Nu troede jeg lige at det gik lidt bedre, men det er åbenbart ikke meningen, jeg har skrevet rigtigt meget med en (kalder hende K) men vi har skrevet meget sammen i lang tid, og også snakket i mobil en enkelt gang, hun begyndte faktisk at blive en god veninde som jeg fortalte rigtigt mange ting til, og vi begyndte at tale om at skulle mødes en dag, hun boede så bare desværre i k og jeg i jylland, men vi ville stadig gerne mødes, bare en weekend eller sådan noget.

Så skrev jeg så en dag til hende, men hun svarede ikke, jeg tænkte bare at hun nok ikke havde tid til at svare lige nu, så jeg skrev senere, der gik nogle dage hvor hun stadig ikke svarede og jeg begyndte så at tænke at så gad hun nok ikke have noget med mig at gøre længere, og havde ligesom også accepteret det, men så nu har jeg lige fået en opringning af hendes mor der fortalte mig at hun desværre måtte meddele at K var død, jeg begyndte bare at ryste, hun forklarede så at hun havde været til en fest hvor hun endnu engang havde taget nogle stoffer, og hun havde egentligt været frisk og sådan da hun kom hjem, så vare hun gået i seng men vågnede aldrig op igen, great rigtigt great !

jeg vidste jo godt at hun nogle gange tog stoffer og sådan, og havde også givet hende min uforbeholdte mening omkring dét men skrev stadig at jeg hellere ville have at hun fortalte det end ikke og at nu behøvede jeg jo ikke at give hende en skideballe for det, for hun kendte godt til min mening, og har også flere gange skrevet at når hun skrev at hun havde lyst til at tage noget, at det syntes jeg ikke at hun skulle gøre men at jeg selvfølgelig ikke kunne gøre noget ved det og slet ikke når jeg boede så langt væk..

men lige nu sidder jeg bare og tænker at jeg egentligt burde fortælle mine forældre det, men er bare bange for deres reaktion, jeg har ikke brug for at de bliver vildt beskyttende og vildt bange for hvad jeg kan finde på at gøre ved mig selv, (jeg hare haft skåret i mig selv i lang tid, men nu er jeg så så småt begyndt at stoppe og har ikke gjort det i virkeligt lang tid og det ved de også godt) men som sagt de bliver helt 100 % sikkert bare de der beskyttende forældre, men alligevel synes jeg at jeg har pligt til at fortælle dem omkring det.

og så er jeg bare bange for når jeg kommer op på skolen igen, de andre på mit hold har alle taget stoffer og nogle gør det stadig, og sidder og snakker om det ret tit, og siger til mig at de synes jeg skal prøve osv. men min mening har altid været at det er noget L*** og man bare skal holde sig langt væk fra det, det er så blevet forstærket nu, men er bare bange for at jeg kommer til at græde eller sådan, det virker bare dumt på mig, for jeg kendte hende jo ikke rigtigt, og vil egentligt bare gerne hurtigst mulig komme over det..

men for satan hvor kommer jeg til at savne at skrive med hende selv klokken lort om natten hvor der måske er noget galt :(