Uønskede tanker om ting

brevkassespørgsmål

Uønskede tanker om ting

brevkassespørgsmål af
Karla
18 år
Oprettet 6 måneder 2 uger siden

Hej, jeg er en pige på 18 år og jeg er for nylig begyndt at have nogle mærkelige og ubehagelige tanker om ting. Jeg har allerede skrevet ind til jer, men jeg følte ikke jeg fik skrevet det hele ned, så derfor skriver jeg igen. Håber i vil besvare dette også..

Den første ting der går mig på er, hvordan mine familiemedlemmer ofte kommenterer på min krop. Jeg har i lang tid gerne ville tage på, træne min numse, mave og ben osv., og det er jeg så begyndt på. Jeg kan mærke at jeg sagtens kan se forskel men af en eller anden grund får jeg en ubehagelig fornemmelse i min krop. Jeg føler på en eller anden måde at jeg bliver set på, mere seksuelt. Jeg synes det er super svært at forklare, fordi jeg har aldrig været udsat for noget form for overgreb i min familie og det kommer heller aldrig til at ske. Af en eller anden grund er jeg bare begyndt at ligge rigtig meget mærke til, hvordan min familie kigger på mig. Hvis jeg f.eks. har en kort trøje på, synes jeg at nogle gange at min far kigger på min mave eller sådan noget. Selv bare at skrive det ned lyder helt forkert, fordi jeg ved at min far aldrig kunne finde på at gøre noget på den måde ved mig, hvis i forstår. Ofte er der også nogle af mine bedsteforældre der kommenterer på hvor tynd jeg er, eller hvor slank eller smuk jeg er, og jeg synes faktisk at det er ret ubehageligt. Jeg har ikke lyst til at skille mig ud på den måde og jeg føler lidt at jeg får noget uønsket opmærksomhed. Jeg synes det er irriterende at jeg ikke kan "dresse up" eller tage makeup eller noget lidt flot tøj på, hvis jeg skal i byen, uden at jeg bliver kommenteret på. Jeg synes generelt det er ubehehageligt også at blive stirret på af fremmede mennesker eller at jeg får opmærksomhed når jeg tager ud. Kan godt se at det kan lyde super irriterende og som om jeg bare synes jeg selv er den smukkeste, men det er overhovedet ikke sådan ment. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal vende mig af med de her tanker, og bare være ligeglad? Jeg føler f.eks ikke at jeg bare kan gå ned i køkkenet og tage noget mad i BH eller en kort top uden at blive kigget på. Jeg ved jo godt at der er ingen i min familie der kigger på mig på en "ulækker" eller "forkert" måde, men af en eller anden grund har jeg fået overbevist mig selv om at det er sådan det er. Hvordan kan jeg vende mig af med de her tanker? Hvis mine forældre f.eks nusser mig eller vil give mig et kram kan jeg få det helt dårligt pga. de tanker jeg har og føle at de er mega omklamrende, og det er jeg rigtig ked af, fordi jeg jo gerne vil have et tæt forhold med min familie.

Nogle andre tanker jeg har er, at jeg er virkelig træt af mit liv. Jeg har været igennem nogle forskellige ting som har gjort det svært at se positivt på tingene lige pt. Jeg er lige kommet ud af et slags forhold som jeg var enormt glad for, og det har gjort mig rigtig ked af det, at det sluttede. Jeg har det lidt svært for tiden på mit gymnasie også ift. venner, og jeg har overvejet at skifte gymnasium. Disse ting fylder rigtig meget, men de er på ingen måde noget der ville få mig til at begå selvmord. Jeg har dog haft tanker om at mit liv slutter. Ikke at jeg vil have det til at slutte, men hvad der ville ske hvis det sluttede osv. Jeg bliver rigtig skræmt af de her tanker, fordi i virkeligheden er de ikke repræsentative for, hvordan jeg har det. Jeg tror mere det er tanken om at have de tanker, der får mig til at gå i panik. Altså, jeg føler at mine tanker handler om min frygt for at have det skidt, eller at frygten for at begå selvmord. Dog føles det nogen gange som om at jeg ikke kan finde rundt i, om det bare er nogle dumme tanker, eller om det er sådan jeg rent faktisk har det. F.eks hvis jeg hygger mig alene eller med nogen andre, kan de her tanker lige pludselig godt dukke op, og de gør mig enormt utilpas. Jeg føler ikke at jeg lader mig selv hygge mig, af frygten for at de her tanker skal komme. 

