Hvis det hjælper er jeg 16 år (han er 18)
Hilsen Christina

Først vil jeg lige sige, at det er helt normalt at føle, som du gør. Næsten alle på vores alder (jeg er 18), har det svært med sig selv nogle gange. Det med at dit dårlige selvværd afholder dig fra at gøre ting, som du gerbe vil, kender jeg også rigtig godt. Der er ikke noget at gøre, end at prøve at blive bedre venner med dig selv. Jeg ved ikke præcist hvordan (er selv i gang med det samme *smil*), men du kan jo prøve at snakke med nogen om det? En veninde eller dine forældre? Eller sundhedsplejersken på din skole? 

Jeg synes, at du lyder som en stærk pige, og jeg synes at det er virkelig flot, at du ved hvad du har lyst til med din krop! Det er vigtigt at du bliver ved med at lytte til dig selv - hvis du ikke er klar, så er du ikke klar! Men det med at blive klar har også tit noget at gøre med fyren, du gerne vil være sammen med. Hvis I er sammen IRL, så kan I jo gøre en hel masse andet end direkte sex - I kan kæle og nusse og kysse over det hele. På den måde lærer du både hans og din egen krop at kende, og lige pludeslig føles det rigtig at være helt sammen med hem. 

Så jeg synes,  at du skal blive ved med at respektere dig selv og din krop som du har gjort indtil videre, og så synes jeg, at du skal finde ud af, om I ikke kan mødes? Bor I langt fra hinanden? Eller er der andre problemer siden I ikke har mødtes endnu?

Når I så rent faktisk har mødtes IRL, så er det også lettere at finde ud af, om han er til at stole på. 

Håber du skriver, hvordan det går!

Held og lykke og et skulderklap til dig for at respektere dig selv, som du gør!

KH Zebra

En kæreste vil ikke fixe de problemer, du har. Han vil helt sikkert give dig mere at bekymre dig om, for tænk nu, hvis han finder en anden, eller holder op med at kunne lide dig? Så længe at dit dårlige selvværd får dig til inderst inde ikke at tro på, at du er værd at elske, som du er, så vil du stresse over ting, der er for dem, som kan se, hvor skøn du virkelig er, virker helt latterlige. Jeg gør selv præcist det samme *smiler*. Men jeg synes at du skal prøve at se sandheden i, at selvom det ville være skønt med en kærste, så ville det ikke løse dine problemer. Men det ville helt sikkert være godt for dig at få en person at holde af, som også holdt af dig!

Jeg synes ikke, at du skal satse på ham du skriver om, som bor på Fyn. Det virker sjælendt, når man bor så langt fra hinanden, og som du selv skrev, er det svært at lære en person at kende, når man kun kan snakke over nettet.. Det ville bare være så ærgerligt, hvis at du blev såret, fordi han ikke var, som du troede.

Det er utroligt, så meget dine tanker ligner dem, jeg selv havde for et par år siden. Jeg gik rigtig meget op i at jeg var jomfru, når alle andre ikke var det og gruppepressede faktisk mig selv til et one-night-stand, med en jeg lige havde mødt. Det skiftede mellem at være ubehageligt og halv-kedeligt, og dagen efter, var det først ejeg gjorde at tage et laaangt bad og skrubbe mig helt lyserød - jeg følte mig så beskidt. Så jeg vil absolut ikke anbefale at du bare går i seng med en for at have prøvet det. Jeg troede, at det ville gøre mig meget mere selvsikker omkring drenge, men det virkede altså ikke sådan. Jeg følte mig bare billig i stedet.

Det jeg synes, du skal gøre, er det, du helt sikkert er træt af at høre: Snak med en voksen om, hvordan du har det. Du skriver, at du har været selvskadende og har haft problemer med vægten. Er det stadig noget, du kæmper med?

Jeg ved ikke, hvordan sundhedsplejersken på jeres skole er, men han/hun har den forskel at personen er gratis i forhold til en psykolog. Og jeg tror, du vil have godt af at betro dig til en med lidt flere år på erfaringerne, end du selv har. Lad en anden hjælpe med at bære byrderne. Jeg tror helt sikkert, at sin sundhedsplejerske vil hjælpe dig så godt, som personen kan. 

Du må også meget gerne skrive videre her: jeg holder søndag med min computer og en god bog, så jeg er her resten af aftenen, og jeg vil meget gerne hjælpe så godt, jeg nu kan - som jeg sagde, lyder det som om, vi tænker de samme tanker om mange ting.

