klø

brevkassespørgsmål

klø

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 4 år 2 måneder siden

Hej, jeg er 16 år og jeg barber mig normalt  rigtig meget. har ikke barbere mig i tissekonen i 1,5 uge så da er mere hår end jeg er vant til. Har lagt mærk til at hvis jeg har for meget hår dernede, klør det. Det er kun udenpå, der ved toppen hvor der normalt er mest hår. hvorofr det? håber i kan svare.

Svar: 

Hej du

Tak for dit spørgsmål. Jeg er ikke uddannet læge, og jeg ved ikke nok om din konkrete problemstilling til at kunne give dig et præcist svar. Men i det følgende har jeg skrevet lidt generelt om, hvad der kan være på spil ud fra det, du beskriver.

Hvis du oplever kløe i forbindelse med, at dine hår vokser ud igen efter intimbarbering, det vil sige, mens dine hår stadig er stubbe eller meget korte, kan det handle om, at dine hår skraber eller gnider mod stoffet i dine trusser. Dette giver særligt god mening, idet du beskriver, at det særligt klør på "toppen" eller på venusbjerget, som man også kalder det. Denne del af tissekonen buer nemlig frem nedadtil og er derfor mere i kontakt med stoffet i dine trusser eller bukser, især hvis du går med stramme bukser. Stubbe og korte hår kan så nogle gange "sidde fast" i de små masker på bomuldsstof eller i kniplingerne (hullerne) på blonder, særligt når man bevæger sig, fordi de korte hår stikker mere ud, end når hårene er lange. Når hårene er lange kan de tit lægge sig mere fladt mod huden og bliver derfor ikke fanget i stoffet på samme måde. At de korte hår fanges i stoffet kan være med til at gøre hårsækkene og huden omkring dette område irriteret, og det kan føles ubehageligt eller klø. Man vil derfor ofte opleve, at den korte kønsbehåring klør en overgang, mens den gror ud, og derefter holder det som regel op med at klø igen.

I denne periode kan det hjælpe at gå med løsere bukser og med trusser i stedet for g-streng - og gerne bomuldstrusser. Det kan mindske gnidningerne og give huden luft, så den bliver mindre irriteret. Du kan også prøve at bruge intimsæbe til at vaske dig med forneden, hvis du ikke allerede gør det. Det kan være med til at fjerne bakterier og sved, som også kan give kløe.

Hvis det ikke stopper med at klø, kan det være en god idé at snakke med din læge om det. Det kan være ingenting, men det kan også skyldes en infektion. Jeg synes i hvert fald ikke, du skal gå rundt og være generet af, at det klør, hvis det kan afhjælpes.

De bedste hilsner,
Marie

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program