Det er lidt det samme med det jeg skrev ovenfor, at jeg tror ikke at det er en reel ting at jeg bliver kigget på på en "forkert" måde, men det er frygten for at det på et tidspunkt skulle blive en realitet. Nogle gange synes jeg mine forældre kommenterer for meget på hvad jeg gør, eller har på, og det har jeg også fortalt dem at jeg synes de skal lade være med - og det er de også blevet bedre til. Jeg tror dog at det har startet en eller anden ond cirkel inde i mig der vil have at det skal udvikle sig til et eller andet ubehageligt. Jeg tror også ift. selvmordstanker at dét at jeg har haft det lidt svært, har startet nogle ubehagelige tanker som jeg ikke kan styre. Jeg VED dog at der aldrig kommer til at ske sådan noget, og derfor bliver jeg enormt forvirret af at jeg har sådanne tanker. Jeg føler mig slet ikke som mig selv, og jeg føler ikke at jeg kan styre hvad jeg tænker. Det er begyndt at fylde rigtig meget i min hverdag, og jeg er bange for, at de her tanker i fremtiden vil blive repræsentativt for hvordan jeg har det. Fordi jeg har på ingen måde lyst til at have det sådan, og jeg har på ingen måde lyst til at dø. Hvad skal jeg gøre for at komme af med de her tanker og være mig selv igen? Jeg føler mig nærmest besat, på en eller anden måde, eller at jeg har en mørk side som vil have mig til at få det skidt..

Jeg håber i kan hjælpe

Hilsen K

Svar: 

Kære Karla

Tak for dit brev, og fordi du skriver til os igen. I min besvarelse til dig i dit sidste brev, opfordrede jeg dig til at skrive igen, hvis du havde mere på hjertet og det er jeg glad for, at du har gjort. Jeg vil endnu engang rose dig for at have modet til at få hjælp til at tackle og rumme din situation. Det så sejt af dig! Det er ikke nemt at have så mange tanker om ting, som man nogle gange ikke kan genkende sig selv i. For mange kan det virke ubehageligt, fordi man kan komme til at tro, at der er noget galt med én. Jeg kan fortælle dig, at det er helt normalt at have de tanker, som du har, og at der er rigtig mange, som går igennem samme proces. I mit sidste svar til dig, svarede jeg på emnerne omkring breakup'et, venindeforhold, tanker om selvmord og tanker om ensomhed. Derfor tillader jeg mig i dette svar hovedsageligt at lægge fokus på det, som du skriver omkring din krop og familiens blikke på dig. Jeg vil komme til at berøre de andre emner igen, men jeg håber, at det er okay, at jeg lægger fokus på dét, som du endnu ikke har fået svar på. Hvis du endnu ikke har læst det, kan du finde mit svar på dit brev her: https://cyberhus.dk/brevkasse/ubehagelige-tanker-0.

KROP OG BLIKKE

Det må være en ubehagelig følelse, at du føler, at du bliver kigget så meget på efter, at du er begyndt at træne din mave og ben og tabe dig. Ud fra din besked forstår jeg, at du er gået igang med træning for din egen skyld og ikke for at få opmærksomhed. Er det rigtig forstået? Jeg opfatter det sådan, fordi du beskriver, at du er begyndt at få uønsket opmærksomhed. Det er mange kvinder, der oplever det samme, som du gør. Ikke nødvendigvis fra familien, men fra omgangskredsen, eller når de går på gaden. Der er mange kvinder, der føler, at deres kroppe bliver et form for objekt. Mon det er sådan, du har det? Mange har fortalt mig, at de kan føle, at deres kroppe bliver objektiviseret på en måde, som de ikke selv har efterspurgt. F.eks. når de er nede og træne og ikke føler, at de kan have tætsiddende tights på uden at det stjæler fokus - nemlig, at de er der for at træne. Der er også nogle af dem, der har fortalt mig, at hvis de oplever denne form for "objektivisering" blandt venner eller familie, så spørger de på en pæn måde, hvorfor folk kigger eller stirrer på dem. Måske det også er en mulighed for dig? Mon du med nysgerrighed kan spørge, hvorfor din far f.eks. kigger på din mave, hvis du har en kort/cropped top eller går rundt med BH på? Jeg kan sagtens forstå, hvad du mener, når du skriver, at "jeg ved at min far aldrig kunne finde på at gøre noget på den måde ved mig." Jeg kunne forestille mig, at dine forældre - og resten af familien - mener det på en god måde, og at de lægger mærke til de forandringer, der er sket med din krop efter, du er begyndt at træne. Jeg tænker dog, at det måske kan hjælpe dig og dine tanker, hvis du ved, hvorfor dine forældre kigger på dig, som de gør. Hvad tænker du om det? Mon du er tryg ved at spørge dem ind til det?

