Sexualitet

brevkassespørgsmål

Sexualitet

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 4 år 7 måneder siden

Hej Cyberhus

Jeg er en pige på 13, snart 14 år. Jeg har hele mit (korte) liv, været forelsket i en eller anden fyr. Men nu er der en tanke der har sat sig fast, for jeg ved ikke hvordan kærlighed føles (kun den der kommer fra familien omkring mig). Og jeg har i øvrigt ikke haft en kæreste, sådan nogensinde... Hvad skal en pige som jeg, som også har Asberger Syndrom (det er en mild form for autisme, som gør min hjerne og væremåde er lidt anderledes, så jeg er virkelig dårlig til at aflæse sociale signaler, og har nogle specielle måder at udtrykke mig på, genneralt kreativt/musikalsk), gøre for at fortælle at jeg kan lide vedkommende, men vil først lade det komme an på en prøve? Altså bare for at se hvad der vil ske, og hvad de følelser er - om det bare er som venner eller som potentielle kærester. 

Svar: 

Kære du. 

Jeg tror, at der er mange forskellige måder, som kærlighed kan føles på. Nogle snakker meget om, hvordan de kan mærke det i kroppen, f.eks. kilden i maven, bankende hjerte, en følelse af varme og så videre, mens andre lægger meget vægt på, hvordan det føles mentalt. Så det kan f.eks. være, at kærlighed føles som tryghed, som en følelse af ro, som glæde eller noget helt fjerde. På den måde tænker jeg, at det måske egentlig er meget individuelt, hvordan kærlighed føles. I bund og grund er det vel kærlighed, hvis man er sammen med én, som gør én glad, og som man nyder at bruge sin tid sammen med, og hvis man selv føler sig elsket og accepteret. På den måde kan det måske også godt minde lidt om den kærlighed, som man har til f.eks. familie og venner uden, at det føles helt ens. 

Uanset hvordan man tænker, at kærlighed mærkes, så vil det her med at vise sin interesse og finde ud af, om det er venskab eller kærlighed, nok altid svært. Jeg tænker, at det handler om at finde en måde at gøre tingene på, som man har det godt med. Nogle er f.eks. meget direkte, og fortæller måske bare folk, at de synes godt om dem, og gerne vil se, om det kunne blive til noget. Andre er mere tilbageholdende og prøver måske at sende lidt signaler ved at kigge på den, de godt kan lide, smile og holde øjenkontakt, og sådan være i nærheden af dem i et godt stykke tid, før de åbner op. Og så vil der være dem, som måske er lidt en blanding af de to.

Uanset hvilken tilgang man tager til det, så tænker jeg, at det vil have sine fordele og ulemper. Er man meget direkte, kan man måske risikere, at folk bare siger nej, fordi de slet ikke har det på samme måde, men man kan også opleve, at folk bare synes, at det er mega fedt, at man bare siger tingene, som de er. Er man mere tilbageholdende kan man måske risikere, at folk ligesom mister interessen, hvis det føles som om, at tingene tager for lang tid. Omvendt kan man måske også sikre sig selv lidt mere mod afvisning, fordi man giver sig selv tid til at finde ud af, hvad man selv føler, og måske også hvad den anden føler. Så på den måde skal man måske overveje lidt med sig selv, hvad man selv synes bedst om. 

Du spørger også lidt ind til, hvordan du man gribe det an, da du har Aspergers Syndrom, og i den forbindelse søgte jeg lidt rundt, fordi nu har jeg prøvet at gøre mig nogle tanker omkring din situation, som du forhåbentlig kan føle dig hjulet af, men jeg tænker også, at det måske kunne være rart for dig at høre lidt fra én, som også har Aspergers eller autisme eller som I hvert fald har noget kendskab til din situation. En mulighed er f.eks. at ringe til Støttetelefonen hos Landsforeningen Autisme, hvilket der er et link til her. Derudover har jeg fundet et slags blogindlæg skrevet af en med autisme omkring hendes tanker om at være i et forhold, hvilket måske også kunne være lidt interresant for dig. Linket er her.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og at du har fået lidt ideer til, hvordan du kan gribe din situation an. Hvis du har lyst til at snakke lidt mere med en af vores rådgivere, så er du dog også meget velkommen til at komme forbi vores 1-1 chat.

Alt det bedste, 

Amanda 

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program