Kære Julie. 

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at der er rigtig mange andre unge, der kan genkende de oplevelser og følelser, du sidder med. For mange kan det være svært at starte på gymnasie, når man ikke rigtig kender nogen, og når mange af de andre kender hinanden fra folkeskolen. Det kræver tit en lidt ekstra indsats fra ens side ift. at lære andre at kende og komme ind i nogle fællesskaber, og der har corona virkelig været en kæmpe udfordring, og for mange nærmest sat en stopper for, at det overhovedet kunne lade sig gøre at lære nye mennesker ordentlig at kende. Så derfor tror jeg slet ikke, du er alene om at have det som du har det. 

Det er meget naturligt at opleve at få, som du beskriver, mindreværdskomplekser, når man ikke får opfyldt de sociale behov, som alle har. Vi mennesker er flokdyr og orienterer os meget mod andre mennesker. Vi har brug for at være en del af flokken, og føle os betydningsfuld for andre mennesker. Det er et basalt menneskeligt behov. Så når det ikke bliver opfyldt, så er det naturligt, at man ikke har det super godt. Nogle vender det indad og føler, at det er dem, der er noget i vejen med, eller man ikke gør det godt nok osv. Der er ikke rigtig andre til at fortælle eller vise en, at det faktisk ikke er tilfældet, og at man betyder noget for andre, så derfor kan man blive fanget i en negativ spiral. Det kan lyde til at være det, du oplever nu. Altså at den manglende sociale kontakt, som du har brug for og sikkert glædet dig til, gør, at du får det dårligere med dig selv og gymnasiet generelt. 

Jeg synes at det er rigtig godt, at du gerne vil gøre noget, for at blive en del af nogle fællesskaber. Du spørger specifikt til, hvordan man bliver mere kendt og populær på ens skole, men jeg tror ikke, at der findes en nem, og klar guideline til det. Jeg tror, at det kan være bedre at sætte dine forventninger lidt lavere end at gå direkte efter popularitet, men i stedet prøve at stræbe efter at blive en del af nogle fællesskaber og prøve at få nogle gode venskaber. Det er som regel vejen til, at andre finder ud af hvem man er. 

Nu hvor gymnasierne så småt er ved at åbne helt op for undervisning, så synes jeg, at du skal prøve at være proaktiv. Prøv at tag initiativ til en aktivitet med nogle af dine klassekammerater, som du måske taler lidt med. Mange hungrer sikkert efter at komme ud og være sammen med andre, så der er nok god chance for, at der vil være nogen, der er med på det. Det kan være alt fra en tur i jeres lokale park, til en tur på cafe, bar eller hvor du nu synes. Det kan også være, at du kan bruge det faglige som en årsag til at ses med nogle. Hvis der er nogle, du godt kunne tænke dig at lære bedre at kende, kunne du foreslå dem, om I skulle lave en bestemt aflevering sammen fx. Du kan også overveje, om der er noget, du kan melde dig ind i på skolen, fx festudvalget eller lignende. Det kan også være en god måde at lære andre at kende. Jeg kan godt forstå, hvis du synes det er svært, at være den, der tager initiativet, når det lyder til, at du ikke lige nu er fyldt med selvtillid. Men nogle gange er det bare bedre at prøve at kaste sig ud i det, og tage nogle chancer, fordi der ofte kommer nok godt ud af at være den, der tager initativet. For tænk hvis det rent faktisk betød at du lærte nogle nye mennesker at kende den vej igennem? Derudover vil jeg anbefale dig at tage med til så mange af skolens sociale arrangementer, som du kan overskue og som kan lade sig gøre for dig. 

Det kan også være en god idé at ses med nogle af dine andre venner end fra gymnasiet, så du lige bliver mindet om, at du altså har rigtig meget at byde på, og at du er en, som andre burde ville være venner med. 

Mit sidste, men nok bedste råd er, altid at være dig selv. Prøv at undgå at tænke, at du skal være på en bestemt måde for at blive populær eller for at andre skal kunne lide dig. Du er god nok lige som du er, og det skal folk nok få øjnene op for, hvis de får muligheden for at lære dig at kende. Det er bare afgørende, at der er den mulighed. Så jeg håber, at du vil prøve at noget initiativ til at ses med nogle af dine klassekammerater eller andre elever på skolen, eller/og deltage i de arrangementer, du har mulighed for. 

Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine råd og tanker om dit brev, og at det kan give dig en lille følelse af håb og mindre opgivenhed. 

De bedste hilsner
Laura