Jeg føler mig skyldig hele tiden.
Jeg føler mig skyldig hele tiden.
Jeg kommer sammen med den her fyr, som jeg holder virkelig meget af. (Lad os kalde fyren X) Desværre har X ændret sig. Da han i år blev 18, begyndte det hele at smuldre. Han kan ikke overskue livet, siger han.
Han er blevet venner med misbrugere og kriminelle. Ikke fordi, der er noget galt i at være venner med "sådan nogle" mennesker, men X er meget dårlig til at sige nej, og han involverer let sig selv i alt muligt lort. Han er blevet smidt ud af skolen, han er begyndt at ryge meget hash, og han drikker sig også fuld en gang i mellem. Han plejede aldrig at drikke.
Han overvejer stærkt at flytte hjemmefra, fra hans plejefamilie, som han har boet hos hele sit liv. Det bekymrer mig meget, fordi hans liv er allerede et rod, og hvis han flytter hjemmefra, har han intet at falde tilbage på. Det kan gå helt galt for ham. Han er blevet meget temperamentsfuld. Nogle gange går det udover mig.
Nå, men grunden til, at jeg føler mig så skyldig, er at jeg føler, jeg skuffer min familie og mig selv. De ved selvfølgelig intet om, hvad der virkelig foregår. Jeg føler mig næsten kriminel. Jeg går rundt her hjemme i blandt folk, der elsker mig, og jeg elsker dem. Jeg føler, jeg behandler dem som lort.
Jeg har altid været dygtig i skolen, jeg har aldrig rigtigt brudt reglerne, eller løjet for mine forældre. Men det er det, jeg gør nu. Og jeg hader mig selv for det. Jeg kan ikke sove, spise eller grine længere. Det er også blevet svært at trække vejret. Det gør ondt.
Jeg tør ikke fortælle dem om alt det her. Jeg er bange for, at de forbyder mig at se X. Og det ville de kun gøre for at beskytte mig. Jeg vil ikke slå op med X. Jeg elsker ham jo stadig. Men jeg elsker også min familie. Og jeg er vel også nødt til at tage vare på mig selv.
Jeg er træt af at have det dårligt. Jeg føler mig så alene. Jeg har ingen at snakke med. Jeg har selvfølgelig min familie, men det er jo ikke en mulighed lige nu. Jeg er så forvirret, og jeg ved ikke, hvor længe jeg kan bære byrden af al den skyldfølelse. Jeg aner ikke, hvad jeg kan gøre.
Kommentarer
Det er en svær situation du står i.
Men ja, du skal passe på dig selv og ikke mindst din familie. Husk på, at du ikke kan redde ham, hvis han ikke vil reddes. Lige nu har han tilsyneladende behov for at færdes i det miljø, men du skal ikke trækkes med ind i det. Du bliver nødt til at sige til ham og dig selv, at I ikke kan være sammen så længe han færdes i det miljø, for det ødelægger jer begge og ikke mindst folk omkring jer, som holder af jer. Når du også bliver påvirket negativt af det, er du jo ingen hjælp for ham alligevel, så du bliver nødt til at indse, at du må stå af. Måske kan det også være et wake-up-call for ham. Du kan jo vælge at sige til ham, at du er der for ham, når han en dag kommer ud af det miljø og ønsker at komme ud af det negative handle-mønster.
I sidste ende er det selvfølgelig dit valg, men det er vigtigt, at du gør dig bevidst, at du ikke hjælper nogen ved at synke ned i mørket sammen med ham. Du bliver nødt til at gå væk fra det, selvom det er virkelig svært...og så må du være der, når han er klar til at komme væk fra det.
Tilføj kommentar