hej cyberhus

kort fortalt gik jeg på efterskole i 2017/2018 og havde det bedste år i mit liv og jeg savner det virkelig meget. efter efterskolen startede jeg på htx, selvom jeg egentlig ikke havde lyst. Men jeg gav det en chance, men droppede ud efter 3 mdr og startede på en eux.. jeg gik på eux'en i ca 2 mdr men kunne ikke holde det til og skiftede over til eud (den samme uddannelse bare som eud) 

jeg overvejede mange gange at droppe ud fordi jeg flere problemer bla depression, stress osv.... men jeg blev og lige nu er jeg i praktik. praktikken er meget hårdere end jeg havde forventet... jeg var godt klar over at det ville blive hårdt, da det er fysisk arbejde jeg laver hver dag og jeg ikke er specielt stor eller stærk.. men det er blevet bedre nu.

jeg har tænkt meget over at stoppe og droppe ud af det hele og finde på noget andet. Men jeg ved ikke hvad det skulle være... jeg har ikke lyst til at starte på en 4 uddannelse uden at have færdiggjort en anden uddannelse først. men jeg har heller ikke lyst til at blive på den her uddannelse. 

det er også hårdt psykisk at være herude. min chef finder ofte fejl ved det jeg laver. enten er det forkert ellers er det bare ikke godt nok. og jeg tar det alt for nemt til mig hvis jeg får negativ kritik. det er også for det meste mig der får skylden hvis vi (der er mig og en anden elev herude) har lavet en fejl eller glemt noget. nogen gange føler jeg, at alt det jeg gør bare er forkert eller for dårligt. det har fyldt så meget flere gange at jeg har skåret i mig selv. 

jeg er ofte ked af det om aftenen og græder også tit. nogle gange fx når jeg skal derhen om eftermiddagen (jeg arbjeder om morgenen/formiddagen, har fri et par timer og så møder igen om eftermiddagen - hver dag) har jeg virkelig lyst til bare at begynde at græde. fordi jeg ikke har lyst til at komme igen. men det blir som regel okay når jeg kommer derhen. den anden elev der er her kan jeg pisse godt li og vi er virkelig gode venner. eleven forstår mig 100% og har det på samme måde. jeg er virkelig glad for at arbejde sammen med hende og det er nok ogs en af grundene til at jeg ikke er stoppet endnu. 

jeg har forsøgt at snakke med mine forældre og studievejlederen på skolen om det og gået til lægen for at se om jeg havde stress, men ingen af dem lyttede og de sagde bare at jeg skulle give det en chance (nu har jeg været i praktik siden juli). den eneste der faktisk forstår mig er eleven.. 

jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. alt er bare håbløst. 

hilsen julie