Måske har du tidligere snakket med din familie om, at du gerne ville tage på, træne ben, numse og mave og måske forsøger dine familiemedlemmer at anerkende dit hårde arbejde? Tror du, at det kunne være en mulighed, at det er sådan, at de tænker, når de kigger på dig? Måske er det også det, som dine bedsteforældre mener, når de udtrykker, hvor tynd de synes, at du er, eller hvor slank eller smuk, de synes, du er? Når det er sagt, så kan jeg sagtens sætte mig ind i, at det kan virke ubehageligt, hvis du får følelsen af, at din krop bliver objektiviseret negativt ved sådan nogle kommentarer. Jeg fristes til at spørge, om du mon ved, hvorfor du får en følelse af ubehag, når du får sådan nogle kommentarer? Du beskriver i slutningen af dit brev, at der er nogle ting, der gør, at du har svært ved at se positivt på noget, men måske har du reflekteret over, hvorfor du ikke modtager det som et kompliment, at dine bedsteforældre synes, at du er smuk? Det kan være, at du ikke synes, at det er berettiget? Eller måske hænger det sammen med, at der er sket en ændring i, hvordan de så dig før, du begyndte at træne til hvordan de ser dig nu? 

Du spørger ind til, hvordan du kan ændre de tanker, som du har omkring dine forældres/families bagvedliggende intentionen, når de kigger på din krop. Du pointerer også selv, at du "ved jo godt at der er ingen i min familie der kigger på mig på en "ulækker" eller "forkert" måde", men det på trods, har du "fået overbevist mig selv om, at det er sådan det er." Jeg forestiller mig forskellige måder, hvorpå du kan forsøge at ændre dine tanker:

1) Snakke med dine forældre:

Ofte mener folk det på en god måde, når de fortæller, at man er smuk eller kigger på én, men det kan modtages forskelligt alt efter, hvordan modtageren har det. Jeg kan godt forstå, at du gerne vil kunne gå rundt i hvilket som helst tøj uden at det kommer i fokus. Jeg kommer til at tænke på, om du har mulighed for at snakke med dine forældre om, hvordan du har det? Mon du er tryg ved at snakke med dem om dine tanker, og det at du synes, det er ubehageligt, hvordan de kigger på dig? På den måde har I mulighed for at tage dialogen, og måske har dine forældre også nogle råd eller andet at give videre ift. de tanker og følelser, du har omkring din krop? Det kan være, at det bringer jer tættere, og at dine forældre på den måde får indblik i, hvordan du har det. Ofte er det sådan, at folk ikke kan hjælpe eller ændre en adfærd, som man opfatter negativt, hvis de ikke ved, hvordan man har det. Med andre ord kan dine forældre ikke rigtig hjælpe, hvis de ikke ved, at deres blikke går dig på. Giver det mening? Jeg forestiller mig, at det kan være en svær snak at tage op og derfor kunne det måske være en idé at fortælle dem det på anden vis end at snakke med dem? F.eks. skrive det ned eller sende en sms? Hvad tænker du om det? Jeg har svært ved at forestille mig, at dine forældres - især din fars - blikke bevidst er for at såre dig eller gøre dig utilpas. Derfor kunne det være idé at snakke med dem, så du også får indblik i, hvad de tænker. På den måde kan det måske også give dig en smule ro?

