Her i de sidste år har jeg gået rundt med selvmordstanker og selvskadeproblem - og det er blevet værre for hvert dag. Pt. er jeg stoppet med at skære i mig selv, men det sker også kun de dage hvor jeg mister kontrollen over mig selv. Men jeg har de dage hvor jeg bare fokusere over mit liv, ser triste film og meget mere. Nu er jeg jo blevet anbragt på et opholdssted for et år siden, og før det ønskede jeg at stikke af. Det gjorde jeg, for jeg stak af men jeg blev fundet den samme dag da nogle ringede til politiet og fortalte at jeg muligvis var stukket af. En som havde overhørt min samtale med min veninde, og muligvis kendte mig. Så blev jeg fjernet dagen efter, og lige siden har jeg virkelig haft lyst til at stikke af, for det her sted har ikke hjulpet mig. Det handler ikke om mine forældre eller pædagogerne, eller jeg havde svært med min mor hvor jeg konstant skændtes med hende hvor det endte med slag, lussinger og råb - og pædagogerne, dem ignorere jeg konstant fordi de overvåger mig 10 gange mere fordi de fandt ud af at jeg skjulte en pilleæske og havde selvmordstanker & min kontaktpædagog så gamle ar på min arm, hvilket det betød at hun ringede til min mor og fortalte det. Lige siden har jeg bare lige gået ind til mit værelse hvergang jeg kom hjem fra skolen, og jeg går kun ud når jeg er sulten eller skal spise aftensmad & skal i bad. Så ignorere jeg alle pædagoger, fordi jeg orker ikke dem. Så de tanker om at stikke af, er blevet værre. Den egentlige grund til at stikke af, er fordi jeg vil gerne finde mig selv igen og finde den liv som jeg vil leve. Starte forfra på livet, og genbygge mig selv igen. For det er enten det, eller at tage en overdosis piller - idag havde jeg frygtelig hovedpine, så jeg tog to stk piller men da jeg tog den pilleflaske hvor der var nok til et dødeligt overdosis så fik jeg bare tanker "Tag dem i nat. Stjæl dem med hjem til opholdsstedet når du skal hjem. Gør det nu. Tør du ikke?" Jeg går til psykolog, men .. jeg har den vane med at jeg ikke kan holde fast på de samme ting som jeg gør. Jeg kan ikke rigtigt stole på min psykolog mere, selvom jeg valgte at gå hen til hende for at bede om hjælp - men på det seneste er det blevet værre og værre. Så jeg tænkte på om det er overhovedet muligt at bare stikke af, og ingen kan finde mig? Jeg kan jo også bare vælge at stikke af til et andet land, eller noget hvor ingen finder mig. Jeg kan også bare gemme mig i en hule, og vente på at der går nogle uger så kan jeg trygt gå ud igen. Jeg har virkelig brug for at finde mig selv, og starte forfra på livet - og spørgsmålet er også om at jeg overhovedet tør at komme tilbage til min familie, for at se hvad det er for en slags reaktion der vil forekomme? Jeg har lige set Fish Tank på Netflix, og hun minder mig af eller anden grund og hun vælger det sidste øjeblik hvor hun flygter - det er præcis det samme, jeg overvejer. Tage afsted til en storby, men Danmark er jo et lille land så det kan være at jeg stikker af til Sverige for jeg kender ingen der og jeg har også hørt at man får det bedre der. Om jeg så begynder på stoffer, narko, prostitution eller noget helt andet er jeg ligeglad med for ingen vil mig det bedste. Det er starten på et nyt liv - jeg har brug for en voksen, som kan bare kramme mig selvom jeg nægter, blive stående på mit værelse selvom jeg beder personen at han/hun skal gå ud, stikke mig en cola, spørge om jeg er ok, fortælle jokes eller bare lave sjov med mig - den voksen mangler jeg virkelig. Pædagogerne gør ikke det slags, for når jeg bare råber af dem så gør de bare "Nå" og griner - og når de spørger mig om jeg er OK, så siger jeg bare ja og de går ud. Det er så meget, at livet er forvirrende og håbløst.