Kære Katrine

Tak for dit brev herind til os. Det er nogle meget vigtige ting, som du skriver herind om, for jeg ved, at der er flere derude, som har det ligesom dig. Der er mange i ungdomsuddannelserne, som også føler et præsentationsræs og -pres og som også ofte føler sig ensomme. Det er ikke rart at have det på den måde og derfor synes jeg, at det er rigtig godt, at  du har fundet modet til at skrive til os. På den måde kan du måske hjælpe andre, der sidder i samme situation, men du deler også dine med nogen, og kommer ikke til at sidde med tankerne selv. Jeg vil forsøge at rådgive dig så godt, jeg kan. 

Karakterer 

Hvor er jeg ked af at høre, at du har det på den måde, som du har. Det er virkelig ikke sjovt at føle et pres på den måde, fordi du prøver at gøre det så godt, som du kan og gerne vil fra gymnasiet med det bedst mulige resultat. Måske ift. en videregående uddannelse efter sommerferien? Der er flere gymnasieelever, som fortæller det samme, om dig: At de føler sig pressede med lektier, for mange fag og det, at de føler, at de bliver set som et tal fremfor en person med personlige kompetencer. Det er slet ikke for at tale dine følelser ned, men jeg tænker, at det måske hjælper at dig at vide, at der er andre, der har det ligesom dig. 

Gymnasiet kan være hårdt at komme igennem. Det kan være mentalt hårdt, fordi man gerne vil præstere sit bedste, man forsøger måske samtidig at finde ud af, hvad planerne er efter gymnasiet og samtidig vil man også gerne have det godt socialt. ALT det på én gang. Derfor er der ikke noget at sige til, at du føler det pres, som du gør. Alligevel får jeg lyst til at fortælle dig, at du ikke skal være for hård ved dig selv og ikke lægge så stort pres på dig selv. Du skriver, at du gør det bedste, som du kan og at du laver alle dine lektier. Når man gør sit aller bedste, så kan man ikke gøre mere og der er ikke nogen, der kan forlange mere af dig. Jeg synes, at det er så flot af dig, at du er standhaftig og du lyder til at være en arbejdshest, der kæmper for dine mål. Det synes jeg er rigtig sejt, for der er mange unge, der måske oplever det modsatte af dig: At de har svært ved at motivere sig til at lave lektier og afleveringer og som måske også lever så meget i nuet, at de i mindre grad er interesseret i gode karakterer, fordi de ikke ved, hvad de skal i fremtiden. Især i 3.G, hvor nogle mentalt allerede ER ude af gymnasiet. Derfor synes jeg, at det lyder til, at du har nogle gode egenskaber til at holde ved og kæmpe for det, som du brænder for. Måske ved du ikke med sikkerhed, hvad du vil efter gymnasiet, men du lyder til, at du har en kæmpe motivation til at gøre dit aller, aller bedste der, hvor du er. Jeg håber, at du ved siden af skolen og lektierne også har nogle fællesskaber eller andet, du kan fordybe dig i, så karakterer ikke fylder alt i din hverdag? Man kan sige; hvad er gode karakterer, hvis de fylder meget og man er stresset over det pres, som man lægger på sig selv?  

Det er vigtigt for mig at sige, at karakterer ikke er det vigtigste i verden. Selvom du måske skal bruge dem på en senere uddannelse, så er det sådan på de langt fleste uddannelser, at tingene bliver opfrisket stille og roligt i uddannelsens start og i løbet af uddannelsen. Det afhænger dog også af, hvad man gerne vil efter gymnasiet og hvilken vej, man vælger at tage i livet. Det kan være, at man vælger en sti, hvor der ikke er brug for at kunne analysere digte, kunne sinus og cosinus eller kunne lave landmåling. Man kan sagtens nå rigtig gode resultater i livet, som ikke trækker direkte tråde tilbage til ens snit i gymnasietiden. Måske har du tænkt over, hvorfor du gerne vil gøre det så godt i gymnasiet og hvorfor karakterer fylder så meget, som de gør hos dig? Måske har du søgt ind på en uddannelse, som kræver et rigtig højt snit og du derfor gerne vil forbedre dine chancer for at komme ind? 

