun havde godt nok fået sig en hæsset stemme, og det var næsten lige før, at jeg næsten ikke kunne kende hende. Selvom selvf kunne jeg godt genkende hende. Vi stod og snakkede lidt om, hvordan skolen var blevet. Det var ikke det samme som, da jeg gik der. Og at jeg jo lige pludselig havde skiftet skole. Og så spurgte hun jo, om det var bedre. Men det måtte jeg jo indrømme, at det var det ikke, og at jeg skiftede skole en gang til.

Hun spurgte mig endda om, hvad jeg lavede nu. Og jeg fortalte jo, at jeg spillede teater. Og hun spurgte jo om, hvor henne jeg spillede teater. Og så spurgte hun om, hvor gammel jeg var nu. Og jeg sagde jo til hende, at jeg snart er 17 år. Og man kan jo sige, jeg gik ud af den skole for anden gang, da jeg var 13 år, og nu er jeg snart 17 år. Der er jo et stort spring fra at være 13 år og så til at stå og være næsten 17 år. Det er utroligt.

Men det var meget dejligt at møde min gamle klasselærer, for så har jeg jo stort set mødt dem, jeg stort set gerne ville møde. Det vil sige Gun og Michael. Dog mangler jeg stadig, at kunne få chancen for at møde Maj igen. Den eneste lærer jeg faktisk fik sagt farvel til dengang var faktisk Maj. For det var hende, der sad på biblioteket. Men jeg gad ikke gå ind i klassen bare for at hilse og sige farvel. De kunne rende og hoppe.

Men jeg ville gerne have sagt farvel til nogle af lærerne. Men sådan er der jo så meget. Men tænk sig, jeg kan stadig huske en dag, hvor jeg skulle have mig en biologi bog på den skole. Det var sjovt nok Maj, der sad på biblioteket. Hun spurgte mig om, hvordan jeg havde det. Men jeg havde det i mine egne øjne ad helvedes til. Jeg blev mobbet, jeg var ked af det hele tiden, og jeg stod nærmest og græd for øjnene af hende. Men jeg måtte jo tilbage til klassen, hvorpå det ikke gjorde mit humør bedre.

Da jeg blev bedt om at sidde ved siden af M, så spurgte hun vores lærer, om jeg ikke kunne sidde ved siden af en anden eller om hun ikke måtte flytte sig hen ved et andet bord. :S Jeg blev virkelig dårligt behandlet, må jeg indrømme.

Men det er jo gamle DÅRLIGE minder. Det eneste gode er sgu de tre lærere. Resten er dårlige minder. Selvom jeg jo er blevet mobbet i flere år end bare på det tidspunkt, så var det faktisk først der, at jeg begyndte at reagere på det. Jeg begyndte, at kunne flække tårer hver dag. Det hele ramte bare mega hårdt indeni. Det kom bare som et slag af en art.