Hvorfor skal det være sådan. Hvorfor skal jeg behandles værre end et dyr af min klasse. Hader i mig? Sig det til mig. Vær ærlig. Jeg kan ikke tåle det, men sigt det. Hader i mig? 

Nej lad vær, jeg bryder sammen. Jeg græder, jeg falder, jeg skriger uden lyd. Det er mørkt tomt og jeg falder. Jeg prøver virkelig at lade vær med at græde. I skælder mig jo bare ud. 

I tror jeg har det fint. I tror jeg smiler oprigtigt. I tror ikke jeg behøver hjælp. I tror jeg kan tåle at blive kaldt navne hele tiden. Vent til den dag jeg tager livet af mig selv. "Du har ikke levet endnu." Siger de. "Du er kun et barn, du har langt igen!"

Nej.

Jeg har en plan. Rebbet, skoven, alt er perfekt. Jeg smiler og lyver. Fortæller jer om pigen der har det svært. Vare i vidste det var mig.

Nu er det forsent. Tak hvis du prøvede. Stort tak hvis du var der. Tusind tak hvis du hjalp. Hvis du hjalp, var du noget specielt, så tak, til den ene person der bare hjalp lidt. Men hun hjalp vist kun fordi hun selv havde det svært. Men tak alligevel.

Jeg elsker jer. Jer der prøvede. Men det er forsent. Tiden er gået, min historie er skrevet, og den skal slutte her om lidt. H is ikke det bliver i nat, bliver det snart.

Alle historier skal ende. Og nu ender min. Jeg smiler, jeg græder. Livet var forfærdeligt. Men nu er det slut. Mmm, det er slut.

Undskyld.