Du nævner, at du går i en klasse, hvor de fleste studerende er kvinder og at det skaber en konkurrencedynamik, som du ikke bryder dig om. Mon du kan mærke, hvad det præcis er, der konkurreres mod imellem jer? Måske er det karakterer? Måske er det udseende og påklædning, som du kan fornemme en konkurrence omkring? - eller måske er det flere ting på én gang? Jeg kommer til at tænke på, om du ved, om der er andre i klassen, der har det på samme måde? Jeg ved godt, at skoleåret er ved at være forbi og måske er I ikke i skole hver dag. Men hvis I er, kan det måske hjælpe dig at tage det op i klassen eller måske snakke med din gode veninde om det? Nogle gange kan det være rigtig fint at have nogen at spejle sig i, som har det på samme måde.  

Ift. karakterer nævner du, at du er træt af, at din sidekammerat har indflydelse på, hvad dine karakterer er. Jeg fristes til at spørge dig, om du kan mærke, hvorfor du tænker, at din sidekammerat har indflydelse på, at du kke får en højere karakter din karakterer? Mon læreren har sagt det direkte til dig, at det er pga. hende? Det kan måske også være, at du er nervøs for, at dine lærer forveksler jer to, når de skal give karakterer? Jeg er også lidt nysgerrig på, om du har snakket med dine lærer om det med karaktererne? Mon du har spurgt dem, hvad der ligger til grund for dine karakterer og hvad du skal gøre for at få bedre karakterer? Jeg tænker, at det vil kunne hjælpe dig på vej, for hvis ikke du har snakket med dine lærer om grunden til dine karakterer, så kan du som udgangspunkt ikke vide, hvorfor du ikke får de høje karakterer, som du gerne vil have. Måske vil en snak med dem også gøre, at de kan give dig gode råd til, hvordan du kan forbedre dig.

Jeg er ked af at høre, at du føler, at du arbejder en vis del ud af bukserne uden at du på papiret kan se resultaterne. Jeg forestiller mig, at det nogle gange kan virke demotiverende, fordi du ikke føler, at dit hårde arbejde belønnes. Mon det er sådan, du har det? Nogle gange kan det hjælpe at forsøge at vende frustration til motivation. Det er nemmere sagt end gjort, men jeg ved fra andre, at de når de er frustreret over og føler, at folk ikke værdsætter, ser og anerkender deres hårde arbejde, så har det hjulpet dem at bruge det som en form for brændsel for at opnå det, de gerne vil. I din situation kan det f.eks. være at snakke med dine lærer og sige tænke, at: "Okay - det kan ikke passe at jeg får de karakterer, jeg gør, så nu snakker jeg med min lærer om hvorfor. De råd, jeg får, vil jeg bruge, så jeg kan forbedre mig." Jeg håber det giver mening det, jeg skriver. 

Præstation

Som du skriver, så er det okay at lave fejl. Det er også okay, at der er andre, som har svarene på noget, som man ikke selv har. Vi, som mennesker, kan være ret hårde ved os selv, når vi ikke føler, at vi ikke præsterer ligeså godt som andre. Men der er ingen, der er fejlfri og jeg forestiller mig også, at der ikke er nogen i din klasse, som ikke laver fejl. Jeg tænker heller ikke, at dine lærer tager dig på foran tavlen for at ydmyge dig. Men måske er der hjælp at hente på skolen. Jeg tænker, om du har mulighed for at snakke med dine lærer om, hvordan du har det med at skulle stå foran tavlen? Det, du mærker som at blive ydmyget, har jeg hørt andre omtale som præstationsangst. Altså at de ikke har det godt med at stå foran flere mennesker og skulle snakke. Er det sådan du har det? Mon du kan mærke, at du generelt har svært ved at snakke foran flere mennesker eller om det kun er i klassen, hvor du ikke føler dig tryg? I så fald kunne et råd være at tage en snak med en skolepsykolog, som kan hjælpe dig, hvis du ofte mærker præstationsangst? Der er mange, der har haft det som dig ift. at skulle stå foran tavle, og de har ofte fortalt mig, at det for dem handlede om selvtillid og selvværd snarere end at de ikke havde styr på deres ting. Er det noget, som du kan genkende hos dig? Mon din følelse af at blive ydmyget, når du bliver taget op foran tavlen handler om selvtillid? Jeg forestiller mig, at det vil kunne hjælpe dig på vej at få støtte, rådgivning og redskaber fra en skolepsykolog. 

