AT skære i sig selv.
forumspørgsmål
AT skære i sig selv.
#
Se relateret indhold
Kategori NY:
Inderst inde
Hvordan kan man være så ond mod sig selv, at man skære i sig selv. og det faktisk skulle have været syet. og man så bare går rundt og gemmer det. Til det bliver for sent at få syet? Hvordan kan man være så dum at behandle sin krop så dårligt. Det er jo en krop der skal holde i rigtig mange år (måske)
og nu for man bare et kæmpe ar :/
Felicia.
Relateret indhold
hjælp jeg er forelsket...
hej.
jeg har et problem, som jeg håber i kan hjælpe mig med. jeg er forelsket i min bedste ven, og min ven og jeg har også været kærester, men det var kun i 4 uger, fordi at min mor ikke er tryg ved min ven, fordi at han er 19 år, og jeg kun er 13, og fordi at min mor ikke tror at jeg kan...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Jeg hader min far virkelig meget, hader
Jeg hader min far virkelig meget, hader når spørger mig om noget, hader når han kommer ind på mit værelse og hader når han snakker til mig.
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Psykisk syg!
Er der noget galt, at unge/børn er psykisk syg i Danmark? Ville de turde at stå ved det, og fortæller de deres venner/veninder om det, eller er det en hemmelighed de går rundt med, hvis de fx for medicin, fordi de er bange for at folk ville tænke dårligt om dem. Hvad tror i ?.
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Kommentarer
hej Felicia
har du virkelig gjord det mod dig selv?! så syntes jeg at du skal søge noget hjælp, altså jeg har selv været cutter i 5 år men er det ikke mere. det hjalp mig at skrive til børnechatten på hjemmesiden bornechatte.dk der fik jeg hjælp til hvordan jeg kunne få sagt det og hvad jeg kunne gøre i stedet for at skære i mig selv jeg fik de her råd: at når du for lyst til ar skære i dig selv kan du slå i en pude eller ling. du kan også gå eller måske løbe en tur for at få nogle andre tanker. du kan også gå et sted hen hvor der ikke kommer nogle andre fordi og så bare skrige rigtig højt. eller så kan du jo ringe til børnetelefonen på 116111 det er gratis og du en helt anonym.
håber virkelig at du får det bedre hilsen mig
ja det er nok lidt svært, når man har gjordt det i næsten 3 år det er lang tid. så kan man bare ikke lige stoppe fra den ene dag til den anden. Det kan godt være der er andre måder at komme ud af det på, men det er bare rigtig rigtig svært.
men tak for dit indlæg.
hej Felicia.
- jeg har også selv skæret i mig selv siden jeg var 12 år. (dvs 6 år)
og jeg ved hvor svært det er at stoppe..
jeg gik til noget psykologsnak der var nede på min efterskole, hvor vi var en gruppe piger der sad og snakkede med en voksen.
det var et hårdt stykke tid, hvor vi alle piger græd på skift, pga. vores problemer vi nu hver især havde. og fordi hende psykologen var så god til at gennemskue, og første dag kunne gætte at jeg var den af pigerne der skar i sig selv. det kunne hun regne ud, bare fordi jeg havde en langærmet trøje på.
nå, men skidt nu med det.. det jeg vil sige med det er, at hun fortalte mig at hun vidste hvor svært det er at stoppe, men det handler om vilje. når viljen er der, så kan du stoppe med det.
jeg stoppede ikke selv med det samme.. skar stadig ofte i mig selv. men pludselig ændrede mit liv sig, og jeg stoppede i et stykke tid.. men jeg har gjort det siden, og jeg vil nok aldrig stoppe fuldstændig. for når der sker noget slemt, tænker man ikke. så gør man det bare..
jeg er rigtig ked af mine egne ar.. men på en måde er det også bare en del af mig nu. en del af mit liv.
men jeg ville nu gøre alt for at stoppe.. og det håber jeg også du vil, selvom det er så skide svært.
