gammel voldtægtssag

brevkassespørgsmål

gammel voldtægtssag

brevkassespørgsmål af
Katrine
22 år
Oprettet 1 år 5 måneder siden

Jeg aner slet ikke hvad jeg skal gøre lige nu. Jeg er så fucking meget ude at skide mentalt pt. Jeg er meget alvorligt syg somatisk, men har det dog ekstremt dårligt med min PTSD i denne her periode. Jeg var for snart 6 år siden udsat for en gruppe voldtægt af fremmede mænd på en parkeringsplads. Jeg havde både interaktion med politiet før og efter uden de rigtigt lade mærke til mig, men det fik mig til slet ikke turde anmelde + de tre svin tog et billede af mit daværende sygesikring med adresse. Det er begyndt at komme helt vildt op i mig igen og jeg aner ikke hvem jeg skal snakke med det om. Den almende psykiatri her hvor jeg bor kan slet ikke hjælpe mig med PTSD og konkret at komme længere videre med mit liv og evt. kunne få det bedre. Jeg tror ikke politiet overhovedet vil hjælpe og jeg føler mig efterladt og glemt. Jeg har engang været på center for voldtægt med politiet, men hvor at jeg har opbrugt den hjælpe jeg kunne få eller ikke kunne få der. Jeg tager ofte til andre politikredse end den der er her hvor jeg bor, da flere af dem der arbejder i den by jeg bor i godt ved hvem jeg er og hvad der har været sket. Jeg kan slet ikke være i mig selv og holde mit hoved ud. Føler overhovedet ikke jeg kan få kontakt til nogen med erfaring der kan støtte og hjælpe. Undskyld. Føler hele tiden jeg gør noget forkert og at jeg bare skulle have forsat med at misbruge som efter voldtægten, da det hele blev sværre efter jeg talte med politiet. Jeg fortryder så meget. Jeg er så mega dum.

Svar: 

Kære du

Mange tak for dit brev. Det lyder til at være super svært at være dig, hvilket giver rigtig god mening med det du fortæller. Det lyder til, at du virkelig kunne bruge noget terapi og nogen at tale med i alt det her, så du ikke skal tumle helt så meget med det på egen hånd. For det du har oplevet er på ingen måde ok! Det du har været udsat for, er, som du også nok ved, ulovligt og får du mod på det, vil det stadig kunne anmeldes hos politiet. 

Jeg bliver nysgerrig på, når du nævner PTSD, om du er udredt for det i psykiatrien, og om de har tilbudt dig nogen former for hjælp? Der er nemlig forskellige muligheder i psykiatrien, når man har PTSD, som desværre er meget normalt at få, efter den ubehagelige oplevelse du har haft. Hvordan er din kontakt til egen læge og sundhedssystemet? Du nævner at du også er alvorligt syg somatisk. Oplever du at få den nødvendige hjælp og støtte på den front? I alt det du fortæller her, tænker jeg det er rigtig vigtigt, at få talt med egen læge om din situation hele vejen rundt, og lade lægen hjælpe dig videre i alt det her. Lægen har mulighed for både at have samtaler med dig, samt kunne henvise dig til forskellige steder, hvor du kan få hjælp til at arbejde med de ting du har med dig i rygsækken.

Fx kan du via egen læge få en henvisning til terapi hos en psykolog. Selvom det er en henvisning, så er der en smule egenbetaling, men her er der mulighed for at søge økonomisk tilskud via forskellige legater. Det kan fx være via jascha-fonden, fonden af 1. december 1997, og diverse andre fonde. Du kan også søge §102 via serviceloven hos din kommune. §102 kan bruges til netop fx terapi, hvor der ikke er andre offentlige muligheder og der er behov for længerevarende samtaleforløb. Det lyder til at du har flere svære ting med dig, så den kan give rigtig god mening at få i spil hos dig. Måske nogle af de steder jeg henviser til, kan hjælpe med en ansøgning hos din kommune. Særligt når du siger psykiatrien ikke kan varetage din PTSD, så kan de også henvise til og støtte op om at §102 vil være det rette for dig. Den kan være svær at få igennem, og hvis du får afslag fra kommunen, er det vigtigt du får hjælp til at anke til ankestyrelsen.

Du fortæller også at du har været på Center for Voldtægtsofre. Har de mon givet dig nogle muligheder for anden hjælp dengang?

Der findes forskellige andre muligheder, og jeg tænker at jeg vil fortælle dig lidt om de forskellige muligheder der findes, så du har nogen steder at gå hen i forhold til alt det her. På www.csm-danmark.dk tilbyder de gratis og anonym rådgivning via chat. Det kan give mening at prøve at tale med dem, og se om der kan være nogle muligheder i deres regi, for at få samtaler til at håndtere de ting du har med dig. De er specialiserede i at arbejde med folk der har oplevet seksuelle overgreb i opvæksten og ungdommen. Jeg kan ikke sige om de kan give et forløb til dig, men det er værd at undersøge om det er muligt. Det kan du fx gøre ved at starte med at kontakte dem via deres anonyme chat, og høre til deres tilbud og muligheder. Der er desværre nogen ventetid hos dem, men i nogle tilfælde kan man visiteres til nogle andre ting hos dem i ventetiden. Andre muligheder er også Joan-søstrene, LivaRehab, eller Kvistene.dk. De har alle stort kendskab til seksuelt misbrug og overgreb også. Nogle af dem har mulighed for at tilbyde terapi og samtaler, og andre kan hjælpe dig videre, hvis de ikke kan tilbyde et forløb.

Der er intet der godtgør at udføre en så alvorlig handling mod et andet menneske. Du slutter af med at skrive at du måske bare skulle have fortsat med at misbruge efter voldtægten - jeg bliver nysgerrig på hvad du mener her? Udviklede du et misbrug efterfølgende? Fik du mon hjælp til at håndtere det? Jeg håber du har nogen omkring dig, der kan støtte dig i alt det svære her, og især at få mod til at tage kontakt til nogle af de steder jeg foreslår. Så du forhåbentlig snarest muligt kan få hjælp.

For ingen skal have det så svært og gå alene med det!

Jeg vil slutte af med at sige, når jeg læser dit brev, så oplever jeg på ingen måde at du er dum - men du er i en sindssygt svær situation, hvor du har brug for professionel hjælp til at håndtere det, så du kan få det bedre!

Jeg sender dig en masse god tanker og håber du kan bruge de forskellige muligheder.

Kærlig hilsen

Nanna

Nannas billede
Rose fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program