lige siden jeg blev 15 i marts har mit liv været et helvede... jeg tror aldig jeg har grædt så meget i hele mit liv end i mit 15. år... jeg startede ud med at imens jeg stadig var 14 besluttede en af mine gode veninder som jeg havde mødt over internettet at hun ville begå selvmord før det havde jeg allerede rodet mig ud i at få en masse udlandske venner (alle selvmordstruede eller selvskadere) efter dette besluttede jeg mig for at holde op med at få nye udlandske venner men stadig holde fast i de gamle... 5 dage før min 15 års føselsdag fik jeg en selvmordstruet kæreste fra England vi holdt sammen i 5 hårde måneder hvor jeg gjorde mit ypperste for at holde ham i live... han var en dårlig kæreste og han resulterede i masser af tårer og det gik to gange til så meget fortvivlelse at jeg en dag stod forand et spejl og prøvede at slå mig så hårt jeg kunne i ansigtet og jeg begyndte at krædse i min hud på lærene når jeg blev for ked af det. men altså så slog han op med mig efter jeg startede på efterskole som jeg er sikker på var den bedste beslutning jeg tog i mit liv.. to måneder efter fik jeg en rigtig kæreste og jeg har aldrig været så glad i hele mit liv som jeg er nu... men når jeg så tager hjem i weekenderne laver jeg ikke andet end at græde... jeg har fundet frem til at jeg tror det er fordi jeg ikke kan lide at være alene... min kæreste har fortalt mig at jeg bare kan skrive til ham når jeg bliver ked af det... men det kan jeg ikke... for når jeg først er blevet ked af det kan jeg ikke tænke på andet end hvor dum og hjælpeløs jeg er og ender bare op med at undskyld for jeg er så irreterende osv.

har i nogle gode forslag om hvordan jeg kan lede min opmærksomhed væk fra det negative? jeg er nemlig utrolig bange for den tid der kommer når jeg skal hjem fra efterskole.. for så er det jo på en måde weekend dag... jeg vil ikke til at skulle græde mig i søvn hver aften igen...