2) Udfordre dine tanker:

Jeg kommer til at tænke på, om det måske vil hjælpe dig at udfordre dine tanker. Du skriver netop, at du er sikker på, at dine forældre ikke har "ulækre" eller "forkerte" tanker eller intentioner med den måde, som de kigger på dig. I det læser jeg også, at du ikke "tror på" dine tanker, men at du bare ikke helt ved, hvordan du kan ændre det. Jeg tænker, at du kan forsøge at lave små øvelser, som være med til at ændre de tanker, som du har. Udfordringen er nemlig at udfordre sine tanker, og det ér nemmere sagt end gjort. Den måde, vi tænker om os selv kan gøre rigtig meget ift. selvtillid, selvværd, hvordan vi oplever, at andre ser os, og hvordan vi modtager ros og komplimenter. Ét eksempel kunne være at tænke om/omfavne familiens blikke som en form for anerkendelse af, at du har gjort fremskridt med træningen. Et andet eksempel kunne være, at når f.eks.dine bedsteforældre siger, at du er smuk og slank, kunne du øve dig i at tænke: "JA! Det er jeg" og takke for ordene. På den måde giver fortæller du dig selv, at dine bedsteforældres ord er berettiget, og du kommer derfor måske ikke til at føle det ligeså ubehageligt, som du gør nu. Hvad tænker du om det? Mon det overhovedet giver mening det, jeg skriver? 

Du skriver, at du "godt [kan] se, at det kan lyde super irriterende, og som om jeg bare synes, jeg selv er den smukkeste, men det er overhovedet ikke sådan ment." Her vil jeg lige understrege, at der ikke er noget i vejen med, hvis du selv synes, at du er smuk. Det er okay at tænke, synes godt om og rose sig selv, og det behøver du ikke at undskylde for. Du nævner, at du har været igennem nogle ting, som før, at du har svært ved at se det positive i ting pt. Det er helt forståeligt. Når du har været igennem et break up og har udfordringer i relationen til vennerne, er det meget naturligt, at der kan komme en følelse af, at intet går godt, og måske tvivler du mere på dig selv end normalt på nogle områder. Men det er vigtigt for mig at fortælle dig, at det er okay at tænke godt om dig selv.

TANKER:

Der er ikke noget at sige til, at venindeforhold og et afsluttet forhold fylder meget hos i dine tanker. Har du prøvet at snakke med nogen om det? Måske dine forældre eller en anden person, som du stoler på? Jeg tænker også, at du kan snakke med lægen om det samt tanker om selvmord. Jeg kan godt forstå, at du føler dig skræmt over at tænke på sådan nogle ting. Jeg kan fortælle dig, at der er mange mennesker, som har de tanker på et eller andet tidspunkt i deres liv. Især når man ikke har det godt og føler, at selvmord er den sidste udvej. Du skriver, at tankerne ikke er repræsentative for, hvordan du i virkeligheden har det, og at du ikke vil begå selvmord. På den anden side kan man sige, at de er et tegn på, at du har brug for hjælp og støtte. Jeg vil derfor råde dig til at snakke med nogen om det. Også om det du forklarer med, at du tror, at tankerne handler mere om frygten for at begå selvmord eller dine følelser af, at folks "forkerte" blikke på dig skal blive til en realitet. Jeg synes, at du har nogle meget, meget gode refleksioner omkring det, som du går igennem. Jeg synes også, at du lyder til at være så reflekterende, at du kan se tingene fra forskellige sider og derved udfordre dig selv lidt på dem. Jeg tror, at det vil gavne dig at snakke med f.eks. lægen omkring, hvordan du har det. Tror du, at du har mulighed for det? Jeg nævner lægen, fordi han eller hun kan hjælpe med at henvise dig videre til dem, som lægen mener, kan hjælpe dig. Hvad tænker du om det? Måske du kan få en henvisning til en psykolog, som kan hjælpe og støtte dig med det, at du af og til får tankespind, og du ikke kan styre dine tanker. 

Jeg håber, at du har fået noget med fra dette svar, og at det sammen med mit tidligere svar, har givet dig nogle redskaber til at få det bedre og få styr på dine tanker.

De bedste hilsner, 
Malou

 

Batesis billede
Malou fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program