Hej brevkasse Nu har jeg efter tids overvejelse valgt at skrive, da mit hoved nogen gange føles så fuld at tanker, at jeg næsten ikke kan rumme det. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte så nu prøver jeg bare :) Jeg har en generel følelse af, at jeg er total ligegyldig for alle mennesker og at jeg kun lige kan bruges en gang i mellem og føler jeg altid er anden prioritet. Jeg føler aldrig jeg passer ind nogen steder. Dette får mig oftes til at føle en enorm ensomhed, der gør mig virkelig ked af det. Når jeg er i skole eller generelt sociale sammenhænge bruger jeg alt min energi på at overanalysere ALT, som f.eks. hvordan folk kigger på mig og hvad folk sige, eller ikke siger, men mest af alt kan jeg bruge flere dage på at overtænke om jeg mon nu har sagt eller gjort noget forkert så folk ikke vil kunne lidt mig. Jeg synes virkelig det pinligt at indrømme i min alder, men har enormt lavt selvværd og synes virkelig ikke der er noget fantastisk ved mig, hvilket også resulterer i at jeg aldrig hviler i mig selv og beundre derfor andres væremåde og ønsker jeg var lidt mere som "de andre." Tanken, der fylder mest pt. er tanken omkring min personlighed, da jeg frygter jeg er underlig og socialt akavet, da jeg udover min klasse, hvor jeg føler mig ensom kun har 2 venner ;( Jeg føler egentligt ikke et indre behov for at have flere venner, men nærmere et ydre pres og at det er lidt pinligt. Jeg kan dog ikke stoppe med at tænke på, hvorfor jeg er sådan en uduelig person at jeg ikke er mere vellidt. Jeg er generelt også virkelig dårlig til at sige nej og at stå fast på mine egne holdninger, da jeg er bange for folk derved ikke vil kunne lide mig. Det med drenge kan jeg særdeles ikke, da jeg hvergang jeg er i byen får det helt dårligt og overtænker alting endnu mere og føler derfor jeg er super klam og en folk kun snakker til, hvis der ikke lige er andre i nærheden. Jeg har snakket med min mor om meget af ovenstående, men det hjælper mig ikke rigtigt, da hun er min mor og derfor "skal" sige positive ting om mig... Nogengange har jeg bare lyst til at fortælle folk, hvordan jeg virkelig har det, fordi folk i f.eks. klassen har ingen ide, da jeg altid smiler og griner ... tør dog ikke sige noget da jeg ikke føler folk i forvejen kan lide mig særlig meget, måske det mest bare er en følelse, men har virkelig lagt mærke til mange småting, som bare viser jeg ALDRIG er nogen første prioritet, hvis overhovedet en prioritet ;( Har det lidt som om jeg er bange for at være for meget sammen med folk, der så endelig viser (venne) interesse for mig, fordi jeg er bange for de "opdager" hvor dum og mærkelig jeg i virkeligheden er. Hlt okay hvis det her ingen mening giver, havde bare brug for at skrive min hjerne ned på papir :)