Min kæreste har lyst til at se andre piger

brevkassespørgsmål

Min kæreste har lyst til at se andre piger

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 5 måneder 2 uger siden

Hejsa:) Min kæreste og jeg har været sammen i et par måneder, vi har haft det mega godt sammen, men pludselig så har han brug for at se andre piger siger han, han siger at han er vild med mig og at lige så mange ting taler for at vi skal forblive kærester som ikke at forblive kærester, men han slår op fordi han har brug for at se andre piger, hvad skal jeg gøre? Jeg elsker ham overalt på denne jord og jeg vil gøre alt for at få ham tilbage fordi jeg ved at han inderst inde også vil mig..

Svar: 

Kære du,

Tak for dit brev. Det lyder som om, at du sidder i en situation, der er virkelig svær. Heldigvis, eller uheldigvis, er du slet ikke alene om at stå i sådan en situation - rigtig, rigtig mange unge vil komme til at stå i samme situation eller har allerede stået i den. Det gør den selvfølgelig ikke nemmere at stå i, men du er bestemt ikke alene, og de følelser, du sidder tilbage med, er helt normale.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er virkelig ked af det på dine vejne. Du beskriver, at du stadig har meget dybe følelser for ham, og jeg kan virkelig godt forstå, at den situation du står overfor føles helt umulig. Som jeg læser dit brev, lyder det til at situationen er sådan, at han har slået op med dig, og han har derfor taget valget ikke at være sammen med dig mere. Ud fra det, vil jeg heller ikke råde dig til at opsøge ham. Det lyder for mig til, at han har taget et valg, og hvad end følelser han har eller har haft for dig ikke længere er gældende. Det tænker jeg på baggrund af hans årsag til at slå op med dig - at have brug for at se andre piger. For mig virker det ikke som en årsag til at skulle blive sammen mere eller forsøge at reparere et forhold. Skulle du være uenig, må du skrive ind igen, og så vil jeg forsøge at svare på baggrund af dit nye brev.

Når man bliver slået op med og stadig står med følelser for den anden, bliver man ofte overvældet af mange store og svære følelser, der kan være virkelig svære at håndtere. Det er helt normalt, men det er bestemt ikke rart. Du vil muligvis have en træng til at isolere dig og trække dig fra alle andre i din omgangskreds, fordi følelserne gør så ondt og er så umulige at holde ud. Her vil jeg råde dig til at tage fat i din nærmeste ven eller veninde og fortælle dem hele situationen. Det er som regel nemmest at fortælle dine venner eller veninder om svære ting, og lige nu har du brug for at blive støttet og givet omsorg. Du kan også tage fat i dine forældre eller en søskende. Det vigtigste er, at du får sagt det til nogen, som kan give dig alt den omsorg, som du vil få brug for i den næste tid, mens du finder dig selv igen efter dit afsluttede forhold.

Der er også mulighed for, at du kan bruge gruppechatten herinde. Mange unge herinde har stået i en lignende situation, og det kunne være, du har brug for at tale med nogen på din egen alder, der forstår hvordan du har det, og som måske kan give dig råd til, hvordan du kommer igennem den næste tid.

Når du kommer til at stå med alle de store følelser, er det vigtigt, at du husker at være ekstra omsorgsfuld ved dig selv. Dine følelser kan komme til at spænde ben for mange områder i dit liv - din motivation, din evne til at fokusere, og din lyst til at tage dig af dig selv. Mange ting kan ende med at føles ligegyldige. Her er det vigtigt, at du gør hvad du kan for at holde fast i de gode vaner, og spørger om hjælp til at klare resten. Du finder dig selv igen, men det kan være en lang kamp - og det er helt okay. Du er stærk nok, det er jeg slet ikke i tvivl om.

Jeg håber, du kunne bruge mit svar. Du må altid skrive herind igen - vi er her altid, hvis du har brug for os.

Frida fra Cyberhus

 

 

cyberhuslivs billede
Frida fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program