Tykke kinder og dobbelthage
Tykke kinder og dobbelthage
Hejsa. Jeg har virkelig tykke kinder og dobbelthage, selvom min vægt er normal. Det er som om mit ansigt bare er pustet op. Det har altid været sådan, også i en periode hvor jeg havde tabt mig og var tæt på at være alt for undervægtig. Hvad kan det skyldes? Og er der noget jeg kan gøre for at slippe af med det eller mindske det? Kram fra Freja
Kære Freja, tak for dit spørgsmål!
Min første tanke er, at det du beskriver er helt normalt, og det bare er sådan du ser ud. Tit kommer man til at være alt for selvkritisk og kan komme til at fokusere på en enkelt ting ved sig selv, som andre slet ikke ligger mærke til. Hvordan ser din nærmest familie ud? Måske har de det samme. I den her tid med sociale medier, instagram, AI osv. kommer vi alt for nemt til at sammenligne os med andre - modeller osv. Det kan gøre én selvkritisk og ked af det. Det er ærgeligt, synes jeg. Vi er alle sammen smukke på hver vores måde.
I sjældne tilfælde kan ændret fedtfordeling i ansigt og nakke skyldes en sjælden hormonsygdom, hvor man ophober det naturligt forekommende binyrebarkhormon. Det er sjældent.
Personer, der i en periode, bliver behandlet med høje doser af tilført binyrebarkhormon kan få det samme som bivirkning. Du skriver, at det altid har været sådan for dig, så jeg tror ikke, det er sandsynligt. Din egen læge kan hjælpe dig med at vurdere det, hvis du bestiller en tid.
Håber det var et svar du kan bruge!
Mange hilsner fra Gerda, læge