jeg kaver mine egne mennesker inde i mit hoved

brevkassespørgsmål

jeg kaver mine egne mennesker inde i mit hoved

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 3 år 4 dage siden

Jeg har i rigtig mange år lavet mine egne personer inde i mit hoved, det skifter efter noget tid hvilke personer og sådan noget der er i mit hoved fx har jeg lige for tiden en kæreste, 3 brødre, bor i en lejlighed i københavn og er 26 år, det er meget lang fra virkeligheden. Det er det jeg tænker på når der ik er andet i mit hoved, det gør mig glad at tænke på det. Er det normalt?

Svar: 

Kære du,

 

Tak for dit brev. Det er et rigtig godt spørgsmål du stiller, og jeg vil gøre mit bedste for at give dig nogle perspektiver på det.

 

Jeg vil starte med at sige, at det er helt normalt at fantasere og at forestille sig forskellige situationer, som ikke er virkelige. Vores fantasier er ofte et udtryk for noget, som vi drømmer om eller længes efter, og er noget som er rart at tænke på – ligesom du beskriver, at dine fantasier er. Det vi dagdrømmer om, kan være noget vi gerne ville have er anderledes lige nu og her, og i den situation er det en god idé at spørge sig selv, hvad det er man er utilfreds med og som man gerne vil ændre på, så man kan ændre det og få det, man gerne vil have. Ens dagdrømme kan også handle om fremtiden, og de ting man forestiller sig venter forude, og hjernen bruger fantasien til på en måde at forberede sig på og planlægge fremtiden.

 

Fantasier og dagdrømme kan være en dejlig afledning fra hverdagen og kan give en velfortjent pause. Men det er vigtigt at huske ikke kun at leve i sine tanker eller fantasier, og hvis du oplever, at dine fantasier går udover din hverdag eller f.eks. skolen, så er det værd at overveje, om de måske skal holde lidt pause eller være begrænset til nogle bestemte tidspunkter, hvor du tillader dig at drømme dig væk. Hvis du er nysgerrig på dine fantasier og tanker, kan du prøve at skrive dem ned, og på den måde kan du bladre tilbage i dem og måske holde lidt styr på dem.

 

 

Der er ikke noget farligt eller underligt ved at have fantasier og dagdrømme, og det er ikke noget du behøver stoppe med. Måske kan det være rart at dele dem med nogen, som du er tryg ved? Og hvem ved – måske de også dagdrømmer og vil dele eller bare lytte? Jeg tror, at alle mennesker går rundt med idéer, fantasier og drømme i tankerne, så på den måde kan man godt sige, at det er helt normalt. Nyd din gode fantasi og drøm dig lidt væk.

 

 

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar.

 

 

Kram fra Ulrikke

 

Ulrikkes billede
Ulrikke fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program