Fravær

brevkassespørgsmål

Fravær

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 4 år 10 måneder siden

Hej jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg leder efter at få svar på.. Men jeg går med nogle meget svære tanker jeg ikke ved hvem jeg kan dele med:( Jeg bliver ofte hjemme fra skole fordi jeg er meget nervøs over nogle opgaver i skolen. Specielt når der skal fremlægges foran hele klassen. Et andet problem i samme kategori er at jeg hele tiden prøver at undgå hvis der skal læses noget højt i klassen at jeg blir valgt. Jeg vil sige at jeg læser godt men inden for det sidste halvår er jeg bare begyndt at blive nervøs og min stemme bliver meget skælvende og det er lige før jeg bryder ud i gråd. Jeg ved ik hvorfor for jeg er ikke reelt nervøs men det blir jeg bare og jeg har stort set aldrig haft problemet før. For at runde af er jeg i det hele taget bare presset hele tiden og føler mig stresset og ensom. Og jeg ved ik hvad jeg skal gøre? Hvad kan jeg gøre?

Svar: 

Hej med dig,

Tak for dit brev. Jeg synes virkelig, det er sejt, at du sætter ord på dine følelser, og at du er opmærksom på, hvordan du har det!

Jeg vil starte med at sige, at det som du oplever, er meget normalt for unge omkring din alder. Mange har problemer med nervøsitet, når det gælder fremlæggelser og oplæsning på klassen, selvom de måske ikke har haft det tidligere. Det kan være rigtig svært, når alle øjne er på én selv og man skal præstere, så jeg forstår rigtig godt, at du synes, det er ubehageligt. Men jeg lægger mærke til, at du skriver, at du i det hele taget bare er presset hele tiden, og at du føler dig stresset og ensom. Du skriver også, at du bliver hjemme fra skole på grund af din nervøsitet. Det lyder rigtig svært og ubehageligt, og det tænker jeg er nogle signaler, som du måske skal tage alvorligt og handle på. Derfor er det også mega godt, at du har skrevet herind!

Jeg vil råde dig til at fortælle nogen omkring dig, hvordan du har det. Jeg kan se, at du skriver, at du ikke ved hvem, du kan dele det med. Men jeg vil råde dig til at tænke over, hvilke mennesker, du har i dit liv, som du har tillid til, eller som du tror vil kunne hjælpe dig på den måde, du har lyst til. Har du for eksempel en sød lærer, som du har lyst til at snakke med om det, kan du trække hende/ham til side efter en time. Den lærer vil højst sandsynligt have et forslag til, hvordan I sammen kan få rettet op på dit fravær og din nervøsitet i timerne. Det kan også være, at du hellere vil snakke med en god veninde/ven eller søskende om det, som måske oplever noget af det samme som dig selv, når de er i skolen eller i deres hverdag. Du kan også snakke med en forældre eller et andet voksent familiemedlem om det. De vil eventuelt kunne snakke med dig om dine muligheder for at få det bedre med at deltage i timerne, eller måske vil de kunne hjælpe dig med det pres eller ensomheden, du føler. Uanset hvem du helst vil snakke med, synes jeg det er rigtig vigtigt, at du får snakket med nogen om både den stress, nervøsitet og ensomhed, som du føler. Hvis man går med sådan nogle problemer i længere tid alene, kan det ske, at de vokser sig store og kan være svære at tage hul på senere hen, så jo hurtigere man handler på det, jo lettere er det også typisk at få det bedre.

Hvis du har lyst til at vende din situation med en anonym rådgiver igen, er du velkommen til at skrive ind til vores chatrådgivning, som er åben mandag og onsdag mellem kl. 14 og 17 og tirsdag og torsdag mellem kl. 18 og 21.

Jeg håber, du kunne bruge mit svar til noget, og jeg ønsker dig alt det bedste!

Med venlig hilsen

Karoline

 

cyberhuskaroliness billede
Karoline fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program