Kom til at dele et rb
Kom til at dele et rb
Jeg har får 1,5 måned siden delt et rb memefra en pige fra min klasse. Memet er bare et billede hvor halvdelen af memet er hendes rb og resten et chokerede ansigt. Hun har så fundet ud af det idag, og hun siger at hun vil sige det til sin mor som allerede er blevet pissesur fordi at nogle drenge fra min klasse kaldte hende "Havneluder". Jeg skal i forvejen til samtale på skolen med mine lærere og mine forældre fordi at jeg (og næsten hele klassen) har mobbet hende i omkring 8 måneder (grov mobning). Mine forøldre blev pissesure, men de sagde at jeg altid kunne sige det til dem også ville de ikke blive så sure.
Skal jeg sige at jeg har delt det der billede eller hvad?
Jeg har rigtigt delt det på en discord server, men ikke rigtig nogle så det fordi at jeg slettede det hurtigt og det var sent, men jeg har også sendt det til 2 piger fra klassen. En af pigerne har så sagt det til hende. Den anden har ikke.
Skal jeg så kune sige at jeg har sendt det til en? Eller skal jeg bare sige det hele?
Jeg lavede memet for sjov (Jeg ved godt at det på ingen måder er sjovt).
Hej Lucas.
For at være kort og præcis, så ja, jeg synes du skal være ærlig og fortælle, at du har delt det her meme. Ikke kun til en, men til flere.
Jeg kan læse, at du godt ved, at du har lavet en fejl og gjort noget, som har såret pigen fra din klasse. Alle kan lave fejl, og blive grebet af "stemningen", selvom det i bagklogskabens lys måske ikke var det klogeste og bedste at gøre. Når man laver fejl og sårer andre, så er det afgørende, hvordan man forholder sig til det, man har gjort efterfølgende. Det er altid sværere at indrømme sine fejl og undskylde, end at lade som ingenting, men det er også det bedste at gøre. Det er nemmere at respektere og tilgive, end hvis man lyver eller skjuler sin uheldige opførsel overfor andre.
Jeg synes ikke du skal lyve og sige du kun har sendt det til én, når du hurtigt kan blive taget i din løgn af pigen, som ikke har sagt noget, og måske var der nogen, der så det på discord alligevel? Det er bedre med en ren samvittighed. Så vær på forkant og indrøm det. Og undskyld for det. Jeg kan godt forstå, hvis du er nervøs for at skulle sige det til dine forældre og lærere, men det bedste du kan gøre er at fortælle, at du er ked af, at du gjorde det, og at det ikke sker igen. Forhåbentlig bliver dine forældre mere glade for, at du har mod på at dele det med dem. Det betyder meget for forældre, at deres børn er trygge ved at fortælle dem ting, også når de ikke har opført sig helt ordentligt. Hellere det end ikke at vide, hvad der foregår.
Du kan prøve at se det som, at du nu har muligheden for at være forgangsmand for din klasse, og vise, at du faktisk ikke synes jeres opførsel overfor pigen er i orden. Jeg gætter på, at du godt ved, at det er ikke er okay at mobbe nogen, og at det kan have og sikkert allerede har store konskevenser for pigen. Men det er muligt at rette op på ved at begynde at behandle hende ordentligt og med respekt. Og det er en start at fortælle sandheden, og derfra må I sammen finde en måde at komme videre på i fællesskab, hvor alle kan være med og føle sig trygge. Men det er nemmest at komme videre, når alt er lagt på bordet, og ingen skjuler noget, som måske kan komme frem senere og skabe problemer.
Held og lykke med det hele!
Mange hilsner Pernille