Kære du

Jeg kan godt forstå at du har fået det svært ved dit navn, når du igennem en lang periode er blevet mobbet med det. Der er mange mennesker der ændrer deres navne, både for- og efternavn, fordi de føler at et andet navn passer bedre til den de er. Du er altså slet ikke den eneste der har de overvejelser og som alle der overvejer et nyt navn, så kræver det mange snakke og tanker at finde frem til om det nu er det helt rigtige at gøre. Jeg vil forsøge at hjælpe dig videre med mine tanker omkring det du skriver og håber at det kan føre dig lidt tættere på hvad du skal gøre.

Jeg forstår godt din bekymring omkring din mors reaktion på din navneændring. Som du selv skriver så har hun valgt dit navn og kan nok slet ikke forestille sig det anderledes. Men når det er sagt, så har du ret til selv at vælge hvad du skal hedde når du bliver 18 år og er der for mange dårlige følelser omkring dit navn, er en mulighed altså at hedde noget andet. Jeg tænker at fordi du vælger at beholde dit navn som mellemnavn, så har du stadig de navne som din mor har valgt. Det kan godt være at hun får svært ved at forstå det, men jeg tror at tiden vil hjælpe lidt. Jeg synes at du er rigtig god til at beskrive hvad grunden er til at du gerne vil have et nyt navn og hvad din bekymring er i forhold til din mor. Kunne du forstille dig at skrive det til hende i et brev? På den måde har du god tid til at forklare, uddybe og beskrive og din mor har god tid til at læse det. Når hun har læst det, kan I snakke sammen stille og roligt om det og måske overrasker hun dig ved at forstå dig mere end du forventer. Hvis du ikke føler at din mor kan støtte dig, så synes jeg det er rigtig vigtigt at du involverer en anden voksen i dine tanker omkring det her. Ikke nødvendigvis fordi de skal sige ja eller nej, men også fordi at det er en stor beslutning og noget der indeholder en masse forskellige følelser.

Du lyder som en pige der er meget betænksom og som tænker over hvad andre føler ved det du gør. Det er en meget stor gave at have de slags følelser og omtanke for andre, men det gør også at man nogengange kommer til at tænke mere på hvad andre føler end hvordan man selv har det. Det jeg vil sige med det er at det er vigtigt at du lytter rigtig godt til dig selv og hvad du har lyst til og så prøver at følge det. Det er ikke altid at omgivelserne forstår en, men man bliver bare nødt til at springe ud i det alligevel, bare fordi det er det der føles mest rigtigt for en selv.

Jeg kan forestille mig at du tænker at fjerner du navnet får du det bedre og det er helt naturligt at man får lyst til at fjerne det der føles som roden til det svære. Jeg har dog en enkelt ting som jeg tænker at du måske kan overveje og det er om du forventer at dine følelser omkring mobningen forsvinder sammen med navnet? Det kan godt være at det gør, men det kan også være at de følelser bliver i dig og så kan det være at du også skal have en anden slags hjælp. Nogle gange skal man nemlig dykke lidt dybere ned i følelserne for at finde ud af hvad de egentligt har betydet for en. Hvis du finder frem til at du godt kunne bruge noget andet hjælp også, så er det en rigtig god ide at snakke med din læge. Lægen er nemlig en person der ved meget om sindet og det at have det svært og kan hjælpe en videre med hvad man kan gøre.

Jeg håber du kan bruge mine tanker og at du snart finder frem til hvad der er det helt rigtige at gøre for dig.

Venlig hilsen Marianne