Udeblivende mens efter sex

brevkassespørgsmål

Udeblivende mens efter sex

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 10 år 9 måneder siden

Hej.

Jeg havde for nylig sex for første gang. På tidspunkter var min menstruation allerede 10 dage forsinket, hvilket er mærkværdigt, men ikke så underligt igen - min mens har aldrig været helt punktlig - men mere end nogle dage forsinket er den sjældent. Der er nu gået 11 dage, siden jeg havde sex og min menstruation er endnu ikke kommet. Fyren, jeg var sammen med, sagde umiddelbart efter, at kondommet ikke var gået i stykker, men jeg er alligevel begyndt at blive lidt små-nervøs. Jeg rejser i øjeblikket, så jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre herfra. Kan bare det, at min hverdag har ændret sig drastisk (værende ikke hjemme) være grunden til min udeblivende mens?

 

Med venlig hilsen Løven

Svar: 

Hej Løven

Jeg forstår godt, du er bekymret. Man kan næsten ikke undgå at blive bekymret, når ens menstruation udebliver og især ikke, når man har haft sex.

Du nævner selv det med, at du er ude at rejse. Det kan helt sikkert godt være grunden til, at din menstruation ikke er kommet endnu. Når man er ude at rejse, skal kroppen lige vænne sig til de nye omstændigheder, og det kan godt medføre, at menstruationen udebliver. På grund af rejsen er din kost måske ændret, du er måske mere aktiv end tidligere og lever generelt på en anden måde. Alt dette kan godt give lidt rod i cyklussen. Derudover kan det psykiske også godt spille ind. Når du har været sammen med en fyr og ikke har fået din menstruation efterfølgende, kan dine bekymringer om en eventuel graviditet nemlig godt udeskyde menstruationen yderligere.
Mit bedste råd til dig vil være at give det lidt tid endnu. Men hvis der yderligere går nogle uger, og du stadig ikke har fået din menstraution, vil jeg dog råde dig til at tage en graviditetstest. Selvom kondomer er en af de sikreste præventionsformer, er de stadig ikke hundrede procent sikre, så det vil derfor være en god ide at tage en test for en sikkerheds skyld. Du kan dog først tage testen 3 uger efter, i havde sex, da det godt kan være svært at spore graviditetshormonerne, før de 3 uger er gået.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at din menstruation snart dukker op.

Hilsen Ditte

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program