Jeg er for det første en pige, og det er ikke min pigekæreste, da min kæreste for det første er en dreng. Så er det bare hurtigt på plads!

Det er mit marsvin Karina., jeg fik hende for nogle år siden, her er historien:

Jeg havde ønsket mig en hamster, og det var en uge efter min 10 års fødselsdag, og min farmor og farfar havde ik givet mig nogle gaver, skøndt de havde været til festen, så en dag tog vi ud til min farmor og farfar, og så kørte vi til Slagelse, de min far og farfar gik ind i 'City 3' mens mig og min farmor sad i bilen og ventede, lidt efter, kommer min farfar og far ud, min farfar havde en mellemstor papkasse i armene, og jeg tænkte meget over tingene som lille, og lå mærke til han bar den forsigtigt, så jeg troede det var nogle detaljer til hans togbane derhjemme. De åbnede min bildør (sad bagerst med min farmor) og satte papkassen på mit skød, jeg troede bare jeg skulle holde den, men min far sagde hurtigt jeg skulle åbne den, jeg åbnede, og der var lidt hø, og en brun, hvid, og lidt sort marsvin! Det var starten på et stærkt bånd, jeg aldrig havde følt for nogen eller noget før! jeg var så tæt på at græde af glæde. Da jeg var yngre, var jeg VILD med navnet Karina, og kaldte derfor mit marsvin det. Jeg elskede det så højt, at når vi hørte musik, satte jeg Karina ind i soveværelset, og tændte min spilledåse for hende, fordi jeg var bange for hun selv blev bange, og fik ondt i ørene, selvom min far og halvsøster sagde at hun sagtens kunne tåle det. Tiden gik, og jeg var stadig lige så glad for Karina som første gang jeg så hende. Men så rykkede jeg en klasse op, og mine lektier blev lidt sværere, og der skete lidt flere andre ting, så jeg havde generelt aldrig tid til hende. Plus, at jeg kun var hjemme hos min far, hver anden uge, så hun skulle være helt alene i mindst tre dage på én uge. Og så fik hun to drenge, så hun må åbenbart havde parret sig med et andet marsvin, inden jeg fik hende. Så drengene måtte vi jo sende væk da de blev lidt større, det var self. okay med mig. Men så besluttede min far, at vi skulle skille os af med hende, da han synes jeg ik tog ansvar. Jeg vidste det var det rigtige at gøre, så det skete Det er to år siden, og der går ik en dag hvor jeg savner hende, nu har jeg mere tid, og er fuldt ud, klar til at påtage mig ansvaret, men jeg har en hund, og jeg tror de to 'kommer op at skændes' hvis i forstår. Men jeg føler jeg har krav på hende, jeg ved hvor hun er, og at jeg kan få hende tilbage når som helst hvis jeg bare spørger den nuværende ejer.

Håber i kan hjælpe mig.