Verden trods livet i sig selv er en skuffelse.

brevkassespørgsmål

Verden trods livet i sig selv er en skuffelse.

brevkassespørgsmål af
.
17 år
Oprettet 1 måned 2 dage siden

Hej, jeg er nu en pige på 17 år der gennem en del år efterhånden. Ikke har lysten til livet, misforstå mig ikke jeg vil ikke sige jeg er selvmordstruet. Men hvis der var en sluk knap havde jeg trykket på den. Jeg har siden 4 klasse været til samtaler fordi jeg ser sort/Hvidt på ting og mangler en grund. Jeg har været på på psykiatrien meget da jeg var yngre med min mor, men uden held for nogen bedring, jeg nåede til konklusion der ik var grund til at besvære nogen med det, nej. Jeg snakker ik Med venner eller lign om det. Ikke nok i det men jeg har svært ved at Gi slip og sku vælge.. jeg ka ikke engang tag stilling til om jeg er færdig med min drikkelse eller ej hvis der bliver bedt om at tage den væk. De her små ting kan jeg ik få til at hænge sammen. Og jeg har så ondt af mine forældre at de skal se deres datter have set Sån uden venner og sidde låst inde på sit værelse dag efter dag år efter år, æeligt er jeg en bYess som de ender med at blive skuffet af, er allerede droppet ud af uddanelse efter en uge derpå. Jeg vil ikke mere, jeg har så urelatisk veedens syn efter at have set anime sidste mange år. 

Svar: 

Kære du

Tak for dit meget ærlige brev! Jeg vil gerne starte med lige at sende dig en varm tanke, for jeg får helt ondt i maven, når jeg læser det, for jeg så tydeligt kan mærke, at du er frustreret, og at der er mange tanker, som fylder i dit hoved. Det er ikke rart at føle, at man ikke har lysten til det, som livet har at byde på, og jeg tænker slet ikke, at det bliver lettere af, at du går med det hele selv, fordi du ikke vil være til besvær. For mig virker du generelt til at være en meget omsorgsfuld og betænksom person, idet du både skriver, at du ikke vil være til besvær, men også, at du har tænkt over, hvordan dine forældre har det, og at du føler, at du skuffer dem. Jeg synes, at det er enormt stort af dig, at du har energien til at tænke på andre, når du selv har det så svært.

Du stiller ikke et direkte spørgsmål i dit brev, men jeg går ud fra, at det er okay alligevel at give dig nogle råd, som forhåbentlig kan hjælpe dig videre fra din nuværende situation. Mit bedste råd til dig er at åbne op overfor nogen, omkring den måde du har det på. Jeg ved godt, at du nok tænker, at det har du prøvet før, og det hjalp dig ikke, for det er desværre din erfaring fra tidligere. Men jeg tænker, at det lyder som om, at det alligevel er nogle år siden nu, og der er så mange ting, som spiller ind i forhold til om terapi hjælper. Mange af de ting vil forhåbentlig være anderledes nu, og derfor håber og tror jeg også, at det måske vil være en anderledes og bedre oplevelse nu? Du er 17 år gammel, og jeg tænker, at du er en del erfaringer rigere, og nok også bedre i stand til at sætte ord på dine tanker og følelser, end du var dengang. Samtidig er der også bare enormt stor forskel på, hvem det er, man snakker med. Nogle klikker man med, og så fungerer det bare rigtig godt, og med andre der passer man bare ikke sammen. Så selvom du måske har mødt en psykolog før, da du var i psykiatrien, så kan det sagtens være en helt anden oplevelse, hvis du snakkede med en anden psykolog. 

Samtidig tænker jeg også, at du måske nu har en alder, hvor du også ville kunne fortælle en psykolog eller psykiater, hvad du har brug for, og hvad der giver mening for dig i terapien. Det kan virkelig også gøre en stor forskel, for selvom de er professionelle, så har de typisk ikke kun én måde at arbejde på, og de kan nemmere tilrettelægge terapien, hvis de får at vide, hvis der er noget, som er særligt hjælpsomt eller noget, som bare slet ikke var rart eller gav mening. Og det er kun dig, der kan mærke de her ting, så derfor skal man ikke tøve med at fortælle sin behandler, hvad man oplever. 

Jeg forstår virkelig godt, hvis det kan føles som et helt uoverkommeligt skridt at tage, når du nu så længe har været vant til at holde disse tanker for dig selv. Derfor tænker jeg også, at det måske kunne være rart at varme lidt forsigtigt op. Det kan f.eks. være, at der er en god ven eller veninde, eller et familiemedlem, som du føler dig tryg ved, som du kunne have mod på at åbne lidt overfor? Selvom at det kan føles som om, at man er til besvær, så tror jeg tit, at ens kære bliver enormt rørte over, at man tør være sårbar overfor dem, og jeg er sikker på, at der ikke er noget, de hellere vil end at hjælpe dig, for de holder af dig og vil dig det bedste.

Det kan også være, at du slet ikke har lyst til at starte ud med at snakke med nogen, der kender dig, og i så fald så er du meget velkommen til at kigge forbi vores 1-1 chat, hvor du kan få en snak med en af vores søde rådgivere, hvor der også bare er plads til at få læsset af, hvis man er helt fyldt op med frustrationer og eller negative følelser. 

Jeg håber, at du har mod på at række hånden ud efter mere hjælp, for du fortjener ikke at gå og have det så svært. Og selvom de fleste af os nogle gange ville ønske, at verden mindede mere om det, vi læser eller ser i f.eks. musik, kærlighedsfilm eller anime, så har verden stadig rigtig meget dejligt at byde på, men nogle gange skal vi have hjælp til at se det. Det er du ikke den første eller sidste, som har haft eller får brug for, så det er ikke noget, du skal skamme dig over eller føle, gør dig til besvær for andre. 

Jeg sender varme tanker din vej, og ønsker dig alt det bedste. 

Mange knus

Dagmar

 

Dagmars billede
Dagmar fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program