Her er et digt jeg skrev i formiddags, da jeg ikke havde det så godt. 
Skriv gerne en kommentar:

Regnen falder pludselig på min rude
Hvor blev lyset af?
Forsvinder mørket nogensinde igen?
Så mange uopklarede spørgsmål

Jeg føler mig så fortabt, så alene lige nu
Lægger nogen mærke til mig?
Hvorfor gør ingen noget?
Et tordenbrag forskrækker, og vækker mig

Inderst inde er man jo aldrig helt alene
Eller er man?
Kan man nogensinde bevise det?
Jeg er forvirret

Jeg overvejer at give fuldkommen op
Ville det være dumt?
Eller ville det være det rigtige at gøre lige nu?
Det overvejer jeg lige en ekstra gang

Pludselig går det op for mig, som et lyn fra en urolig himmel
Man har venner i nødens stund, ikke sandt?
Hænger det ikke sådan sammen?
Jo, nu er jeg sikker

Tommelfingrene på mine hænder, trykker dit nummer
Hvorfor tager du den ikke?
Har jeg alligevel trykket forkert i mit indre mørke?
Nej, heldigvis ikke

Bare det at jeg hører din stemme, får jeg det bedre
Er det magi?
Er det trolddomskundskab?
Svaret er ingen af delene. Det rigtige svar er venskab og troskab!