Jeg ved ikke hvad jeg vil med mit liv

brevkassespørgsmål

Jeg ved ikke hvad jeg vil med mit liv

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 7 år 2 måneder siden

Hej cyberhus. Jeg skriver med tårer i øjnene, i håber om at holde dem tilbage. Jeg har skrevet før omkring at jeg kommer fra en indvandrer familie, og omkring at jeg blev bustet i at ryge cigaretter, og at mit liv endte med at være et helvede. 

Jeg skriver til jer, da i er de eneste jeg skriver til og er det eneste ste, hvor jeg kan komme af med alle mine problemer og med alt det jeg har indeni. Jeg nået til det punkt i mit liv hvor jeg overvejer stærkt af løbe hjemmefra. Jeg skal arbejde imorgen til 20:30 og jeg overvejer virkelig ikke at komme hjem. Jeg har fået taget min telefon, fordi min far tjekkede min tlf og så at jeg havde skrevet med en dreng, som jeg kun ser som min VEN OG BROR. men det forstr de ikke, så de hev mig i håret og blev så sure. Så kom mine to ældre søstre hjem også tjekkede de alt. De tjekkede alle min beskeder, alle mine billeder, min opkaldsliste og alt muligt. De tjekkede alle min beskeder med 100 drenge på instagram, og min mor besvimede ind i stuen, så de skulle kaste vand på hende osv. Jeg hader mit liv fordi det er mig der gør sådan, så min familie opløser. Jeg vil ikke mit liv længere, fordi jeg er åbenbart så fuld af fejl, og jeg laver måske nogle gange ofte "teenage ting". De sagde at det er sidste gang, at de hører sådan noget, og hvis de så gør, så gider de ikke kigge på mig mere. Det her er sket en hel masse gange, og sådan er jeg bare. De har taget min telefon, og jeg skal bare gå i skole, hjem - arbejde, hjem. Jeg må ikke have venner, og jeg må ikke være sammen med nogle efter skole. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, for jeg er så vældig ked af det. Min mor hader mig og det gør hele min familie også, men de prøver bare at virke søde overfor mig ved at sige at jeg skal tage mig sammen og at de er her for mig. Men det er de ikke. Jeg er ligeglad med alt og alle, og vil bare løbe hjemmefrta. en jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har heller ike min telefon, så det er nok også meget nemmere at løbe hjemmefra, fordi de kan være spore mig, ringe elelr skrive til mig. Jeg har ikke snap, insta, facebook mere, altså mit liv er bare ingenting lige nu..

Venlig hilsen den altid såret og ked af det pige.

Svar: 

Kære du.

Det lyder til at være en rigtig svær situation, du står i lige nu, hvor det lyder til at du er meget alene. Så jeg er rigtig glad for at høre, at du skriver ind til os med alle dine tanker og spørgsmål. Det er rigtig vigtigt, at man ikke går med alle de her svære tanker for sig selv, for det kan være rigtig hårdt at være alene om.

Jeg kan godt forstå, at det må være rigtig svært at føle, at man er skyld i, at ens familie opløser og der er splid eller uenigheder. Men du skal vide, at jeg synes du lyder som en hel almindelig teenagepige, der, ligesom rigtig mange andre teenagepiger, er begyndt at interessere sig for det andet køn, og synes det er spændende at skrive sammen med drenge. Det er helt almindeligt, også selvom der måske ikke ligger andet i det, og som du også selv fortæller, så har du egentlig også bare skrevet med en af dine rigtig gode drengevenner uden der lå mere i det. Du skriver også, at du nogle gange laver nogle "teenage ting". En del af det at være teenager er netop også at prøve nogle ting af, og begå nogle fejl, for det er den måde, vi mennesker lærer på. Derfor er jeg også rigtig ked af at høre, at du føler dig forkert og fyldt med fejl, når det du gør, faktisk ikke er særlig anderledes fra andre teenagepiger. Men det lyder til, at dine forældre, søstre og dig har lidt forskellige opfattelser af, hvad der er okay at gøre, når man er teenager. Men selvom de ikke er enige i det, du gør, så kan jeg godt forstå, hvis du synes, at det var rigtig grænseoverskridende, at din far og søstre gennemlæste alt på din mobil. De fleste opfatter deres mobil som privat, hvor nærmest hele ens liv ligger. Så derfor er det også rigtig ubehageligt, hvis andre pludselig kan se alt det, man har lavet.

Du skriver, at du overvejer at løbe hjemmefra. Jeg kan godt forstå, at du tænker, at det er den eneste mulighed du har nu, hvor det slet ikke fungerer hjemme ved dine forældre. Men det er også rigtig hårdt at bo selv med alt det ansvar, man pludselig får både praktisk, men også økonomisk. Og du er i en alder, hvor du slet ikke burde skulle tænke på alle de ting. Men derfor kan jeg stadig godt forstå, at du er rigtig ked af at være hjemme lige nu, hvor du er så begrænset i alt, og oplever, at dine forældre bestemmer fuldstændig over dig. Det er ikke sjovt at være så isoleret som du er, og faktisk er det heller ikke helt i orden. For selvom du er under 18 år, og dine forældre stadig har ansvaret for dig, så har du også nogle rettigheder, som du har krav på bliver overholdt. De står skrevet i det, der hedder FN's børnekonvention, og handler bl.a. om, at du har ret til at blive hørt, at du har ret til fritid, og du har ret til at blive hørt i beslutninger, der handler om dig. Derfor tænker jeg, at det kan være, at du skal have hjælp af nogle professionelle til at håndtere den her konflikt og generelle uenighed I har i din familie. For det er en næsten umulig opgave at ændre på hinandens opfattelser om sådan noget som adfærd og opdragelse, men den måde dit liv er på nu, lyder ikke til at gøre noget som helst godt for dig, og det er ikke meningen at man skal gå og være ked af det hele tiden, og være begrænset i at leve sit liv.

På den her hjemmeside kan du få hjælp af nogle professionelle, der kan hjælpe med at løse konflikter i familien. Det er en hjemmeside for unge, der oplever æresrelaterede konflikter med familien. Du har også mulighed for at ringe til dem døgnet rundt eller skrive i deres brevkasse og få hjælp eller sparring til din familiesituation. Hvis det ikke er noget, du har lyst til, så vil jeg virkelig anbefale dig at prøve at snakke med en voksen om det her. Måske du har en lærer, som du har det godt med, og som du vil have mod på at dele din situation med? For jeg tænker virkelig ikke at det er okay, at du overhovedet ikke kan bestemme over noget i dit liv lige nu. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og du kan finde noget hjælp til at håndtere din situation. Du er også altid meget velkommen til at skrive til os igen, enten her eller i chatten. 

Mange hilsner Pernille

 

 

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program