Først vil jeg bare lige sige, at jeg synes, du er helt vildt modig og sej, fordi du spørger efter hjælp, som du gør. At du har det svært og på trods af, at du ikke kan åbne dig, stadig bliver ved med at prøve, er så stærkt! Klap dig selv på skulderen for det.

Jeg kan sagtens forstå det med, at det er lettere at snakke med folk over nettet end face2face. Jeg har det på præcist samme måde - bl.a. derfor jeg hænger ud på Cyberhus - smiler. Men det som jeg tror, din lyst til at have en kæreste kommer fra, er et behov for at blive set og elsket som den, du er inden i. Det har alle jo brug for, og hvis du har svært ved at sige sandheden, når du skal snakke om svære ting med fx psykologer, så tyder det på, at den du rigtig er ikke bliver set, fordi du ikke tør åbne op. Og så handler det jo om, at du skal få lært at turde stille dig helt nøgen op for et menneske og opdage, at de kan lide dig bedre, end den facade du stiller op normalt. Jeg tror, det er dét, du i bund og grund har brug for - ikke en kæreste. Eller jo, hvis det bliver ham, der hjælper dig til det, men sandsyndligheden for, at det lykkes er større, hvis du snakker med en, der er uddannet i at hjælpe dig.

Jeg ved godt, at det lyder umuligt, at skulle sige de ting, du næsten ikke engang tør skrive ned i en dagbog i frygt for at nogen skulle se dem, til et andet menneske. Men det er det ikke! Du får lige en historie fra mit eget liv:

Jeg var 14 år og død inden i. Jeg ville for alt i verden indlægges, for kunne ikke klare væggene på mit værelse længere. Men hver gang de spurgte mig på psykiatrisk skadestue, kunne jeg kun sige: Jeg har det fint, jeg vil ikke indlægges. Jeg blev så indlagt alligevel, heldigvis. Nu har jeg så brugt 4 år på en institution på at prøve at sige sandheden, men det var alligevel først for nylig, jeg sagde til min psykolog, at jeg skærer i mig selv - for første gang nogensinde løj jeg ikke, men indrømmede det. Jeg har (ligesom dig) gået til psykologer hele mit liv, og det har aldrig virket, for jeg har aldrig kunnet sige de ting, der gør ondt til dem. Det var lige så umuligt, som at tage en dyb indånding, når du er under vand - fysisk muligt, men umuligt at få sig selv til. Har altid troet, at det af en eller anden grund bare ikke virkede på mig at snakke, men det gør det altså nu!

Min pointe er, at selvom det er umligt ikke at lyve, men rent faktisk snakke om de ting, der er svære også selvom, at du begynder at græde eller ikke kan trække vejret, så må du gøre det muligt. Og det kan godt lade sig gøre. Jeg håber bare, at det sker lidt før for dig... Jeg synes, du skal prøve at se, om du kan komme til at snakke med en psykolog igen. Og denne gang synes jeg, at du skal prøve at skrive et brev, hvor du skriver, at du har det elendigt, men ikke kan snakke om det. Du kommer sikkert til at lyve, men du vil gøre dit bedste for at prøve at sige sandheden, for du har virkelig brug for at få det bedre! Og så prøv at beskrive, så godt du kan, hvad der sker i dit liv, og hvorfor du er ked af det. Du kan også vise ham de ting, vi har skrevet om, for ligesom at få bolden til at rulle. Og hvis du ikke kan sige ja, når han spørger om noget, selvom det er sandt, så prøv at nikke, før du siger nej. Det kan være lettere at give ham et stykke papir, end at skulle få ordene over dine læber.

Jeg synes i hvert fald, at det er super flot, at du ikke skærer så meget længere. Og det med at du ikke føler at det har hjulpet at chatte med Cyberhus og diverse andre, tror jeg, er fordi, at du har brug for terapi. Dvs lægerevarende samtaler, hvor du kan udvikle dig fra gang til gang, og som kan følge dig i dit virkelige liv. Det er det, der er problemet med nettet - det er ikke lige så virkeligt, og den hjælp, der virkelig er brug for er IRL. Men nettet er en begyndelse, og det er det, jeg synes, du skal tænke på det som. Igen - skulderklap!

Hey - hvad siger dine forældre egentligt til alt det her? Kan du snakke med dem?

Jeg håber virkelig, du kan bruge, det jeg skriver til noget, for du fortjener at være glad.

KH Zebra

Yes, okay så:

Så længe at vores flinke moderator ikke ændre noget i det her, så gå ind i "søg" på arto og skriv mit navn i brugernavns-feltet, og så er jeg den med en fin, lille zebra, som profilbillede - smiler. 

Det skulle gerne virke, hvis du altså har lyst til at snakke.

KH Zebra