Hej (: skrev en lille historie igår, da jeg skulle til at sove.. Ved ikke hvem jeg skal skrive den til, men vil gerne dele den med nogen, så skriver den til jer her inde, som en slags "tak" for alle de gode svar i giver;

  Hun gabte og så ud af vinduet. Fine små snefnug dalede elegant ned fra himlen. Det sneede! Hun jublede indvendigt, og et stort smil fyldte hendes ansigt. Hun hørte hendes fader rumstere uden for hendes dør, og hun skyndte sig ned under hendes dyne, mens hun lod som om hun stadig sov. 
  Om eftermiddagen stod pigen igen ved vinduet. Hun beundrede de børn, der legede i sneen. Hun havde ikke selv været ude. Sneen var så smuk, at hun ikke turde røre den. Den glimtede i solen, og pigens mørke-brune øjne glimtede tilbage. Hendes hjerte blev fyldt med håb. Hendes fader tog hende i at dagdrømme ved vinduet, og gav hende en lussing. En gylden tåre løb ned af hendes kind. Ugerne gik, og sneen blev liggende. Kaotiske ulykker, og sammenstyrtede tage fik alle til at ønske vinteren snart var forbi, men den lille pige sad atter ved vinduet, og drømte sig ud i den smukke sne. Hendes fader ville ikke tillade det. Børnene udenfor hendes vindue kastede med sne, og løb rundt under den åbne himmel. Pigen drømte og håbede, at det en dag ville være hende. 
   Få dage efter begyndte sneen at smelte. Hendes hjerte blev knust. Hverken sneen eller hendes øjne glimtede længere. Endnu engang ramte hendes faders hånd hende, men denne gang ville hun ikke græde. Hun havde ikke længere noget at miste. Sneen, håbet og drømmene var væk. Det samme var hun....