Jeg er 15 år gammel, og er indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. Dørene er låst og der er et højt hegn. Jeg er indlagt på røde papirer, det vil sige jeg er tvangsindlagt altså indlagt uden jeg selv har sagt ja til det. Det kan man blive hvis du er farlig for dig selv eller andre. Jeg er det første.. Jeg er indlagt pga. selvmordsforsøg og planer.

Jeg truede med at hoppe ud foran et tog, og så blev jeg indlagt.. Politiet kom og de tilkalte en ambulance. Efterhånden er det sket flere gange at politiet evt. med en ambulance er kommet fordi jeg har forsøgt/ville begå selvmord. Jeg flippede ud.. Jeg blev enormt frustreret og græd, råbte og slog og sparkede. De måtte endda ændre noget af togtrafikken pga. mig...Det er som sagt sket nogle gange nu.

Jeg har altid været bange for hvad folk tænker om mig i disse situationer. De har sikkert haft deres tanker og fordomme om mig. Måske at jeg var kriminel og voldelig? Eller om jeg blot gjorde alt dette for opmærksomhed? Lige så mange tanker som løb igennem deres hoved løber igennem mine når jeg tænker på alt dette. Jeg frygter folk vil huske mig som hende den voldige, sindssyge pige der var oppe og toppes med politiet.. Jeg er ikke voldelig som sådan.. Ærligt kan jeg være udareagerende når jeg har det meget dårligt. Men oftest går det mest ud over mig selv. Jeg er ikke farlig for andre.. Den eneste jeg kan være farlig overfor er mig selv.

Jeg har været igennem mig selv. Jeg har et skrøbeligt sind og nogengange løber det af med mig, om jeg vil det eller ej. Ja jeg er psykisk syg! Men det gør mig ikke farlig som sådan. Hvis du mødte mig på gaden ville du sikkert ikke kunne se jeg var/er syg? Men min opførsel og adfærd har haft konsekvenser for mig. Jeg har været ude for meget tvang pga. mit adfærd når jeg åbenbart har været for dårlig til selv at kunne tænke rationelt. Enten fordi jeg vil begå selvmord eller fordi jeg selvskader voldsomt. Jeg har været indlagt mange gange, både frivilligt men også mod min vilje. Magtanvendelser, fastholdelser og tvangsmedicinering er også noget jeg har prøvet i mens jeg græd, og skreg imens jeg blev holdt nede af fire mænd. Måske har i allerede tænkt jeg kun kan være kugleskør og en pige med savl ud af munden der sidder i spændetrøje og glor ind i væggen. Men det er jeg altså ikke. Jeg savler ikke, og spændetrøjer bruger man slet ikke i psykiatrien længere. I hvertfald ikke i Danmark.. Jeg glor ind i væggen til tider når jeg er dybt ulykkelig og bare vil dø. Fordi jeg er indlagt på den lukkede betyder det ikke jeg er farlig.

Mange af os der er her er helt normale og fredelige (sådan da) unge der bare har det svært fordi vi er meget syge.. Men det er da ikke ensbetydende med man er farlig hvis man er syg.. Man er da heller ikke nødvendigvis farlig fordi man er meget syg af kræft, cystisk fibriose eller diabetis?! Folk på den lukkede er tit meget syge og kan reagere voldsomt men oftest er det sygdommen og ikke personen der gør det.. I må endelig ikke tro at alle psykisk syge er som dem der kommer frem i medierne. Dem der har stukket nogle ned eller har dræbt.. De har gjort det fordi de er syge og fordi de ikke har fået hjælp i tide fordi systemet mangler penge og ressourcer. Please ikke tro at vi alle er sådan... Vi er bare normale mennesker og oftest kan det ikke ses at vi kan være meget syge. Psykisk sygdom smitter ikke, det gør tabu.