stikke mig selv ned

brevkassespørgsmål

stikke mig selv ned

brevkassespørgsmål af
mig
18 år
Oprettet 2 år 10 måneder siden

Jeg har virkeligt lyst til at stikke mig selv med en kniv, den eneste årsag til jeg ikke har gjort det endnu, er at jeg er bange for at blive sigtet for knivloven. Jeg har de største lyst til at stikke mig selv ned og jeg er ligeglad med hvad der sker bagefter, fuldstændigt. Jeg vil bare ikke sigtets for knivloven, jeg aner jo ikke hvor ondt det gør og derfor ikke om kan nå at gemme kniven væk inden der kommer nogen. Jeg var så tæt på at gøre det her den anden dag, men ja var for bange i forhold til loven. Ved ikke hvad der vil ske bagefter, hvis der ikke er nogen der ser det vil der jo heller ikke komme nogen.

Svar: 

Kære dig

Jeg bliver ret bekymret når jeg læser dit brev, for du beskriver at du har lyst til at gøre alvorlig skade på dig selv, ved at stikke dig med en kniv. Jeg tænker at dit behov for at skade dig selv, kommer fra en følelse eller en oplevelse der gør ondt, og jeg tænker derfor at det du i virkeligheden ønsker, er at den smerte stopper. Du skriver at du er bekymret for knivloven, men eftersom du skriver herind til os, så har jeg en fornemmelse af at du gerne vil have hjælp til at få det bedre. 

Derfor tænker jeg at det bedste du kan gøre, er at fortælle nogen om din lyst til at stikke dig selv med en kniv. Eftersom det er en ret voldsom ting at fortælle andre, så mener jeg at det bedste du kan gøre, er at kontakte psykiatrisk skadestue i din kommune. Du kan finde deres telefonnummer ved at google psykiatrisk skadestue og så din kommunes navn. Der vil du få kontakt til professionelt personale, som kan støtte dig og hjælpe dig med at få behandling. Du kan også starte med at tale med en fra din familie eller venner, som du er tryg ved, men det er vigtigt at du rækker ud til professionel behandling. 

Hvis du ikke føler dig helt klar til at kontakte psykiatrisk skadestue, så vil jeg kraftigt anbefale at du kontakter livslinjen eller LMS (landsforeningen mod spiseforstyrelser og selvskade). De har begge gratis anonyme rådgivningstilbud, og de har specialiseret viden om selvmordstanker og selvskadende adfærd. I dit brev nævner du ikke selvmordstanker, men som sagt, så synes jeg at det lyder alvorligt, særligt fordi du skriver at du er ligeglad med hvad der sker bagefter. Du finder livslinjen her og du finder LMS her

Der er også den mulighed at din lyst til at stikke dig selv, kommer fra en nysgerrighed på hvad der vil ske, hvis du gør det. Her kan jeg fortælle dig at knivsår eller knivstik altid skal ses som en alvorlig skade på kroppen, og du risikerer at skade dig selv på en måde som påvirker dig resten af livet. Så selvom du skriver at du er ligeglad med konsekvenserne, så er du nødt til at se på dem. Du er nødt til at vide at det her, kan få konsekvenser for resten af dit liv, og det vil få konsekvenser for de mennesker i dit liv som holder af dig. 

Det er ikke normalt at have lyst til at stikke sig selv med en kniv. Selvom de fleste oplever at have tanker om at skade sig selv på et eller andet tidspunkt i livet eller kan have forestillinger om hvad der sker, hvis de kommer slemt til skade, så er det de færreste som reagerer på det eller som gør forestillingerne til virkelighed. Tankerne er ikke farlige. Handlingen er farlig, og når der handles, så er det ofte fordi der er noget svært der fylder så meget, at det kan virke som den eneste mulighed. Så jeg må indtrængende bede dig om at se indad, og undersøge hvad din motivation er. Du har nemlig andre løsninger, selvom de måske er svære at se lige nu. 

I forhold til din bekymring om knivloven, så har jeg lige brug for at nævne at loven handler om at bære kniv i det offentlige rum, og ikke derhjemme. Men som jeg allerede har skrevet, så vil knivloven være den mindste konsekvens, hvis du vælger at handle på din lyst. 

Jeg håber du vil kontakte psykiatrisk skadestue eller en af rådgivningerne. Du har brug for at tale mere om det her, end du kan i en brevkasse. 

Kærlige hilsner,

Camilla

SigneHs billede
Camilla fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program