For ung til dating sider?

brevkassespørgsmål

For ung til dating sider?

brevkassespørgsmål af
Emil
17 år
Oprettet 1 måned 3 uger siden

Hej, jeg er desperat efter at finde en kæreste fordi jeg er helt alene, men er jeg for ung som 17 årig til at bruge dating sider på nettet? Jeg har kigget på https://www.tjekdatingsider.dk/ men alle siderne siger man skal være 18 år eller ældre... hvad kan jeg gøre?

Svar: 

Hej Emil. 

Du har ret i, at aldersgrænsen på langt de fleste datingsider er 18 år. Det vil nok stadig være muligt at oprette en profil selvom du ikke er fyldt 18 år endnu, men så skal du lyve om din alder, og det vil være et problem, særligt hvis du møder nogen, og du allerede der skal forklare, at du ikke er så gammel, som du  har skrevet. Det er ikke en super god start på et møde med en, man kunne være interesseret i. Så jeg vil nok råde dig til at vente med at oprette en profil et sted, indtil du er fyldt 18 år. 

Heldigvis er der andre måder at møde nogen på end gennem datingsider. Det kan fx være gennem ens venner. Hvis du har nogle gode venner, kan du måske prøve at snakke med dem om, at du gerne vil møde en, og om de kender nogle, der kunne være interessant for dig? En god måde kan fx være, hvis man mødes flere sammen til fx en aktivitet eller noget hygge sammen, så der ikke er pres på at man skal tale sammen med bestemt. 

Det kan også være, at du har nogle særlige interesser, som kan være en vej til at møde en. Det kan fx være gennem fysiske aktiviteter som et sportsstævne, eller gennem en online gruppe for lige den interesse. Hvis du ikke går til noget eller har nogle særlige interesser, så prøv alligevel og tænk om der er noget bestemt, som du godt kan lide. Det kan være alt fra bestemte computerspil til film til en bestemt sportsklub. Ofte er der "fangrupper" på Facebook fx, hvor man kan skrive sammen om lige den interesse. Måske der kunne være en lige der, som kunne været noget for dig. 

Hvis du går på noget uddannelse eller har et arbejde, kan det også være, at du kan møde en kommende kæreste derigennem. Måske er der nogen, som du ikke har været opmærksom på, men som faktisk kunne være meget interessant? Her vil det måske kræve, at du tager mod til dig og starter en samtale med en, du ikke har talt med før. Og det kan være meget grænseoverskridende, men man kan vinde rigtig meget på det.

Så alt i alt ligger der lidt mere arbejde i at finde en kæreste på de her måder end på datingsites, men der er også mange fordele ved at møde personerne fysisk end online. Man kan se hinanden an på en anden måde, da man kan tale sammen, se hinandens kropssprog, og se om der er en kemi, og samtidig kan der være mindre pres på end hvis man mødes første gang til en date. 

Jeg ønsker dig held og lykke i jagten på at finde en kæreste. Jeg håber, det lykkedes for dig :-) 

Mange hilsner Pernille 

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program