Jeg er ødelagt.
På alle punkter.
Jeg vil gerne være perfekt i andres øjne, men jeg ved godt det ikke er det jeg vil, jeg vil bare være mig selv. Men det kan jeg ikke. Når jeg prøver går det galt, og jeg går tilbage til at være den person alle elsker. Den person der aldrig går imod nogen. Den person der aldrig har nogle problemer. Den person der altid er der til at høre på andres problemer, og hjælpe eller støtte.

Jeg har ondt af mig selv, og dem der skal høre på mine problemer.
Jeg har ondt af alle der skal se på mig.
Jeg har ondt af dem der kan se lige igennem mine facader. Dem der ser den lille ødelagte pige der er inden bag den voksne, stærke kvinde andre ser.
Jeg har ondt af dem der lever med den viden, om at jeg inderst inde har det forfærdeligt, at jeg er knust.

Det er næsten fysiks umuligt for mig at få ord ud, ord jeg ved kan såre eller skuffe andre.
Jeg har svært ved at sige fra. Eller bare ordret nej, er svært.

Hvis jeg bliver spurgt om jeg vil med ud at handle, eller ligne, vil jeg enten sige ja eller sket ikke sige noget, selvom jeg sket ikke har lyst.

Jeg syntes aldrig jeg er god nok, om det så er mit udsende, den måde jeg er på eller bare ting jeg siger.

Følelser. Det eneste folk ser fra mig er glæde og irritation. Mine venner, veninder, bedste venner, søskende, far. Ingen af dem har set mig vred, ked af det, flov. Selv de jeg har trøstet og hjulpet gennem livet har aldrig set mig græde eller sur.
Jeg har ikke lyst til at være sådan. Jeg har ikke lyst til at være perfekt. Men..

Jeg er godt klar over det næsten er 50% af alle unge der har det på samme måde, men jeg kan ikke klare det mere. Der er for mange fordomme om unge og deres problemer. Der er for mange fordomme ved selvskade. Der er for mange fordomme når det kommer til ens meninger om sig selv.
Nu til dage er der også mange der eksempelvis selvskader for at få opmærksomhed fra andre, eller „sulter sig selv“. Og det er med til at gøre at dem der eksempelvis selvskader eller „sulter sig selv“, fordi de har det dårligt, eller ikke gider at leve mere, får det meget svære med at få hjælp.

Jeg er en af de personer. En af de personer der ikke blev opdaget, fordi alle andre havde det jo heller ikke godt med sig selv, det er jo bare en norm.
Det er grunden til jeg først nu har fået lidt hjælp. 4 år efter det startet.

Jeg har selvskadet fordi jeg hadet mig selv, fordi det var en af tingene der tog den indre smerte væk. Og jeg selvskader stadig, fordi det er blevet en vane, en afhængighed jeg har lært at skjule.
I forgårs opdaget jeg at jeg havde være clean i et halvt år, og det var grunden til at trangen dugget op igen, og så selvskadet jeg igen, og jeg fortryder ikke, men jeg skammer mig over det.
Jeg er også tidlligere blevet spurgt om mine ar, men det er stoppet, om det så er fordi folk ikke ligger mærke til det mere, om det er fordi man ikke tør spørge ind til det eller om det bare er folk der dømmer en uden at spørge.

Jeg har også haft anoreksi. Det blev aldrig opdaget. Det er ca. 3 år siden. Det eneste tidspunkt jeg spiste var når jeg skulle spise aftensmad med mine forældre. Og det var ikke fordi jeg spiste særligt meget, men det var det der holdt mig kørende. Frygten for at andre vil opdage at jeg ikke var perfekt. Selv mine forældre.
På det tidspunkt spiste jeg ikke.

Men jeg blev skældt ud fordi jeg ikke spiste nok. Jeg blev skældt ud fordi jeg holdt mig til mig selv.
Det gjorde det være. Jeg begyndte at kaste op. Løbe meget. Og jeg begyndte at besvime, kun et par gange, men tegne var der.

Alle sagde det bare var en fase. Alle sagde det var fordi jeg bare var „ved at falde på plads“ i min krop. (Tyndere)

Jeg har stadig mener fra anoreksien. Jeg kan stadig gå en hel dag uden at spise. Jeg har ikke lyst til at spise, jeg spiser med fornuften.

Jeg havde brug for hjælp.
Jeg havde brug for at nogen så hvordan jeg havde det, så jeg ikke selv var i stand til at råbe om hjælp, så at jeg ikke selv vidste hvad jeg skulle gøre.

Men der var ingen der så det.
Jeg er igennem det, eller sådan næsten.
Men jeg ved også at jeg sket ikke er den eneste der har det på den har måde, den eneste ting der ikke passer med alle de andre, er at vi har alle vores egen historie.

Men det er ikke alle der ender med at få hjælp, selvom der gik langt tid før jeg fik hjælp, så fik jeg hjælp, og er stadig i gang.
Der er nogen der aldrig for hjælp. Der aldrig bliver opdaget.
Det kan gå galt.

Og jeg forstår bare ikke hvorfor det ikke bliver taget seriøst