værste

brevkassespørgsmål

værste

brevkassespørgsmål af
L
20 år
Oprettet 4 år 7 måneder siden

Hvad er den værste forbrydelse man kan begå udover drab? hvis det er det jeg tror det er. har jeg oplevet det og kan ikke få det ud af hovedet især det jeg blev tvunget til.

Svar: 

Kære L

Jeg synes, at det er rigtig svært at sige, hvad der er den værste forbrydelse, et menneske kan begå, udover drab. Der er desværre rigtig mange frygtelige ting, som nogle mennesker vælger at gøre mod andre, og hvilken der er værst, tænker jeg kommer rigtig meget an på den enkelte. I mine øjne er det heller ikke så vigtigt, hvad der er værst, fordi hvis et andet menneske har gjort noget ved en, og man har det dårligt med det, som er sket, så fortjener man hjælp, støtte og omsorg til at komme på den anden side af det. Uanset hvor slemt andre så synes, at det er.

Ud fra det du har skrevet, så virker det tydeligt for mig, at der er sket noget for dig, som du har det rigtig svært med, og som er rigtig svært at tale om. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, men jeg føler mig overbevist om, at det er noget, som fylder rigtig meget hos dig. Du skal vide, at du ikke har noget at skamme dig over, og at hvis du har brug for at tale med nogen om det, som er sket, så er du altid velkommen i vores 1-1 chat. Her sidder vores søde rådgivere klar til at hjælpe dig så godt, de kan, og det er helt anonymt. At tale med nogen anonymt er for rigtig mange en god måde at starte med at få åbnet op om de svære ting, og måske det samme kunne gøre sig gældende for dig? Samtidig vil vores rådgivere heller ikke kræve noget af dig, som du ikke selv er klar til at dele. Du kan fortælle præcis så lidt eller så meget, som du er tilpas med, og der er plads til at sige fra, hvis noget er for svært at tale om. Hvis du ikke har lyst til at tale med en af vores rådgivere, men ikke ved hvor du ellers kan finde hjælp, så kan vores rådgivere også komme med forslag til alternativer, som måske giver mere mening for dig. Vores største ønske her på Cyberhus vil altid være at hjælpe dig så meget og godt, vi kan, og nogle gange gør vi det ved at hjælpe dig og andre unge videre til nogle andre, som også står klar.

Du skriver, at noget af det, der er sket, har handlet om, at du er blevet tvunget til noget. At blive tvunget til noget er en rigtig ubehagelig og skræmmende oplevelse, og jeg kan godt forstå, at det er svært for dig at glemme. Derfor er det også rigtig vigtigt for mig at sige, at du ikke er tvunget til at tale om det, som er sket, men at jeg råder dig til det, fordi jeg tror, at det vil hjælpe dig. Jeg tror nemlig, at det er meget få mennesker, som bare kan slå voldsomme eller ubehagelig oplevelser ud af hovedet. Langt de fleste af os har brug for at få bearbejdet vores tanker og følelser, før vi kan komme på den anden side, og jeg tænker, at det lyder til, at det også er sådan for dig? Så jeg håber, at du har mod på at kigge forbi og få en snak, om det som er sket. Jeg lover, at uanset hvad det er, så kan vi klare at høre det, og du har intet at skamme dig over.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og jeg ønsker dig alt det bedste!

Positive og varme tanker

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program