Nu har jeg efterhånden kæmpet mig et godt stykke frem ad i den rigtige retning, mit selvværd er sådan okay, det kunne være bedre men også værre, min selvtillid er på rigtigt mange punkter rigtigt lavt,  men jeg ved ikke længere hvad der er galt? altså jo jeg har problemer, men det er vel bare de almindelige teenage problemer jeg har, hvorfor er de så svære at tackle? veninde problemer, kæreste sorger, ja you name it.. jeg har det overhovedet ikke okay, jeg har i rigtigt lang tid kæmpet mod trangen til at skære i mig selv, og det er egentligt også gået okay, har ikke gjort det i nogle måneder nu, men ved bare overhovedet ikke hvor længe jeg kan blive ved med at holde den, jeg er overhovedet ikke færdig med at skade mig selv, har bare fundet andre måder at gøre det på, måder der ikke giver sår og som er lette at skjule..

Helt ærligt, jeg kan ikke engang kigge på en kniv, en saks, skraber, eller noget som helst der på nogen måde er spidst/skarpt, uden at jeg får en sindsyg lyst til at gøre et eller andet ved mig selv, jeg kan sågar ikke engang glatte hår med mit glattejern uden at stå og tænke på hvor rart det egentligt kunne være lige at "komme til" at brænde mig selv med det (og jeg har ellers aldrig rigtigt brændt mig selv på den måde i hvert fald)..

Det skræmmer mig fra vid og sans at jeg kan se at mine ar på min arm stille og roligt bliver mindre og mindre synlige, som om at en del af mig er ved at forsvinde, jeg hader at elske mine ar, men de er bare blevet en del af mig, en del som jeg ikke vil have forsvinder.. men på den anden side så er jeg samtidig super glad for at de ikke er så tydelige så jeg ikke kan gå i kort ærmede uden nogen lægger mærke til dem..

Jeg kan ikke rigtigt fortælle nogen om det, for hvad skulle jeg dog sige, jeg ved jo ikke engang selv hvad der er galt længere,  går bare rundt med en følelse af at alt bare er fuldstændigt forkert, så hvordan skulle jeg også kunne fortælle andre om det? og hvis jeg vidste det ville jeg stadig ikke kunne tale med nogen om det, folk må jo tro at jeg er ved at blive sindsyg..

Måske er mit selvværd ikke så okay som jeg gerne vil give udtryk for og gerne selv vil tro på?

Måske er det det at jeg er bange for at blive sådan næsten 100% glad igen.

Åh ved bare slet ikke hvad jeg skal gøre, håber virkeligt at der er en eller anden der har et eller andet råd, for er seriøst ved at gå amok over det hele :S