Sødeste ven,

Jeg har hørt den historie før fra mit eget liv. Jeg havde en meget nær veninde med det meste af hvad du beskriver, som jeg har stået ved siden af og prøvet at hjælpe i omkring 7 år, sådan on and off. Jeg ved hvor svært det er at stå i den situation du gør og altid have et eller andet du aldrig kan blive tilfreds med, hvis ikke det er vægten, så er det noget jeg har gjort "forkert". Er det ikke noget jeg har gjort "forkert", så er det at ingen kan lide mig. Og det kan forsætte sådan i det uendelige. Det er så svært et mønster at bryde, og at få fortalt "det passer ikke, du er fin som du er" eller "det skal du ikke tænke, sådan noget sludder" hjælper ingenting, det gør det nærmest værre! Men selvom det er svært at se, så er det rigtig 99% af gangene, du har ikke gjort noget galt og du er ikke for tyk! Og jeg ved at du også godt ved det, men det er som om at dit hoved, på samme tid, ikke giver dig ret, ikke?

Min veninde er som jeg, også autist, så jeg havde en god føling med hvad hun fokuserede på og hvordan hun tænkte, noget som neotypiske kan have meget svært ved at forstå. Men for det meste, at have en pædagog tæt på dig som i det mindste vil prøve på at forstå dig kan være en lille lettelse, selvom det på længere sigt også kan blive trættende at kun blive "næsten forstået".

Min veninde havde ét fristed på hele jorden, ude i stalden ved hendes hest. Havde hun ikke haft hendes hest, så tvivler jeg på hun havde blevet på jorden så længe som hun har. Derfor vil jeg synes at du også bør prøve at finde minimum et fristed hvor du kan være dig selv, og du kan tillade dig at være dig selv. Hvis det er at cykle på din kommende nye cykel, fedt! Ville det være på biblioteket, you go girl! Eller et helt tredje sted! Dog vil jeg sige at de 6 timer du nævner, lyder til at komme fra din spiseforstyrrelse, og jeg ville ikke være så glad for at se dig gøre det, havde jeg skulle prøve at hjælpe dig i virkeligheden. Faktisk ville jeg blive lidt ked af det, da jeg ville synes at du var ved at straffe dig selv med så meget motion. En spiseforstyrrelse er en fandens stædig ting, undskyld mit sprog, som kan blive ved med at spøge det meste af dit liv, og at få så meget overskud så du kan sige "det du siger passer ikke, jeg behøver ikke at lytte til dig, du bestemmer ikke over mig" kan nogen gange ligne en umulighed, men når du har folk du kan snakke med dine tanker om, så efter min erfaring, bliver det nemmere. Og snak med folk, det er så vigtigt at du prøver at få sagt hvad du tænker, folk er ikke tankelæsere! Og selvom du ikke bliver forstået første gang, så bliv ved med at prøve! Og skulle det ske at du ikke bliver forstået, så for din egen skyld, skriv alle de små ting ned (uanset hvor lille og "ubetydlige" de kan se ud i øjeblikket) i en dagbog eller journal, eller bare et stykke papir, det behøver ikke være noget fancy'et. Det at det fylder i dit hoved er grund nok til at der er brug for at komme styr på det, ellers ville det jo ikke fylde, vel? :) Og hvis du ikke allerede gør det, så prøv at strukture din hverdag med dagsskemaer eller måske en whiteboard tavle hvor du kan sætte billeder op af ting du skal huske, hvis du som mig tænker og husker i billeder!

Der er sikkert en masse andre små ting jeg ikke har nævnt du kunne prøve, men mit indlæg er allerede temmelig langt, så jeg vil sætte punktum her for nu :)

Al held og lykke til dig! Og husk på, at hvis en totalt fremmet dreng synes du er værd at bruge tid på ved at skrive et svar på din historie, så er du værd at have i verdenen, så nu må du ikke forsvinde vel? :)

Hej M❤️

Jeg har set nogle af dine kommentarer på indlæggene herinde, og jeg har syntes at du virker som en virkelig både klog og sympatisk person.

Det lyder meget forfærdeligt, med alle de ting du har gået igennem, men jeg tror på at det kan blive bedre så længe du selv tror på det❤️. Jeg har en veninde som har været igennem både angst, selvskade, OCD, og depression. I 2 år led hun så voldsomt af det at hun ikke kunne komme i skole.

På et tidspunkt blev hun “indlagt” på en psykiatrisk afdeling. Efter hun havde været der i ca. 2 måneder havde hun fået det så meget bedre at hun kunne komme i skole igen ( og i øvrigt havde hun også fået en masse nye venner). Måske et kort hospitalsbesøg ville hjælpe for dig også?? Og bare rolig- du bliver altså ikke indlagt ligesom på film eller noget- det hele er meget stille og roligt, næsten ligesom en efterskole hvor du ofte har psykologsamtaler og opsyn.

Jeg synes at jeg kan læse ud fra dit indlæg at du ikke rigtig føler at du har kontrol over noget som helst i dit liv, og derfor virker anorexien som en god måde at få kontrol på (og det er selvfølgelig en rigtig rigtig dårlig måde at få kontrol på)

Ingen mennesket har kontrol over deres liv overhovedet. Hele livet er uforudsigeligt, så det eneste man selv kan gøre er at gøre de ting som gør en glad.

Noget der kan hjælpe rigtig meget er også at snakke med sine forældre om det (det hjælper i hvert fald virkelig meget når jeg selv går rundt og døjer med noget)

Du lyder ret ensom, så måske det ville være en god idé at starte til noget der hedder Ventilen. Jeg ved ikke helt hvad det er, men jeg tror at det skulle være rigtig godt.

Og husk når du er ude med andre mennesker: Hvad er det værste der kan ske???

Og når du har angst så husk på at det er vigtigere at være glad på den måde som du var en gang i stedet for at bruge en masse energi på at være ked af og bange for noget som højst sandsynligt  ikke “findes” eller som du ikke gider bruge energi på...