Sex med kæresten
Sex med kæresten
Hej!
Jeg har et problem med sex med min kæreste, som jeg har været sammen i 4 måneder. Jeg prøver virkelig at være åben over for nye ting, og jeg kan godt lide at have sex. Men de 2 ting min kæreste bedst kan lide, hader jeg virkelig. Først og fremmest vil han altid have at jeg skal ride ham, og nærmest hoppe op og ned på ham. Jeg synes det er ok at gøre det for ham nogle gange, men synes ikke det føles særlig behageligt og har derfor ikke altid lyst til det og ville ønske han også nogle gange ville dyrke "missionær" stilling hvor han bevæger sig, men det er som om, det er nemmere for ham at komme når jeg rider på ham, og jeg nyder det overhovedet ikke, det føles udmattende og bare ikke særlig rart i kroppen. Derudover elsker han virkelig at slikke mig og han vil gøre det hver dag, nogle gange som det første om morgenen. Jeg synes også bare det er ubehageligt at blive slikket, det er som om det gør lidt ondt i min klitoris, måske er min ydre skede bare virkelig følsom. Jeg har også haft problemer med onani fordi det gør ondt omkring urinrøret, når jeg rører på en bestemt måde, men jeg kender min skede nu og ved derfor hvordan og hvor jeg ikke skal røre. Men han slikker over alt og gør det nogle gange ret vildt, og han bliver irriteret hvis jeg virkelig mener at han skal stoppe, så mister han hele sexlysten og vi ender i en akavet stemning... Det er bare træls, især når han så godt kan lide det. Jeg ved ikke om der er noget galt med min skede siden det gør så ondt i min klit?! Og hvad kan vi gøre ved det, at vi ikke foretrækker de samme ting under sex??? :/
Mvh. Zoé
Kære dig,
Hvor er det godt, du skriver. Jeg kan godt forstå, du er frustreret. Jeg vil være meget ærlig med dig og sige med det samme, at sex er SVÆRT. Sex er svært for ALLE. Selvom de færreste af os rigtigt vil indrømme det. Man er dødsens sårbar og er samtidig enormt nervøs for at gøre den anden ked af det eller ikke leve op til deres forventninger. På grund af al den sårbarhed og nervøsitet, så snakker vi heller ikke altid helt ærligt nok om sex - både med vores partnere, men også i seksual undervisning, med veninder og i kulturen. Dette viser sig måske lidt forskelligt for kønnene. Som mand, kan man måske føle, man fejler, hvis man ikke kan få rejsning, fordi der er en idé i kulturen om, at sex involverer en stiv pik. Det passer ikke, man kan have sex på alle mulige måder. Som kvinde, kan man komme til at føle, at man fejler, hvis man ikke tilfredsstiller manden og nyder alt, hvad der sker. Det er jo også helt forkert, for sex handler ikke kun om at tilfredsstille manden og det er helt normalt ikke at nyde alt, hvad der bliver gjort ved ens krop. Her skal jeg sige meget tydeligt til dig, at der IKKE er noget som helst galt med din krop, det er faktisk bare din kæreste, der gør det forkert - altså forkert for lige præcis dig og DIN krop.
Vi er alle forskellige, og vores kroppe fungerer forskelligt. Måske særligt for kvinder bliver dette tydeligt i sex, for vi får ikke automatisk orgasme ved penetrationssex (i hvert fald sjældent). Der skal måske nogle andre ting til, og for at det skal lykkes, så skal vores partner kende vores krop og vi skal kommunikere meget tydeligt. Det er svært, hvis ens partner ikke lytter eller måske ikke respekterer det, man siger. Det kan blive decideret ubehageligt, fordi så kommer man netop til at føle, at det hele handler om hans - også det han gør for én selv, for eksempel det at slikke. For mig lyder det lidt som om, at det nogle gange kan føles sådan for dig med din kæreste. Jeg er sikker på, at han virkelig gerne vil have, at du nyder sex med ham, og derfor også bliver ked af det, hvis han fornemmer, at du ikke gør. Samtidig tror jeg også, at han ville blive ked af det, hvis han vidste, at det faktisk nærmest er ubehageligt for dig - eller sådan håber jeg i hvert fald, at han ville reagere.
Du må vægte dig selv højere i sexen med din kæreste, tror jeg. Du skal ikke komme eller nyde det for HANS skyld, du skal komme og nyde det for din egen skyld. Det er DIN krop, og du bestemmer altså, hvad du vil have, der bliver gjort ved den. Du skal ikke gøre noget, du ikke har lyst til. Vi kan alle lide forskellige ting, og det er enormt vigtigt, at vi snakker meget ærligt og åbent med vores partnere om, hvad vi egentlig kan lide og hvordan det føles. Det er ikke okay, at han bliver sur over, at du ikke kan lide at blive slikket. Jeg forestiller mig, at hans frustrationer kommer af, at han faktisk rigtig gerne vil tilfredstille dig og bliver ked af, at han ikke kan finde ud af det. Men så skal han lytte til dig - og du skal fortælle ham, hvad der føles rart. Han SKAL respektere dig, og det gør han ikke, hvis han insisterer på at gøre det på en måde, du ikke kan lide. Det er IKKE din skyld, at der bliver akavet stemning, når du siger fra. Det er udelukkende hans skyld, for han lytter ikke og overskrider dine grænser, og det er ikke okay.
Fordi den seksuelle situation er så sårbar, så tror jeg, det er en god idé at snakke om alt det her på et tidspunkt, der ikke er midt i sex. Prøv eventuelt at tage det op på et tidspunkt, hvor I ikke er seksuelle. Jeg tror også, det er en god idé, at du siger tydeligt, når I har sex hvad du har lyst til, og hvad der føles godt. Måske bed ham om at være mere i missionærstillingen og fortæl ham, hvor godt det føles for dig? Og fortæl ham, at den måde, han vil have dig til at ridde på, faktisk gør ondt. Måske I kan eksperimentere lidt med den stilling, så det også føles rart for dig? Der kan være andre måder at bevæge underlivet på, der ikke er så trættende, men kan føles meget rart for kvinden også. Og så synes jeg, det er enormt vigtigt, du får sagt fra overfor den måde, han slikker dig på. Hvis det slet ikke føles rart, så skal han ikke gøre det. Der er intet galt med dig på grund af det. Måske han kan røre dig i stedet? Måske du kan vise ham, hvordan du rører ved dig selv?
For at have god sex er det vigtigt, at man respekterer og tænker på hinanden. Men du skal også tænke på dig selv og have respekt for dig selv. Hvis I skal have god sex, skal han ligeledes ændre sin adfærd og tænke mere på dig. Prøv at tage en god snak med hinanden om jeres sex - det er svært og sårbart, men det er vigtigt, hvis jeres sex og forhold skal fungere. Og igen, du skal IKKE gøre noget, du ikke har lyst til.
Jeg håber, du kan bruge mit svar. Skriv endelig igen, hvis du har brug for det, og kig evt. lidt på denne hjemmeside.
Kærlig hilsen
Sophie