Ja, jeg kan ikke blive tilfreds med mig selv. Jeg har længe, jeg tror omkring 4 måneders tid nu, gået og følt mig så ufattelig grim. Hvis jeg tænker tilbage har jeg altid haft følelsen, men det er først nu den er begyndt at tage overhånd. Førhen trøstede jeg mig selv med at jeg har et flot krop. Det vil jeg da også gerne give mig selv eet i. Men det er ligesom ikke "nok" længere. Hver morgen mår jeg står op, er det første jeg gør at kigge mig i spejlet. Det eneste jeg ser grimt tykt ansigt. Jeg er ikke tyk, men det får mit ansigt det til at se ud som om. Det er som om det er gået op for mig, at ansigtet altså tæller mest - at det er det som afgøre om man er smuk eller ikke. En stor del ligger også i mit hår - det er slattent, tyndt og kedeligt. Og det gør ikke ligefrem mit ansigt en tjeneste. Det kan godt være det lyder overfladisk, men keg føler bare at jeg er omringet med mennesker der går op i den slags og jeg kan ikke lade være med at måle mig med andre. Jeg gør det konstant, og det gør mit humør trist. Samtidig så føler jeg det tager al min energi, disse tanker. Jeg kan nogle gange finde på at måle mig med min søster, og jeg ser bare alt det smukke i hende!! Så tænker jeg, hvorfor det ikke er mig? Hvorfor er jeg hende der skal have det sådan? Jeg har snakket med mine forældre om det og se er også meget støtte de. De siger jeg skal lære at vende tankerne og de fortæller mig at jeg er smuk. Det har jeg også hørt før - også fra drenge - men jeg føler at når de siger det, så snakker de til min krop - for det er det eneste jeg har. Jeg kan bare ikke forestille mig, hvordan man kan syntes at et ansigt som mit er kønt. På et tidspunkt var problemet at jeg ikke vidste om jeg var køn eller grim. Men nu er det langsomt gået op for mig at jeg egentlig er grim. Jeg forsøger at følge mine forældres råd, men jeg kan ikke vende tanker, når de er ægte. Jeg tror så inderligt på dem. Mine forældre siger at de ikke er ægte, men de er mine forældre, selvfølgelig skal de sige det? Jeg tør heller ikke lade mig selv føle mig smuk, for jeg er så bange for at hvis jeg oludselig gør det, så kommer det hele ramlende tilbage med det samme og jeg kommer til at indse hvor grim keg er. Et andet problem er billeder. Jeg hader simpelthen at få dem taget, og hvis jeg skal se dem efter så kan det gøre min dag trist - for så ser jeg hvordan folk ser mig. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg vil med det her indlæg, for jeg tror ikke der er nogle som kan hjælpe mig. Jeg vil bare høre om andre har prøvet noget lignend? Eller om andre har det på samme måde lige nu.