Kære Sille.
Jeg sidder og bliver virkelig helt ked af det på dine vegne!
Jeg kan nikke genkende til din historie, følelsen af man bare vil væk, væk fra den by hvor alle kender én... - man vil bare gerne starte på en frisk uden at blive dømt, målt og vejet af sine omgivelser.
Jeg er kommet i kløerne på et par...Ikke at det er skidt - det kræver bare så pokkers meget af éns følelsesregister at forstå, bearbejde og acceptere at man er til det alternative... De har verdens dejligeste lille datter og de behandler mig som en af deres egne. Jeg var jomfru da jeg stiftede bekendtskab med dem, og nu er jeg så kommet i "lære" hos dem.  Jeg kommer og går hos dem som det passe mig, deres dør er altid åben, men omvendt ved jeg udemærket godt hvad prisen er, når jeg træder ind.
Men jeg bebrejder dem ikke - jeg har selv sagt ja, jeg vidste hvad jeg gik ind til, og jeg kan til hver en tid sige fra , men sært nok nyder jeg det på en eller anden finurlig måde?
Jeg er trygheds"narkoman"... Jeg er villig til at gøre ALT for at få en krammer, blive aet, holdt om, oplevelsen af nogen rent faktisk værdsætter mig. Men mest af alt, føle et familieliv. Jeg er vokset op i et alkoholiseret/voldigt hjem, og har manglet familie trygheden. I starten fungerede det ganske godt. Sex = nogen interessere sig for mig = selvtillid = her er noget jeg er god til = et gladere jeg.
Men fornuften indhenter mig og nu står jeg i en situation, hvor jeg ikke aner, hvorvidt om jeg burde stoppe eller forsætte mit bekendtskab.
Stoppe fordi, angsten for om det skader mere end det gavner, fordi mine omgivelser fortæller mig det er forkert. Men omvendt har jeg ikke lyst til at følge normen, men hvis jeg dog bare kunne slippe for alle de mærkelige følelser!!
Forsætte fordi, de passer på mig, giver mig tryghed, sørger for min far ikke slår mig, sørger for jeg ikke ødelægger mig selv med min spiseforstyrrelse eller cutting.
Sex er dejlig, hvis det er med én man elsker. Det overrasker stadig mig, hvor ked af det man kan blive, når man erkender man har sex for at dække et andet behov, som burde være dækket på anden vis. Det får mig til at reagere på gamle fortrængte følelser, vreden og savnet til mine forældre har aldrig været størrere.
Nok er jeg blevet mere seksuelt erfaren end mine jævnaldrende, men jeg har ingen respekt for min krop længere. Jeg er nået dertil hvor jeg er begyndt at øve strip, så jeg har en plan B levevej, hvis min uddannelse kikser.
Det væreste er, jeg ikke har spor lyst til at stoppe kontakten med dem. De er den eneste årsag til, jeg ikke har taget livet af mig selv endnu.
Lige nu er det min livestil. Men jeg forbeholder mig ret til at skifte, såfremt det viser sig, at skulle have negativ indflydelse.
Men det er lettere sagt end gjort.

Hvorfor må man ikke lave en debat, til andre kan skrive deres menning, hvis man må spørge, Hvis man har brug for det.
 

Sille.