Der er jo de gode ting ved at være anbragt, og de knap så gode ting ved at være anbragt.

Min mor har haft det rigtig svært og har ikke haft overskuddet til at være der for mig, og det endte lidt med at jeg ofte stod med en masse ansvar som forhindrede mig i at være barn. Det var ikke så rart at jeg ikke kunne hygge med veninderne fordi jeg skulle sørge for at min mor var okay og ikke gjorde dumme ting der kunne sætte hende i en pinlig situation.

Tilsidst blev det bare for meget, og jeg fortalte min veninde og hendes mor om hvordan det var derhjemme. Jeg føler stadig lidt at jeg svigtede min mor, for jeg tror hun prøvede hendes bedste for at det kunne fungere i hjemmet. Det var bare ikke helt nok. Derfor blev jeg fjernet og kom på institution. Pædagogerne er søde, men de har ikke særlig meget tid til en, men det gør ikke så meget fordi jeg er vand til at klare mig selv. Om pædagogerne kan forstå mig er et godt spørgsmål, det tror jeg ikke de kan, det er svært at sætte sig i mit og andre anbragte børn og unges sted.

Det er dejligt at jeg nu kan fokusere lidt mere på mine veninder i stedet for min mor, men der var da nogen der faldt fra da jeg blev fjernet. Jeg tror bare det kan være lidt akavet for nogen, og måske ved de ikke lige hvordan de skal tackle alt det der er sket. Så er det nemmest bare at undgå en akavet situation fra begge sider, men jeg er jo stadig den samme selvom jeg bor udenfor hjemmet.

Jeg er anderledes fordi jeg ikke har den store tiltro til voksne, og at de nogle gange ved hvad der er bedst for mig.

Jeg er nok også temmelig moden af min alder.

Ellers syntes jeg egentlig jeg er ganske normal :)

Hilsen Moon-Flower.