Okay, jeg vil starte med at sige, at det her er noget meget meget personligt, som jeg ALDIRG ville sige til nogen! Nu prøver jeg så herinde...

Jeg har en veninde. En tæt veninde, som jeg har været glad for. Når jeg så siger "har" så mener jeg HAR. 

Jeg har fundet ud af, at det ikke er helt sundt for mig, at være sammen med hende. Hun kommer med spydige kommentarer, fra alt om mit udseende til min personlighed, og jeg tager desværre sådanne ting meget meget personligt. Også selvom det er ment for sjov. Jeg finder det nemlig ikke sjovt, fordi jeg har det svært i forvejen. Men de her ting hun siger er ikke ment for sjov. Det kan jeg høre.

Hun kaldte mig selvisk, da jeg gav alt for at hjælpe hende. Alt. Det var virkelig virkelig svært at være "glad" der. Jeg gav noget af mig selv væk dengang. Jeg ændrede mig for hendes skyld. Og det var vist ikke nok.

Hun her kaldt mig grim, da jeg gjorde allermest ud af mig selv...

Kaldt mig en kælling da jeg hjalp hende, og var sammen med hende.

Jeg har virkelig virkelig prøvet at være den allerbedste veninde... Jeg har prøvet og prøvet indtil mit indre er blevet revet midt over og brændt.

Prøvet og trøstet indtil jeg ikke selv kunne græde fordi alt min tid gik på hende.

Jeg KAN virkelig ikke græde... Jeg kan ikke...

Jeg har kendt hende i over 5 år nu. Og hun bliver sikkert ked af det, hvis jeg siger jeg ikke kan mere.. hvad skal jeg gøre? Skal jeg blive ved med at kæmpe, for at være den perfekte veninde?... Jeg lyder sindssyg.... 

Jeg er virkelig i tvivl. Har aldrig været mere splittet. Splittet mellem den perfekte veninde, og den dårlige veninde..

Splittet mellem liv og død. Min krop lever, men jeg er død indeni.

Splittet mellem falsk glæde, og dyb tristhed. 

Jeg ved ingenting mere. Ingenting.... Ved ikke engang hvorfor jeg forsøgte at tage livet af mig selv her forleden... Jeg er sådan en idiot. Det fortæller jeg mig selv hver dag. "Du er sådan en idiot, Eco". En dum idiot der ikke ved noget. En dum idiot der faktisk overvejer at lade din veninde hænge. Dum idiot" 

Jeg hader mig selv, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg er trist og ødelagt og død og råden og dum og splittet og brændt indeni, og jeg ved ikke hvorfor. Lige nu er kniven så tæt på at komme frem. For at fylde tomheden.

Tomheden.

Jeg kan ikke lukke øjnene. Hvis jeg gør, er det ikke andet end mareridt der kommer.

Jeg kan ikke sove. Jeg spiser ikke. Jeg er tom indeni. Jeg er splittet. Jeger træt. Jeg er væk. Jeg er blevet sindssyg. Jeg er dum og grim og klam og selvoptaget som alle siger. Og jeg er tæt på at dø. 

Det gør virkelig virkelig ondt.