Ja det er rigtig svært at stoppe, i starten kunne jeg godt styre det . men jo længere tid der gik. så gik det bare mere galt og det sidste stykke tid har bare været et helvede.
så de pædagoger som er hos os, de sagde hvis du giver mig de der blade jeg skær mig med. så kan du bare tag et glas med op og smadre, for det er ikke ligeså farligt. Men jeg synes det er totalt latterligt sagt.
jeg tror det kommer en dag, hvor jeg ikke har behov for det mere, hvis den dag kommer. Det er også skide svært, når man har borderline, så er det bare mere svært at stoppe. for den eneste måde jeg kan udtrygge mine følelser på det er at skære i mig selv. og se blodet flyde ud. for så ved jeg at jeg smadre min krop og det er jo det jeg gerne vil. Smadre den for evigt. jeg tror ikke jeg bliver rask, og når man ikke er rask skær man sig bare meget mere, og når man har det så sårligt psykisk. tænker man ikke særlig meget på konsekvenserne.
For jeg har også prøvet alt, at gå hos psykologer,psykiater, jeg har været indlagt på åben og lukket afdelinger. og ringet til alle de linjer man kan ringe til. men der er intet der hjælper overhovedet :/
Kæreste Felica!
Jeg er en 18 årig pige som har skåret i mig selv siden jeg var omkring 12 år, så denne debat ramte mit hjerte! Når man skærer i sig selv udløses der jo disse her endorfiner i hjernen som er med til at frigive serotinen, og den følelse er ubeskrivelig og uerstattelig - Men der er her tale om en mulig afhængighed, mon du vidste det? - Du kan faktisk få en reel afhængighed som med alkohol og stoffer?
Jeg selv har gjort nogle ret sindsyge ting i årenes løb og den pris har min krop måtte betale med en masse grimme ar der aldrig forsvinder, hvilke er en skam for disse ar hører ikke til på ens krop!
Du siger trangen måske stopper en dag, og du så vil lade være? Og at du har snakket med uddannede folk om det? Jeg sagde også altid til mig selv at når trangen forsvandt ville jeg også stoppe - men ved du hvad? trangen forsvandt aldrig, selv nu hvor jeg ikke skærer i mig selv, i hvert fald ikke særlig tit, er trangen der stadig, og dén er der tit! Men for mig er det gået fra at være en afhængighed til en gammel vane! men trangen kæreste du, skal du ikke regne med lige pludselig forsvinder! Desværre!
Jeg snakkede også med et hav af psykologer og jeg ved ikke hvad, men det var først da jeg en dag blev arrig og sagde "Fandme nej, det her skal stoppe" at jeg blev i stand til at gøre noget ved det, og det var ren viljestyke! Det første skridt er et skridt DU skal tage, DU skal sige "Fandme nej om jeg skal leve sådan her" - Jeg skal til at starte til psykolog igen for at få hjælp til at håndtere alle de følelser der vælter op nu hvor jeg ikke skærer i mig selv længere, for det er grundet de følelser jeg gør det, så hvis dé kan blive beabejdet så håber og tror jeg på at jeg ikke behøver leve et destruktivt længere - og ved du hvad ? Det kan du også! Men du bliver nødt til at tage det første skridt - det sværeste skridt af dem alle!
- Nu fik du dig lige en lille stil :) - Skriv endelig !
Kærlige hilsner Anja
Hej Anja.
ja du har ret, jeg viste godt med alle de der ting. et har måde psykologer, og psykiater fortalt. Men jeg har bare ikke lige lyst til at gå hos psykologer eller psykiater lige nu. Nogen gange tænker jeg også, hvorfor for jeg mig bare ikke indlagt, men jeg vil også gerne tage min uddannelse færdig. så det er svært.
Hvad for nogen sindsyge ting har du gjort.
men jeg synes dit indlæg er fedt, fordi du fortæller en masse ting, og jeg vil gerne tænke over dem :-)
smil
Tilføj kommentar