Ensomhed og klassekammerater

I dit brev forklarer du, at det kan være lidt svært i klassen på det sociale plan: "Det er lidt svært at vide om jeg er ensom, for jeg har jo venner. Jeg føler mig bare ikke altid så set tror jeg." Ensomhed er (desværre) noget, som rigtig mange mennesker kender til. Unge, børn og voksne kan føle ensomhed og der er rigtig mange, som faktisk føler sig ensomme selvom de har mange venner, familie eller bekendte omkring sig. Jeg kan godt sætte mig ind i, at det kan være svært at vide, om det du føler er ensomhed eller ej. Man kan sige, at ensomhed handler om, at man ikke føler sig hjemme der, hvor man er og, som du beskriver, ikke føler sig anerkendt og set. Ensomhed er af og til en del af livet i forskellige sfærer og det er ikke altid, at man føler ensomheden hele tiden. Nogle gange kan den komme i bestemte områder eller når man er sammen med bestemte personer. Det kan være, at du kan genkende det?  Det vigtige er, at man har nogle fællesskaber, som man får god energi af at være i.

Jeg kan godt forstå, at du gerne vil være en større del af klassens fællesskab og jeg tror, at de fleste ville stå uforstående overfor, at nogle snakker åbent om fester, som man ikke selv har været inviteret til. Vi har allesammen brug for at føle os respekteret, elsket som vi er og føle, at vi hører til. Der er ingen mennesker, der kan holde til at føle sig uden for, ikke at høre til eller ikke føle sig værdsat  i lang tid. Det kan være svært med vennegrupper og relationer og man kan selvfølgelig aldrig regne med, at man kan være lige gode venner med alle, eller at alle kan lide én, fordi alle mennesker er forskellige. Især når det er i en stor gruppe, fordi der er stor sandsynlighed for, at der er nogle, der er bedre venner end andre, og det er der som udgangspunkt ikke noget i vejen med. Men derfor kan man godt forlange at blive behandlet ordentligt og jeg synes ikke, at det er i orden, hvis du er den eneste, som ikke bliver inviteret til noget. Det er ikke okay og jeg kan virkelig godt forstå, at du føler dig udenfor, hvis hele klassen holder fest og du ikke bliver inviteret med. Det er meget svært at finde en "god" undskyldning for det. Selvom der ikke er lang tid tilbage i skoleåret, så er det ikke i orden, at du skal stå udenfor fællesskabet. Måske er der nogle i klassen, der dominerer fællesskabet på en negativ måde? Måske er der nogen, der "bestemmer", hvem der skal med til ting? Jeg tænker, om der måske er nogle i enkelte personer klassen, som har taget en dum beslutning om, hvem der skal med til festerne og hvem der ikke skal. De(n) person(er) har ikke overvejet, hvor ked af det, du faktisk bliver ved ikke at blive inviteret og hvor ondt det gør på dig, når de åbent foran dig snakker om de fester, som du ikke har været inviteret til.

Jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at du får hjælp til at håndtere det ved at snakke med nogen om det. Der er ingen, der skal gå alene med de følelser, som du går med lige nu. Mon du har mod på at snakke med dine forældre om, hvordan du har det i klassen? Eller f.eks. din klasselærer? Du beskriver, at du har gået i klassen i alle tre år i gymnasiet. Mon det har været sådan altid? Det kan være, at du tidligere har snakket med en lærer om det? Jeg kommer også til at tænke på de to veninder, som du nævner i dit brev. Mon de går i din klasse? Selvom du ikke snakker så godt med dine to gode veninder længere, så kan det måske være, at du I har så godt et forhold, at du kan snakke med dem om, hvordan du har det med ikke at blive inviteret til festerne?  Det kan også være, at det ville hjælpe at spørge nogen i klassen, hvorfor du ikke bliver inviteret? Mon du føler dig tryg ved det? Grunden til at jeg spørger er, at du derigennem kan få nogle svar på dine spørgsmål. Jeg synes også, at det er vigtigt, at de får at vide, at du faktisk bliver ked af det, når de ikke inviterer dig med til de arrangementer, der bliver holdt i klassen. Jeg forestiller mig, at dine klassekammerater ikke tænker over deres handlinger og jeg tænker derfor, at det er vigtigt, at de forstår, hvilke konsekvenser, som det har for dig. 

Jeg er glad for at høre, at du har venskaber nogle venskaber udenfor klassen, som du er tryg ved. Måske vil det være rart for dig at tilbringe mere tid med dem, så du kan få noget god energi? Det er også dejligt at høre, at du på trods af alt har nydt gymnasietiden og at du har fået en masse læring med. Læring som ikke kun er i skolebøgerne, men som også har været på det personlige plan og jeg synes, at det er sejt, at du tænker så positivt på trods af de udfordringer, som du også har mødt i gymnasietiden.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

KH
Malou